Holstein: Ingen turde genere boligejerne

BOLIGSKAT: Ingen turde lægge sig ud med boligejerne, lyder vurderingen fra Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, der peger på, at balancen mellem ejere og lejere kan blive forrykket af aftalen.

Foto: Coloubox
Mads Bang

Boligejerne bliver pakket ind i forsigtighedsprincipper, rabatter og indefrysningsordninger med tirsdagens boligskatteaftale.

Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, vurderer, at aftalen blandt andet afspejler partiernes frygt for at lægge sig ud med den store gruppe af boligejere.

"Ingen turde genere boligejerne. Det er det hensyn, der har overskygget alt andet. Og det ses tydeligt af den færdige aftale," siger Erik Holstein.

Forliget er indgået mellem VLAK-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale. De seks partier har med gårsdagens aftale løst en bunden opgave med at få styr på de danske bolig- og ejendomsskatter, efter de skandaleramte ejendomsvurderinger har ligget stille i årevis.

The bottom line er, at der tages 20 milliarder op af det berømte råderum, som er et synonym for statskassen.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Samtidig mener Erik Holstein, at situationen med store og vedvarende stigninger i grundskylden i dele af landet har presset Folketinget til at handle.

"Uden et indgreb var der boligejere, der var blevet tvunget til at flytte. Så noget måtte gøres. Det var hele Folketinget, inklusive Enhedslisten, enige om. Men det kontroversielle er, at man her vælger en model, der giver boligejerne store ufinansierede skattelettelser," siger Erik Holstein.

Finansieres af alle
Forligspartierne fremhævede tirsdag, at der er tale om en aftale, hvor alle får en gevinst, og derfor er det retfærdigt, at alle skal være med til at betale. Det sker ved at tage penge fra det såkaldte økonomiske råderum.

"The bottom line er, at der tages 20 milliarder op af det berømte råderum, som er et synonym for statskassen. Som LA's Simon Emil Ammitzbøll glad tweetede: "Råderummet bruges på skattelettelser", konstaterer Erik Holstein, som peger på, at boligskatteaftalen tilsyneladende har flere fordele for ejerne.

"Men råderummet er jo midler, der er skabt af både ejere og lejere. Og selvom lejerne også får glæde af rabatten på boligskatter, kommer rabatten primært boligejerne til gode. Derfor forrykker aftalen forholdet mellem ejere og lejere," lyder det fra Erik Holstein.

Han mener dog, at det er svært at vurdere fuldstændigt på nuværende tidspunkt, hvor der ikke er skabt klarhed om de almene lejeres bolig- og ejendomsskatter på sigt.

"Langtidseffekten af aftalen er dog svær at bedømme. Muligvis kan den på længere sigt have en afdæmpende virkning på nogle af boligpriserne, og dermed gøre de skattefri boliggevinster lidt mindre. Men det er rent gætværk," siger han.

Effektive Konservative
I forløbet op til aftalen har der været meget fokus på De Konservatives krav om blandt andet at fastfryse grundskylden. Den endelige aftale rummer ikke en fastfrysning af grundskylden, men til gengæld har De Konservative fået flere indrømmelser.

"De Konservative er kommet meget bedre ud af den aftale end forventet, og her har Brian Mikkelsen vist sit værd som en dreven forhandler, der er super godt inde i substansen. Konservative har effektivt udnyttet, at både S og DF ville have ryddet den sag af vejen inden et folketingsvalg," siger Erik Holstein og tilføjer:

"Det er tilmed lykkedes Konservative at få sænket ejendomsværdiskatten mere, end der var lagt op til, så den lander nede på 0,55 procent. Det var der til det sidste usikkerhed om."

Ingen sejr til S
Mens Erik Holstein altså vurderer, at De Konservative har fået et godt resultat, så er han mere forbeholden overfor Socialdemokratiets præg på aftalen.

"Aftalen er ikke ligefrem en sejr for socialdemokraterne. 1. maj talte Mette Frederiksen kampberedt imod den stigende ulighed, og 2. maj indgår hun så en aftale, der risikerer at øge uligheden," siger Erik Holstein, som anerkender, at Socialdemokratiet har forhandlet dele af regeringens udspil ud af aftalen.

"Socialdemokraterne kan godt argumentere med, at regeringens oprindelige udspil var endnu mere skævt. Men det ændrer bare ikke ved, at Mette Frederiksen har skrevet under på en aftale, der har konservative fingeraftryk på mange af siderne."

Aftalen om nye boligskatter skal i denne og næste Folketingssamling føre til en hel række lovændringer, som partierne alle har forpligtiget sig til at stemme for.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00