R: Skatterabat skal følge boligen – ikke ejeren

BOLIGSKAT: Regeringens boligskatterabat kan være under pres. Radikale har foreslået, at rabatten skal følge boligen frem for boligejeren, og hverken S eller DF er afvisende.

Foto: Kasper Palsnov/Scanpix
Cecilie Gormsen

Tirsdag indledes forhandlingerne om boligskatten, og Radikale tager et nyt forslag med til forhandlingsbordet. Det skriver Berlingske.

Regeringen har lagt op til at give nuværende boligejere og borgere, som køber bolig inden 2021, en skatterabat. Men det ser Radikales leder, Morten Østergaard, gerne et opgør med. Han foreslår, at skatterabatten følger boligen og ikke boligejeren, ligesom han foreslår, at rabatten udfases over 20 år.

”Det er vigtigt, at vi ikke begår en uretfærdighed over for alle dem, der endnu ikke er boligejere. Ved at lade rabatten følge boligen i 20 år, får man den samme glæde af den, uanset om man bliver boligejer om ti år eller er det i dag,” siger Morten Østergaard til Berlingske og tilføjer:

”Det er en mærkelig situation, at nye boligkøbere skal beskattes hårdere end dem, der flytter ud.”

Læs også: Overblik: Se hovedelementerne i boligudspillet

Regeringen vil indføre en permanent skatterabat til nuværende boligejere samt borgere, der køber hus eller ejerlejlighed inden 2021. Rabatten udløber først, når man sælger sin bolig. Samtidig vil regeringen fastlåse grundskylden frem til 2021.

Risiko ved forslag
Forslaget har fået kritik for, at man vil skabe unaturligt høje prisstigninger frem mod 2021, fordi grundskylden fastlåses, samtidig med at der vil være stor interesse i at købe bolig, inden skatterabatten bortfalder. Herefter er der ifølge økonomer en risiko ved først at lade rabatten udløbe ved et boligsalg, da det kan mindske lysten til at købe nyt og dermed fastfryse boligmarkedet.

Læs også: Derfor anbefaler eksperterne højere boligskat

Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er i udgangspunktet positive over for forslaget.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har tidligere sagt, at det ”vil skabe stor utryghed for boligejerne, hvis man sætter en udløbsdato på skatterabatten”.

Regeringen mødes tirsdag klokken 10.30 med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale i Finansministeriet for at forhandle om et nyt ejendomsskattesystem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karsten Lauritzen

Direktør, DI Transport, fhv. skatteminister (V)
ba.scient.adm. (Aalborg Uni. 2014)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00