S: Centraliseringen ødelægger vores uddannelsestradition

Af Kaare Dybvad (S)
MF

Hvis du bor på Frederiksberg den dag, dit barn går ud af skolen, er der dobbelt så stor sandsynlighed for, at hun ikke får en uddannelse, som hvis du boede i Lemvig. Ja, du læste rigtigt: På Frederiksberg, hvor uddannelsesniveau og indkomster er blandt landets højeste, vil hver fjerde elev aldrig få en ungdomsuddannelse, mens det samme kun er tilfældet for hver ottende i Lemvig.

Sammenligningen er overraskende, og den dækker over en geografisk tendens; af de ti kommuner, hvor færrest unge får en uddannelse, ligger de 6 i Region Hovedstaden. Ingen af dem ligger i Jylland eller på Fyn.

Men hvor man kan argumentere for, at Brøndby, Ishøj og Høje Taastrup har så stor en andel af sociale problemer, at de er lovligt undskyldt blandt de ti ringeste, så kræver det mere eftertanke at forstå, hvordan København (nr. 97 ud af 98) og Frederiksberg (nr. 92) er endt der. For normalt er det gennemgående, at forældrenes uddannelsesniveau er den mest afgørende faktor for børnenes uddannelsesmuligheder.

Ideologien om den kreative klasse
Forholdet mellem Frederiksberg og nordvestjyske Lemvig (nr. 2 ud af 98) udstiller den bagside, der er ved centraliseringen til de store byer og ved forherligelsen af storbylivet. Man kan forestille sig mange forklaringer på, hvorfor børn i storbyer med veluddannede forældre i mindre grad får uddannelse end børn af gennemsnitligt uddannede provinsforældre.

Det betyder selvfølgelig noget, at de erhvervsfaglige uddannelser står svagt i de store byer. Og det er heller ikke ligegyldigt, at man har flere borgere med udenlandsk baggrund, der har en svagere uddannelsestradition.

Jeg tror, det handler om lokalsamfund og om at forpligte sig.

Kaare Dybvad (S)
MF

Og mon ikke også det har en effekt, at man i hovedstaden kan have jobs, der giver anerkendelse, men som er ufaglærte. Det giver flere point blandt de jævnaldrende at være bartender på et mikrobryggeri på Nørrebro end at sælge hotdogs på tanken i Fårevejle.

Man kan argumentere for, at alle tre årsager er direkte udledte af den ideologi, som den kreative klasse er baseret på, og som har dannet grundlag for meget lovgivning i 00’erne. Men selv hvis vi holder disse årsager ude af ligningen, er der stadig en stor del, der står uforklaret, og som går direkte imod den gængse forestilling om, at storbyerne er garanten for et højt uddannelsesniveau.

Det handler om at forpligte sig
Jeg tror, det handler om lokalsamfund og om at forpligte sig. Om at man i de store byer ikke er en del af et fællesskab på samme måde som i en provinsby eller en forstad. At man, når man er en del af et lokalt fællesskab, også nogle gange gør en ekstra indsats for at lykkes med ting, fordi man ved, at omgivelserne ikke bliver imponerede, hvis man render fra sin læreplads eller dropper ud af gymnasiet. Fordi ens forældre er klar over, at det også falder tilbage på dem, og måske derfor giver lidt ekstra for at få børnene i mål.

Om det er hver fjerde eller hver ottende af vores unge, der ikke får en uddannelse, er ikke et marginalt politisk spørgsmål. Det drejer sig om hundreder af milliarder og om liv eller død for velfærdssamfundet. I alle sektorer er der stadigt færre ufaglærte jobs, og det er ikke en tendens, der ser ud til at vende.

Der skal mange metoder i spil for at hæve uddannelsesgraden fra Frederiksberg- til Lemvig-niveau. Men første skridt er, at vi stopper den danmarkshistorisk voldsomme centralisering af vores samfund, der er foregået de seneste ti år.

At vi stopper med at forestille os, at alt er bedre i de store byer, og at vi indretter vores samfund sådan, at vi ikke favoriserer det anonyme storbyliv, men de lokale fællesskaber. Det ville være en investering, der betalte sig på lang sigt.