LA til kamp mod sommerhusreglen

SOMMERHUS: Står det til Liberal Alliance, skal udlændinge have lov til frit at købe sommerhus i Danmark. Socialdemokraternes boligordfører frygter en udenlandsk invasion.
Tyson W. Lyall
Liberal Alliance vil sparke gang i væksten ved at lade udlændinge få adgang til det danske sommerhusmarked.

I dag skal udlændinge, der ønsker at købe et sommerhus i Danmark, have en særlig tilladelse fra det danske justitsministerium. Den regel vil Liberal Alliance nu have fjernet, hvorfor man har stillet et beslutningsforslag i Folketinget om at afskaffe den såkaldte sommerhusregel.

Her skal man imidlertid ikke regne med støtte fra rød bloks største parti, Socialdemokraterne.

Partiets boligordfører Jan Johansen frygter, at de danske sommerhuse på sigt vil blive revet væk fra de danske statsborgere.

"Det kan vi slet ikke gå ind for. Min frygt er, at hvis vi fjerner reglen, så går der ikke langt tid, før danskere ikke længere har sommerhuse i Danmark. Så er det hele kommet på udenlandske hænder. Vi er kun fem millioner danskere, og på den anden side har vi 80 millioner tyskere, der blandt andet søger efter vand," siger han til Altinget | Bolig.

Min frygt er, at hvis vi fjerner reglen, så går der ikke langt tid, før danskere ikke længere har sommerhuse i Danmark. Så er det hele kommet på udenlandske hænder. Vi er kun fem millioner danskere, og på den anden side har vi 80 millioner tyskere, der blandt andet søger efter vand.

Jan Johansen
Boligordfører, S

Den tankegang deler Liberal Alliances EU-ordfører Merete Riisager slet ikke.

"Sommerhusreglen er et brud på den danske frihandelstradition. Den skal væk. Og lige nu er et rigtig godt tidspunkt, fordi sommerhuspriserne er i bund. Giver vi udlændinge mulighed for at købe sommerhus i Danmark, vil det gavne mange danske lokalsamfund - ikke mindst i yderområderne," siger hun.

Sommerhusreglen er ifølge Liberal Alliance dobbeltmoralsk, fordi danskere uden problemer kan købe et sommerhus i vores europæiske nabolande.

Den karakteristik giver Jan Johansen omvendt ikke meget for. Sælger vi først ud af "arvegodset", så risikerer vi at fortryde det, mener han.

"For det første ville priserne stige så voldsomt, at almindelige mennesker ikke ville kunne købe sig et sommerhus, og for det andet ville vi aldrig kunne få dem tilbage på danske hænder igen," siger S-ordføreren.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Johansen

Næstformand, Forsvarsudvalget, præsident, Beredskabsforbundet
servicemedarbejder (Lindø Værftet 1975)

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00