Debat

Guldborgsund-borgmester: Sig Guten Tag til din nabo i sommerhuset

DEBAT: Måske viser det sig, at noget af frygten holder stik, hvis vi begynder at sælge sommerhuse til udlændinge. Men det kunne også være, at det faktisk viser sig at være en god idé og en styrkelse af vores sommerhusområder. Det skriver John Brædder, borgmester i Guldborgsund.

Selvom Marielyst er et populært sommerhusområde med lange hvide strande, er liggetiderne på sommerhussalg ofte over et år, skriver John Brædder.
Selvom Marielyst er et populært sommerhusområde med lange hvide strande, er liggetiderne på sommerhussalg ofte over et år, skriver John Brædder.Foto: Jonas Vandall Ørtvig/Scanpix
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af John Brædder (Guldborgsundlisten)
Borgmester i Guldborgsund

Priserne på sommerhuse vil stige til uhyrlige summer, så danskerne ikke længere har råd til at købe et sommerhus. Sommerhusene vil fremover blive handlet mellem udlændinge udenom det danske marked. Vi vil miste omsætning, fordi færre vil booke overnatninger. Vores håndværkere vil miste opgaver, fordi arbejdet vil blive udført af udenlandske håndværkere.

Sådan lyder nogle af de argumenter, jeg møder, imod salg af sommerhuse til udlændinge. Jeg har hørt dem alle – og flere til. Men problemet er, at der faktisk ikke rigtig er nogen af dem, der er dokumentation for. Det bunder i ”jeg synes, at …” og ”jeg tror, at …”, men der er meget lidt ”jeg ved, at …”.

Derfor er jeg åben for en forsøgsordning á la den, som regeringen har skitseret i sit regeringsgrundlag. Her giver man mulighed for, at en række udvalgte områder i Danmark kan få lov at afprøve salg af sommerhuse til udlændinge.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Jeg synes, at det er en god idé at få det afprøvet, for vi har brug for at gøre op med ”synes’ningerne” og få fakta på bordet i den her sag.

Måske holder noget stik
Det kan da godt være, at det viser sig, at noget af frygten holder stik. Men det kunne også være, at det modsatte var virkeligheden – at det faktisk viser sig at være en god idé og en styrkelse af vores sommerhusområder. 

 En tommelfingerregel er, at det svarer til et årsværk for en håndværker at bygge et sommerhus. Det vil jeg sådan set gerne være med til at åbne for.

John Brædder (Guldborgsundlisten), borgmester i Guldborgsund

I Guldborgsund Kommune har vi godt 7.000 sommerhuse og omkring 750 ubebyggede sommerhusgrunde. Mange af dem ligger i et af Danmarks mest populære sommerhusområder, Marielyst, der har lange hvide sandstrande og masser af turister, der strømmer til fra både Danmark, de andre nordiske lande og især Tyskland.

Alligevel skal man også i Marielyst væbne sig med tålmodighed, hvis man vil sælge sit sommerhus. Liggetider på omkring et år er absolut ikke noget særsyn, og vi er endnu ikke nået op på de kvadratmeterpriser, vi oplevede før og under finanskrisen. Sommerhussalget er altså ikke kommet helt ud af krisen, og derfor vil det her være et kærkomment skub til markedet. 

Har fokus på at øge væksten
Når jeg taler for forsøgsordningen, er det fordi, jeg har fokus på, hvordan vi øger væksten og udviklingen i vores område. Og det er min klare opfattelse, at dette vil medvirke til stigende omsætning i feriebyerne, og at det vil smitte af på resten af kommunen.

Det vil være en slags hjælp til selvhjælp for en kommune som vores, hvor det vil være helt gratis for staten at give plads til mervækst i et af Danmarks yderområder.

Efterspørgslen efter sommerhuse og grunde til salg vil forhåbentlig blive større, hvis kundepotentialet også tæller eksempelvis nordmænd, svenskere og tyskere, og det vil give arbejde til vores lokale håndværkere. En tommelfingerregel er, at det svarer til et årsværk for en håndværker at bygge et sommerhus. Det vil jeg sådan set gerne være med til at åbne for.

Det er derfor, jeg gerne vil lægge jord til en forsøgsordning med salg af sommerhuse til vores gode naboer. Jeg mener, at det kan sætte mere gang i væksten i vores område, og det åbner for nye muligheder hos os.

Så derfor kan jeg kun ønske mig flere euro, svenske og norske kroner i de danske feriebyer. Lad os nu prøve det af og finde ud af, hvad der er myter, og hvad der fakta.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Brædder

Byrådsmedlem, Guldborgsund (G), formand for Foreningen af lokallister, gårdejer, formand Guldborgsund håndbold.
Agraøkonom (Næsgaard Agerbrugsskole)

0:000:00