Kristian Jensen efter intern uro: Venstre har langt til døren og højt til loftet

STRID: Omlægning af lån til almennyttige boliger er gammel Venstre-politik, lyder det fra Venstres næstformand og finansminister Kristian Jensen, efter forslaget har ført til intern kritik af regeringen. Han afviser samtidig, at der er tale om en fløjkrig i partiet.

Efter en intern stridighed i Venstre om regeringens forslag om at omlægge realkreditlån til nybyggeri og renovering af almennyttige boliger til statslån maner partiets næstformand og finansminister Kristian Jensen (V) til besindighed.

”Det har været en idé, vi selv har arbejdet med, da vi sad alene i regering. Det kan jeg så se nu, at mange gerne ville have vidst noget mere om på forhånd. Det tager jeg selvfølgelig til efterretning og arbejder på, at vi som regering bliver bedre til at orientere om de planer og initiativer, der nu en gang er,” siger Kristian Jensen.

Der diskuteres meget i Venstre
Meldingen kommer, efter der gennem de seneste dage har været en større diskussion i Venstres folketingsgruppe om regeringens forslag, som blev præsenteret i en pressemeddelelse den 21. juni.

Efterfølgende gik Venstres gruppeformand, Søren Gade, i pressen med et debatindlæg, hvor han kritiserede forslaget, som han samtidig kaldte ”socialistisk”.

Debatindlægget førte til en intern mailkorrespondance i Venstres folketingsgruppe, hvor flere medlemmer bakkede op om Gades kritik. De kritiserede samtidig regeringen for ikke at orientere de pågældende ordførere om sagen.

Læs også: Efter strid i Venstre: Forslag om statslån til almene boliger skudt til hjørne

Kristian Jensen henviser til, at det er de pågældende ministres ansvar at orientere regeringens ordførere om relevante sager.

Han pointerer samtidig, at det er normalt, at Venstres folketingsgruppe diskuterer aktuelle sager.

”Jeg tror, alle, der kender Venstre, ved, at vi er et parti med langt til døren og højt til loftet. Der diskuteres rigtig meget internt i Venstre også omkring forskellige elementer som det her,” siger Kristian Jensen.

Hvis det her har været Venstres politik så længe, er det så Søren Gade, der har misforstået jeres politik?

”Det synes jeg, man skal snakke med andre om. Jeg fortæller, hvad regeringens politik er, og jeg fortæller, hvad forhistorien er. At det her startede i en dialog i det daværende Udlændinge-, integrations- og boligministerium i efteråret 2016.”

Kristian Jensen afviser samtidig, at kritikken fra Venstre-medlemmerne skulle være tegn på en skjult krig mellem de interne politiske fløje i partiet.

”Jeg synes ikke, der er nogen, der angriber nogen. Jeg har ikke spor imod, at man i Venstre har en åben dialog om alle de forslag, der ligger. Jeg synes, det gør demokratiet stærkere, at man diskuterer direkte med hinanden,” siger han.

Kristian Jensen vil dog ikke tage stilling til, at der er blevet lækket interne mails fra folketingsgruppen til Ekstra Bladet og TV 2. Se hans svar på det spørgsmål i videoen øverst i artiklen.

Forrige artikel Kursændring åbner for milliardopgør om almene boliglån Kursændring åbner for milliardopgør om almene boliglån Næste artikel Overblik: Folketingsårets største boligsager Overblik: Folketingsårets største boligsager