Forurening: Esben Lunde opretter låneordning for boligejere

BOLIG: I stedet for at vente på statens hjælp skal boligejere kunne låne sig til at få ryddet op på forurenede grunde, lyder det fra miljøminister Esben Lunde Larsen.

Hjalte T. H. Kragesteen

Boligejere skal have bedre mulighed for at få renset sin grund med det samme.

Sådan lyder det fra miljøminister Esben Lunde Larsen, der derfor vil oprette en ordning med afdragsfrie statsgaranterede lån.

”Jeg vil gerne hjælpe de boligejere, der er kommet økonomisk i klemme, fordi de uforskyldt har købt en bolig på en forurenet grund. Derfor genåbner jeg nu en låneordning, så ejerne får mulighed for at få et afdragsfrit statsgaranteret lån til at få renset grunden uden ventetid. Det kan være vejen ud af en ellers låst situation,” siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i en pressemedelelse.

Dokumentation

FAKTA fra Miljø- og Fødevareministeriet

Regionerne får årligt 420 mio. kroner af staten til at rydde op på forurenede grunde. Jordforureningerne ryddes op i prioriteret rækkefølge. 
Der er kortlagt ca. 15.000 grunde med konstateret forurening, hvor langt størstedelen er gamle forureninger. Efter jordforureningsloven skal forureneren betale for oprydning, men der er mange gamle forureninger fra før, forureneren betaler-princippet kom ind i loven 1. januar 2001.

De boligejere, der uforskyldt er blevet ejere af en forurenet grund, kan hjælpes på tre måder:

1) I den almindelige offentlige indsats rydder regionerne op i prioriteret rækkefølge, efter hvor stor en risiko forureningen udgør for sundheden og grundvandet.

2) Værditabsordningen er en ordning, hvor boligejere kan få opryddet deres forurenede boliggrund på statens regning mod en mindre egenbetaling. Værditabsordningen bygger på et først til mølle-princip. Der er ca. 14 års ventetid for den sidst tilkomne boligejer på ventelisten. Der er visse begrænsninger for ordningen, bl.a. skal ejeren have købt ejendommen i forurenet tilstand uden at vide, at den er forurenet. Ventetiden for værditabsordningen er de seneste ni år faldet fra 20 til 14 år.

3) Låneordningen er et tilbud til boligejere, der står på værditabsordningens venteliste, men som vil have en oprydning her og nu. Låneordningen er et godt tilbud til de boligejere, der står med et akut behov for en oprydning. Personer tilmeldt værditabsordningen får direkte besked med brev, at låneordningen er åbnet. Der er afsat cirka 9,4 mio. kroner til ordningen. Låneordningen vil være åben, så længe der er midler til rådighed.


Altinget logoBy og Bolig
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget by og bolig kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00