LLO: Billige boliger kræver regulering

Af Helene Toxværd
Formand for Lejernes Landsorganisation

I Australien kan en lejer altid siges op med to ugers varsel, endda uden nogen nærmere begrundelse. 

Huslejen fastsættes ensidigt af udlejeren, og typisk er lejeperioden tidsbegrænset til et halvt eller et helt år. Dette afstedkommer mange flytninger og holder gang i landets store ejendomsmæglerbranche, og det er selvfølgelig godt for ejendomsmæglerbranchen og for udlejerne, men det er ikke godt for det australske samfund.

I olielandet Norge er huslejen ikke reguleret. Og i de store byer er huslejen nu så høj, at mange enlige i middelklassen må bo på enkeltværelser i delte boliger. 

Også i Norge er tidsbegrænsede lejemål normen, og her genforhandles huslejen typisk hvert tredje år. En genforhandling, hvor huslejen altid kun går op, og hvor lejeren har den svageste forhandlingsposition og må betale det der forlanges - eller flytte.

I Danmark holder vores lovgivere fast i, at lejeboliger skal være regulerede, i hvert fald delvist. Det betyder, at en meget stor del af den private udlejningssektor stadig er tilgængelig for såkaldte almindelige mennesker. 

Samlet set ser vi i LLO behov for at styrke og udbygge boligreguleringen i det private udlejningsbyggeri og for, at kommunerne bruger deres nye redskaber til at gøde byggeriet af mange flere gode, almene boliger.

Helene Toxværd
Formand for Lejernes LO

Fri leje er dyr leje
Med jævne mellemrum slår nogle økonomer med helt traditionelle, markedsøkonomiske grundholdninger imidlertid til lyd for en afregulering, med den begrundelse, at det er de højstlønnede, som får den største gevinst ud af reguleringen. Og det er korrekt, at de relativt få højtlønnede, der bor til leje i den regulerede boligmasse, får den største reguleringsgevinst, fordi de bor meget favorabelt. 

Efter mine erfaringer er disse højtlønnede personer dog næsten altid personer, der har tæt forbindelse til enten boligernes ejere eller administratorer, og at skulle afskaffe boligreguleringen på grund af disse vennetjenester, er i sandhed at skyde gråspurve med kanoner.  

For målt i antal tilhører den altoverskyggende del af lejerne i privat udlejning mellem- og lavindkomstgrupperne. 

De danske udlejeres organisationer bruger gerne og ofte det argument, at et frit boligmarked i løbet af en kort årrække vil betyde, at efterspørgsel og udbud finder hinanden i et fornuftigt leje. 

Men de forbigår hermed fuldstædigt det faktum, at der allerede findes helt fri leje i Danmark. Alt byggeri, opført efter 1991 er uden lejeregulering. Og i disse boliger kan man tage det i leje, som det er muligt at finde en lejer, der vil betale. Meget enkelt - men meget, meget dyrt. På Østerbro ser vi nu fri leje helt oppe omkring 2.000 kr. pr. kvadratmeter pr. år – eller 12.000 kroner om måneden for en ganske almindelig 2-værelses lejlighed på 70 kvadratmeter. 

Tryghed og regulering går hånd i hånd i Sverige
LLO’s svenske søsterorganisation, Hyregästföreningen, lavede i 2013 en analyse af indtjeningen på privat udlejning i Skåne. I Skåne og resten af Sverige er der ganske stram regulering af den private udlejning. Og i modsætning til i Danmark er der ingen store huller i reguleringen. 

Betyder det så, at de svenske udlejere er på falittens rand og ikke tør bygge nyt? Nej, tværtimod. 

Det direkte afkast var i 2012 på gennemsnitligt 6,8 %, og en af de større ejendomsinvestorer på markedet (Svenska Bostadsfonden) har følgende udsagn liggende på deres hjemmeside: ”Både professionelle investorer og ledende forskere på området mener, at svenske udlejningsejendomme er den tryggeste ejendomsform at investere i. Grunden er den regulerede lejefastsættelse, og at boliger generelt er mindre konjunkturfølsomme end for eksempel erhvervslejemål.”

Tjah, så enkelt kan det siges.

Ny planlov er et skridt i den rigtige retning
Men reguleret, privat udlejning kan ikke stå alene, hvis vi skal sikre betalelige boliger til hele den danske befolkning. Vi må have bygget langt flere almene boliger. De nye redskaber til det, ændringen af planloven (så kommunerne kan mærke grunde til alment byggeri) og muligheden for kommunal støtte til grundkøb er præcis, hvad vi i LLO har efterspurgt. 

Ændringerne giver sammen med kommunal velvilje muligheden for at bygge betalelige boliger, også i områder, hvor grundpriserne er høje.

Samlet set ser vi i LLO behov for at styrke og udbygge boligreguleringen i det private udlejningsbyggeri og for, at kommunerne bruger deres nye redskaber til at gøde byggeriet af mange flere gode, almene boliger.