Skarp kritik af nedskæring i støtte til pensionister

BOLIGYDELSE: Ældre Sagen uddyber organisationens skarpe kritik af besparelser på boligydelsen til pensionister. Dansk Folkeparti forsvarer aftalen.

Ældre- og plejeboliger er ofte dyrere end familieboliger, og derfor vil besparelserne på boligydelsen ramme hårdere i plejeboligerne end generelt. <br>
Ældre- og plejeboliger er ofte dyrere end familieboliger, og derfor vil besparelserne på boligydelsen ramme hårdere i plejeboligerne end generelt.
Foto: Colourbox
Mads Bang

Det bliver markant dyrere for mange pensionister at bo i ældre- eller plejebolig, når Folketinget vedtager den boligydelsespakke, som er en del af finansloven for næste år.

Det viser beregninger fra både Ældre Sagen og BL - Danmarks Almene Boliger. Begge organisationer har regnet på forslaget og forudser, at pensionister uden eller med meget lidt opsparing bliver ramt hårdt af forslaget. Ældre Sagen vurderer, at mellem 150.000 og 175.000 pensionister bliver ramt af nedskæringerne.

”Regeringens forslag vil gå hårdt ud over pensionister med høje huslejer og lav indkomst – og især dem i plejeboliger,” siger underdirektør i Ældre Sagen Michael Teit Nielsen.

Han understreger, at det ikke er et frit valg at flytte i plejebolig, da det oftest er helbredet, som dikterer, at den ældre skal flytte fra sit eget hjem.

Fakta
En nyindflyttet beboer i en plejebolig med folkepension som eneste indkomst og en husleje på 7.000 kr. om måneden står til at miste 5.000 kr. om året i boligydelse fra 2017 sammenlignet med reglerne i dag.
Fra 2021 vil tabet være over 7.000 kr. om året i forhold til reglerne nu.
Hvis huslejen er på 8.000 kr. om måneden, bliver tabet fra 2021 på over 16.000 kr.


Kilde: ÆldreSagen

”De er tvunget til at flytte i en dyr plejebolig. Det er et behov, det er ikke et frit valg,” siger Michael Teit Nielsen. Derfor kan ældre, der kun har folkepensionen og ATP komme i problemer, hvis de anvises til en dyr bolig.

”Hvad har regeringen forestillet sig. Skal man smide svækkede syge mennesker på gaden, fordi de ikke kan betale deres husleje? Er det meningen, de skal leve af spaghetti og ketchup? Eller er det kommunerne, der skal hoste op med pengene,” siger Michael Teit Nielsen.

Hvad har regeringen forestillet sig? Skal man smide svækkede syge mennesker på gaden, fordi de ikke kan betale deres husleje? Er det meningen, de skal leve af spaghetti og ketchup? Eller er det kommunerne,  der skal hoste op med pengene?

Michael Teit Nielsen
Underdirektør, Ældre Sagen

Skæv social balance
Regeringen og aftalepartierne i Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance har i den endelige aftale tilføjet en gradvis sænkning af den egenbetaling, som pensionisterne skal betale.

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, forsvarer, at partiet fik en bedre løsning med ud af forhandlinglokalet end det udspil, regeringen oprindelig stillede med.

”Du får mig ikke til at sige, at det er en god ordning. Det er en samlet pakke, hvor vi har lavet om på den sociale profil,” siger René Christensen og fremhæver sænkelsen af egenbetalingen.

”Der er kommet en klausul ind om egenbetaling, og det gavner dem med lavest indkomst,” siger René Christensen.

Men Ældre Sagen mener ikke, at den ændrede egenbetaling gør en forskel for de ældre, der har størst behov: dem med kombinationen af høje huslejer og lave indtægter.

”Den blødgørelse, man har indført, gavner ikke dem, som har det største behov,” siger Michael Teit Nielsen.

Henter halv milliard
Boligydelsespakken blev ved fremlæggelsen af regeringens forslag til finanslov begrundet med, at det samlede beløb til boligydelse er vokset til omkring ti milliarder kroner.

Næste år er besparelsen ifølge lovforslaget på 90 millioner kroner, mens det i 2020 er på 480 millioner kroner. Dermed er besparelsen en smule mindre end i regeringens oprindelige forslag.

Samtidig lægger de fire partier bag finansloven i aftaleteksten op til dialog med kommunerne om at bygge billigere plejeboliger. René Christensen fra Dansk Folkeparti mener, at kommunerne har bygget for dyre ældre- og plejeboliger. Det skal der rettes op på nu, ifølge ordføreren.

”Det kan undre, at de ikke er mere opmærksomme på, at det er en fordel for samfundet med billigere plejeboliger,” siger René Christensen, som mener, at finansloven sender et signal til kommunerne.

Det signal rammer helt forkert, mener Michael Teit Nielsen fra Ældre Sagen. Han mener, at dialogen med kommunerne burde være gået forud for nedskæringerne i boligydelsen.

”Man starter med at være sur på kommunerne, og så straffer man pensionisterne. Det er kommunernes huslejeniveauer, der er problemet,” siger Michael Teit Nielsen, som heller ikke tror på, at besparelsen vil have den ønskede effekt.

”Det tror vi ikke på. Vi synes hellere at regeringen skulle tale med kommunerne om at bygge billige plejeboliger,” siger Michael Teit Nielsen.

40 procent rammes
I et høringssvar fra de almene boligers landsorganisation BL vurderer organisationen, at 40 procent af landets ældreboliger vil blive ramt af det nye loft i 2025.

Samtidig påpeger BL, at ældreboliger er dyrere at opføre end familieboliger, og derfor ville det være logisk, at det nye loft over den husleje, man kan få støtte til, også ville være højere for ældre- og plejeboliger. Ifølge reglerne må en plejebolig koste 20-25 procent mere end end en almindelig familiebolig at opføre.

ÆldreSagen vurder, at der i dag er 35.000 pensionister, som bor i en plejebolig.

Hastes igennem
Ældre Sagen angriber desuden regeringen for at ville haste lovgivningen om boligydelsespakken igennem. Loven blev sendt i høring den 20. november og skal behandles færdig inden jul.

Michael Teit Nielsen fra Ældre Sagen forklarer, at boligydelsen er meget kompliceret, og derfor er det meget svært at vurdere alle konsekvenserne af lovændringen så hurtigt.

”Det er vigtigt at få sagt, at det er sindssygt indviklet, hvordan boligydelsen virker. Regeringen vil haste det igennem inden jul, og det er decideret lovsjusk,” lyder det fra Michael Teit Nielsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00