Debat

LLO: Lejeloven – kursen skal fastholdes

Debat: Lejelovsforliget fra juni 2014 er nu blevet til en lejelov vedtaget af et bredt flertal i Folketinget. Denne kurs skal holdes, for det giver ro og tryghed for lejere og udlejere, skriver Helene Toxværd, formand for Lejernes LO.

"Udlejerne må erkende, at kun et parti i
Folketinget, nemlig Liberal Alliance, støtter deres ønske om en fuldstændig
liberalisering af lejelovgivningen. Og de utilfredse små Lejerorganisationer må
erkende, at kun et parti i Folketinget, nemlig Enhedslisten, støtter en
lejefastsættelse, der uden undtagelser bygger på udlejers omkostninger," skriver Helene Toxværd, formand for Lejernes LO. 



<br>
"Udlejerne må erkende, at kun et parti i Folketinget, nemlig Liberal Alliance, støtter deres ønske om en fuldstændig liberalisering af lejelovgivningen. Og de utilfredse små Lejerorganisationer må erkende, at kun et parti i Folketinget, nemlig Enhedslisten, støtter en lejefastsættelse, der uden undtagelser bygger på udlejers omkostninger," skriver Helene Toxværd, formand for Lejernes LO. 
Foto: Pressefoto
Anna Gurzhiy Hougaard
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nogle tror og håber, at revidering og sammenskrivning åbner for ændringer, der kan tippe balancen mellem udlejere og lejere. Det holder ikke. Den brede tilslutning og den kurs, der giver tryghed for lejere og udlejere, skal fastholdes.

Helene Toxværd
Formand for Lejernes LO

Af Helene Toxværd
Formand for Lejernes LO

I juni 2014 blev et bredt folketingsflertal enig om et lejelovsforlig. Kun Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance stod uden for. Forliget var et foreløbigt punktum for en proces, der havde varet i 11 år, og hvor ministeriet, udlejerne og også LLO havde lagt store ressourcer i arbejdet med at forenkle de private lejelove. 

Efteråret 2014 og den følgende vinter bød derfor på en række sværdslag mellem ministeriets embedsmænd og alle de eksterne parter - herunder LLO - om udmøntningen af forliget til lovtekst. Men inden vi nåede så langt, skulle vi opleve, at de to små lejerforeninger Bosam og Danmarks Lejerforeninger højst mærkværdigt gik sammen med de to udlejerorganisationer og kritiserede forliget sønder og sammen. I LLO erkendte vi, at lejelovsforliget ikke var alt, hvad vi havde drømt om, men at det var det muliges kunst. Alle partierne i den røde blok står nu bag loven – plus DF og Venstre. Det store og gode er, at dette meget brede flertal i Folketinget viste, at det står bag reguleringen af det private udlejningsmarked, også i fremtiden.

Substansen forbliver uændret
Parterne har i forliget aftalt, at lejelovsændringerne skal evalueres, og at de to lejelove for det private udlejningsområde, Boligreguleringsloven og Lejeloven, skal sammenskrives til en lov inden for de næste 2 år. Både evaluering og sammenskrivning er velkomment. Lejelovgivningen er indviklet, og det er klogt at samle op på erfaringerne og se, om noget skal justeres. Og sammenskrivningen er en stor og krævende opgave, hvor det er vigtigt, at embedsmændene har tid til opgaven.

Men det vil nok være en stor misforståelse at tro, at evalueringen betyder bortfald af substansen i forliget. Og at vi nu starter forfra. Uanset hvor meget de utilfredse organisationer med hver deres helt forskellige agenda presser på for en genåbning af forliget, står forliget formodentligt fast. Nogle tror og håber, at revidering og sammenskrivning åbner for ændringer, der kan tippe balancen mellem udlejere og lejere. Det holder ikke. Den brede tilslutning og den kurs, der giver tryghed for lejere og udlejere, skal fastholdes. En lejelovgivning, som vipper og danser efter smågruppers pression, vil skabe en usikkerhed, som er uholdbar.

Fakta

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. Send dit debatindlæg til [email protected]

At udlejerne var højtråbende utilfredse med forliget, kunne ikke overraske. Men udlejerne må erkende, at kun et parti i Folketinget, nemlig Liberal Alliance, støtter deres ønske om en fuldstændig liberalisering af lejelovgivningen. Og de utilfredse små Lejerorganisationer må erkende, at kun et parti i Folketinget, nemlig Enhedslisten, støtter en lejefastsættelse, der uden undtagelser bygger på udlejers omkostninger.

Stadig plads til forbedringer
I LLO tager vi forliget og de mange lovændringer som en sejr. Ganske vist sagde vi – og det mener vi – at forliget er to skridt frem og et tilbage. Men det er altså betydeligt bedre, end ingen skridt fremad eller endda tilbageskridt, som var alternativet. Forliget kunne selvfølgelig have været langt bedre set fra LLO’s side. Der er stadig plads til store forbedringer, for eksempel i forhold til 5.2-moderniseringerne, som betyder, at det private lejeboligmarked gøres utilgængeligt for en større og større del af befolkningen. Også de enorme huslejer i det fuldstændigt uregulerede nybyggeri bør der tages fat på i fremtiden. Men her og nu - i år 2015 - må vi konstatere, at et stort folketingsflertal har holdt fast i reguleringen af det private danske udlejningsmarked. Og alle med bare lidt jordforbindelse ved, at det også bliver de politiske betingelser om to år – uanset revidering eller ej.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helene Toxværd

Landsformand, Lejernes Landsorganisation
boghandler (1989), ba i Socialvidenskab (RUC 2001), kandidatstudier i forvaltning

0:000:00