Debat

S: De nedrivningsklare huse på landet er mere end skampletter

DEBAT: Det handler om mere end huse i debatten om nedrivningspuljen. De nedrivningsklare huse er også en barriere for vækst og udvikling i lokalsamfundene, da de skræmmer nye beboere væk og fastfryser boligmarkedet, skriver Magnus Heunicke, ordfører for Socialdemokratiet.

Foto: /ritzau/Marius Nyheim
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Magnus Heunicke (S)
Landdistrikts- og øordfører

Nedrivningspuljen er ikke bare en pulje, som giver penge til at fjerne boliger.

Nedrivningspuljen giver håb og optimisme i kampen for de små lokalsamfunds overlevelse. Så klar var meldingen fra repræsentanter fra både Morsø, Lolland og Faaborg-Midtfyn kommuner, da vi i udvalget for landdistrikter i starten af september havde indkaldt til en høring på Christiansborg om behovet for nedrivningspuljen.

Uheldigvis er nedrivningsklare huse en stigende tendens i Danmark. Ifølge en rapport fra KORA er der op til 22.000 nedrivningsklare huse i Danmark. Specielt i de danske landdistrikter, væk fra de største byer, skæmmer nedrivningsklare huse, da andelen af tomme huse her er steget med 50 procent siden år 2000.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Husene er desværre ikke kun skampletter. De nedrivningsklare huse er også en barriere for vækst og udvikling i lokalsamfundene, da de skræmmer nye beboere væk og fastfryser boligmarkedet. Sagt med andre ord, så sker der en negativ udvikling, hvor de små samfund efterlades med store problemer.

Vi må derfor tage et fælles ansvar og gå imod denne udvikling.

Nedrivningspuljen, som den tidligere SR-regering indførte, er et vigtigt værktøj i kampen for, at vi kan skabe nogle attraktive lokalsamfund.

Magnus Heunicke (S)
Landdistrikts- og øordfører

Ressourcesvage familier flytter til
Nedrivningspuljen, som den tidligere SR-regering indførte, er et vigtigt værktøj i kampen for, at vi kan skabe nogle attraktive lokalsamfund, der tiltrækker flere beboere. Hvis nedrivningspuljen fjernes, vil det modsat betyde, at vi får spøgelsesbyer, hvor kun de svagest stillede efterlades.

Som viceborgmesteren i Lolland Kommune under høringen på Christiansborg berettede, så oplever Lolland, at ressourcesvage familier flytter til de nedrivningsklare huse, mens mere ressourcestærke familier flytter væk.

Dette eksempel underbygger i høj grad, at nedrivningspuljen ikke kun bidrager til at fjerne huse. Puljen skal ses som en del af en større sags tjeneste, hvor vi i fællesskab forsøger at gå imod en skævvridning af Danmark, hvor den sociale og geografiske ulighed bliver for stor.

Dog lader det ikke til, at virkeligheden er gået op for alle. Den ansvarlige minister, Ole Birk Olesen (LA), har desværre ikke forstået, at den statslige nedrivningspulje, bidrager til en større sags tjeneste, når han udtaler, at ”Kommunerne har selv ansvaret for at udvikle og vedligeholde de byer, som de prioriterer lokalt, ligesom private ejere også selv har ansvar for at vedligeholde deres bolig”.

Dermed har ministeren slet ikke øje for den virkelighed, som gør sig gældende i de danske lokalsamfund.

Her handler det ikke kun om, at der står nogle tomme og nedrivningsklare huse. Her handler det om, at husene er en barriere for vækst og udvikling, som har store negative sociale konsekvenser.

Denne opgave kan vi ikke overlade til kommunerne at skulle klare alene. Det er en udvikling, som vi i fællesskab skal forsøge at ændre, og her spiller nedrivningspuljen en enormt vigtig rolle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

0:000:00