Langsom post mødt af bred udlejerkritik

POST: Udlejere fra både den private og almene sektor vil have åbnet for digital post, fordi den nye postaftale gør papirgangen endnu langsommere. LLO er bekymret for retssikkerheden.

Den nye postaftale betyder, at det kommer til at tage længere tid at sende post frem og tilbage mellem lejere og udlejere. Derfor vil både de private og almene udlejere have lov til at sende mere digital post. <br>
Den nye postaftale betyder, at det kommer til at tage længere tid at sende post frem og tilbage mellem lejere og udlejere. Derfor vil både de private og almene udlejere have lov til at sende mere digital post.
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Mads Bang

Udlejere på både den private og almene dele af lejeboligmarkedet vil have et opgør med dyre frimærker og langsom postomdeling. Udlejerne er utilfredse med, at en ny postaftale gør postomdelingen langsommere og ad den vej vil give både langsommere og dyrere administration af udlejningsboliger.

I et brev til boligminister Inger Støjberg (V) advarer de private udlejeres store organisation Ejendomsforeningen Danmark om, at det kan få betydning for administrationsomkostningerne og i sidste ende ramme lejerne. Aftalen ”kan få meget betydelige, utilsigtede konsekvenser”, skriver foreningen til ministeren.

Den nye postaftale bør få politikerne til at åbne for endnu mere digital post, lyder det i brevet, det synspunkt bakkes op af Domea.dk, der administrerer omkring 42.000 almene boliger i hele landet.

”Jeg synes virkelig, at tiden er moden. Alle efterspørger digitale løsninger: Folk betaler med Mobile Pay, går i netbank og så videre. Vi kan både lave nogle mere effektive processer og gøre det lettere for lejerne,” siger Thomas Holluf Nielsen, adminsitrerende direktør i Domea.dk.

Fakta
Postaftalen

Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti står bag aftalen om at slække kravene til Post Danmark.

Fra 1. januar 2017 betyder det, at:
•  Der kun omdeles post fem dage om ugen
• Post Danmark er ikke længere forpligtede til at kunne levere A-breve fra dag til dag.
• Kravet til et standard brev bliver levering inden for 5 dage mod i dag 4 dage.

LLO: Retssikkerhed er vigtigst
Hos LLO er der ikke noget hastværk med at gøre papirgangene digitale. Økonom Jesper Larsen forklarer, at han i udgangspunktet vurderer, at den langsommere brevgang giver lejerne lidt længere tid og dermed er en fordel. Til gengæld skal lejerne fra nytår sende opsigelser tidligere, for at være sikker på at de når frem i tide.

Alligevel mener Jesper Larsen ikke, at tiden er moden til en digital løsning i forhold til de vigtigste papirer, som eksempelvis rykkere og især i forbindelse med ophævelse af en lejekontrakt.

Jeg kan ikke se argumenterne for, at den digitale post er mere usikker end almindelig post. Breve kan jo også blive væk.

Thomas Holluf Nielsen
Administrerende direktør, Domea.dk

”Foreløbig er vi ikke, der hvor det skal være lettere. Hvorfor skal vi slække på lejernes retssikkerhed, bare for at gøre det lettere for udlejerne,” lyder det fra Jesper Larsen. Han peger på, at der stadig mangler udvikling på en række felter, før lejerne kan støtte digitale løsninger på de mere følsomme brevvekslinger, som eksempelvis kan ende med, at en lejer mister sin bolig.

”Det handler om retssikkerhed, og at der altså stadig er en del af befolkningen, der ikke er på internettet. Og så er der nogle procedurer, der ikke er på plads med digital post,” siger Jesper Larsen.

Han forklarer, at LLO dog ikke er lodret imod digitalisering. Lejerne har accepteret digital kommunikation på nogle få områder i forbindelse med den seneste ændring af lejeloven.

Utroligt god oplevelse
Hos Domea.dk medgiver Thomas Holluf Nielsen, at der er god grund til at bevare personlig betjening og papirbreve for den gruppe af beboere, der ikke bruger digitale løsninger. Men han mener ikke, at det skal holde resten af beboerne tilbage.

”Alt for ofte går vi efter laveste fællesnævner. Vi har faktisk noget evidens for, at det virker godt. Vi var de første, der fik dispensation og indførte digital underskrift på lejekontrakter, og nu er det seks ud af ti, der underskriver digitalt,” siger Thomas Holluf Nielsen og tilføjer:

”Så sidder folk og gør det derhjemme og har en utroligt god oplevelse.”

Han mener heller ikke, at retssikkerheden og især spørgsmålet om et brev er nået frem, er et problem i forhold til digital post.

”Det er jeg lodret uenig i. Jeg kan ikke se argumenterne for, at den digitale post er mere usikker end almindelig post. Breve kan jo også blive væk,” siger Thomas Holluf Nielsen.

De nye regler for Post Danmark træder i kraft efter nytår.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00