Oprør fra Udkanten: Landsbyernes stemmer kan forbedre byernes image

Af Finn Slumstrup
Forfatter & foredragsholder, medstifter af Oprør fra Udkanten

Det fremgår tydeligt af bidragene til Altingets debat om kommissoriet for Udvalget for levedygtige landsbyer, at det som noget glædeligt konstateres, at Udkantsdanmarks problemer og muligheder for alvor er kommet på den offentlige dagsorden.

Der bliver også kvitteret for den nuværende regerings erklærede vilje til at arbejde for et Danmark i bedre balance.

Når det er sagt, bliver det så også – og med rette – påpeget, at der mangler konsekvens i de politiske initiativer. Snart vil de kunne være til gavn for yderområderne, snart vil de have den modsatte effekt og bidrage til skævvridningen.

Derfor vil det være nyttigt, om alle lovforslag skal gennem et landdistriktsfilter, så det bliver analyseret, hvilke konsekvenser nye forslag vil have for udkantens vækstmuligheder.

De immaterielle problemer
I mit første bidrag opfordrede jeg den nedsatte kommission til at tænke ambitiøst og udfordre mantraet om, at centraliseringer altid er nødvendige, og store enheder pr. automatik har mange fordele.

Det ville være en vigtig følge af landsbykommissionens arbejde, hvis den havde mod til at pege på veje, hvor yderområderne ved egne kræfter kunne forbedre billederne af sig selv.

Finn Slumstrup, forfatter & foredragsholder, medstifter af Oprør fra Udkanten

I nærværende bidrag vil jeg gerne opfordre kommissionen til også at beskæftige sig med den immaterielle side af problemerne. For også i spørgsmålet om landsbyernes overlevelsesmuligheder er den offentlige mening en størrelse af stor betydning.

En af yderområdernes store forsømmelser har været den manglende erkendelse af, at vi lever i et mediesamfund. Det har taget lang tid, før udkanten er begyndt at gå til modangreb på de mest karikerede billeder af sig selv som taberland.

Revyveteranen Leif Maibom samlede for nogle år siden en stribe af fordommene i en herlig vise (på Carl Nielsens velkendte melodi til ”Den danske sang”), hvor det blandt andet hedder om udkanten, at ”det’ her, at indavl er høj’ste mode/ det’ her, man stadig ser tysk tv/ det’ her, man lever helt uden ho’de/ det’ Udkants-Danmark – hvor intet kan ske!”

Det er kun Udkantens egne folk, som for alvor kan tage livet af de karikaturer, som for nogle år siden dominerede medierne.

Det skal siges, at på samme måde som den folkelige protest har fået politikerne til at tage yderområderne alvorligt, har også medierne med Jyllands-Posten i spidsen gjort en prisværdig indsats for, at vi nu har en langt mere nuanceret dækning af skævvridningen og af yderområdernes kamp for at rette op på forsømmelserne.

Den kamp er ikke blevet nemmere ved, at to så indlysende gode initiativer som LAG-midlerne og puljen til nedrivning af øjebæer i landdistrikterne er blevet reduceret. (Endnu et par eksempler på den manglende konsekvens i den førte politik).

Iværksætter-tilflytterne kan hjælpe
Men ved siden af at disse to initiativer naturligvis skal styrkes og udbygges, er det også nødvendigt at gå et skridt videre ved at forbedre mulighederne for, at landbyernes aktivister får bedre muligheder for at fortælle den gode historie.

I lang tid har danskernes billeder af, hvordan man lever det gode liv, været totalt dominerede af storbyens muligheder. Og fra min side ikke et ondt ord om dem. Jeg har boet i Aarhus og København i 43 af mine 75 år.

Der findes imidlertid andre modeller på det gode liv. Det har masser af aktive pensionister i de senere år fundet ud af. Men nu er det også mærkbart, at der vokser en minitrend frem, hvor unge familier med børn søger det gode liv i Udkantsdanmark.

Jobmulighederne tenderer i retning af, at det først og fremmest er kreative mennesker med iværksættergenerne i orden, der søger ud. Disse unge aktivister er velegnede til at påvirke den offentlige mening i retning af, at det gode liv kan leves på mange måder – og at Udkanten ikke er et taberland, men tværtimod Mulighedernes Land.

Selv om der er sket fremskridt i det sidste par år, så er det landlige Danmark stadig langt bedre end sit offentlige omdømme. Det ville være en vigtig følge af landsbykommissionens arbejde, hvis den havde mod til at pege på veje, hvor yderområderne ved egne kræfter kunne forbedre billederne af sig selv.

Med ændring af danskernes opfattelse af Udkants-Danmark til følge, så det bliver endnu tydeligere, hvor bevidst fejlagtigt det er, når Leif Maibom synger ”det’ her, de klogeste krager vender/ det’ her, der stinker af dumme svin/ det’ her, den rigtige verden ender: det’ Udkants-Danmark – en skamskudt ruin!”