Ny boligminister ville sætte huslejen fri

HUSLEJE: Boligminister Ole Birk Olesen (LA), som mandag fik ansvaret for lejeloven, har flere gange sagt, at han helst ville afskaffe huslejereguleringen. LLO har tillid til, at Venstre står vagt om lejernes rettigheder.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Mads Bang

Liberal Alliances Ole Birk Olesen satte sig mandag på ministertaburetten i Boligministeriet, og dermed får han ansvar for lejeloven og huslejereguleringen, som begrænser den husleje, som udlejere kan opkræve. Og lige netop i forhold til reguleringen af huslejen og lejekontrakterne har den nye minister tidligere været meget kritisk.

”Målet med al boligpolitik bør være at normalisere boligmarkedet. Også på boligmarkedet bør sælgere og købere kunne finde hinanden gennem frivillige aftaler om pris og betingelser for handlen, ligesom de kan det på næsten alle andre markeder i Danmark,” skrev Ole Birk Olesen i et debatindlæg her på Altinget for et års tid siden.

Da kandidaterne ved folketingsvalget blev bedt om at svare på, om ”Huslejereguleringen skal ophæves”, lød svaret fra Ole Birk Olsen: Helt enig.

Og den daværende boligordfører argumenterede uddybede også sit synspunkt:

Målet med al boligpolitik bør være at normalisere boligmarkedet. Også på boligmarkedet bør sælgere og købere kunne finde hinanden gennem frivillige aftaler om pris og betingelser for handlen, ligesom de kan det på næsten alle andre markeder i Danmark.

Debatindlæg af Ole Birk Olesen (LA) i 2015

”Huslejereguleringen er i forvejen så godt som ophævet for al nybyggeri. I den ældre bymidte i de store danske byer har huslejereguleringen den konsekvens, at udlejningsejendomme ikke kan drives rentabelt, og at de derfor i stigende grad omdannes til andelsboligforeninger. Det betyder, at der er mangel på lejeboliger i bymidterne,” skrev han.

Det sammenbragte ministerium oplyser, at den nye transport-, bygnings- og boligminister ikke har tid til at kommentere i denne uge.

LLO: Vi stoler på Løkke
Hos den største lejerorganisation LLO er cheføkonom Jesper Larsen godt klar over, at Ole Birk Olesen er modstander af huslejereguleringen.

”På den ene side mener han det, men på den anden skal han jo rette sig efter den regerings holdning, han er med i. Statsministeren har givet en garanti om, at Venstre ikke vil røre huslejereguleringen,” siger Jesper Larsen.

Han understreger, at lejerne har tillid til, at Venstre holder det løfte, selv om den nuværende minister altså tidligere har meldt bastant ud på området.

Selv om LLO altså ikke er enige med den nye boligminister, så er Ole Birk Olesens baggrund som boligordfører en fordel, mener Jesper Larsen.

”Det er bedre at være uenige på et oplyst grundlag. Så behøver vi ikke starte diskussionen ved Adam og Eva,” siger Jesper Larsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Larsen

Cheføkonom, Lejernes LO
cand.polit.

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

0:000:00