Spektakulær dome genopstår som nyt kraftcenter for socialøkonomi

HIMMELRUM: Under det hvælvede loft i Copenhagen Dome får socialøkonomien fremover sin egen vidensbank. Virksomheden Grennessminde står bag, og Hempel Fonden har skudt penge i projektet.  

Arkitekterne Kristoffer Tejlgaard, Benny Jepsen, Flemming Wisler fra NXT og NCC står bag Copenhagen Dome, der er under opførelse i Taastrup. 
Arkitekterne Kristoffer Tejlgaard, Benny Jepsen, Flemming Wisler fra NXT og NCC står bag Copenhagen Dome, der er under opførelse i Taastrup. Foto: Brian Berg
Carsten Terp Beck-Nilsson

Et nyt videnscenter med højt til loftet bliver netop nu undfanget på en græsmark i Taastrup. Centret bliver socialøkonomisk – både i sin drift og i sit fokus. Og det får til huse i den himmelstræbende dome, der tidligere har stået både på pladsen ved Den Sorte Diamant og på Aarhus Havn.

”Vi håber, Copenhagen Dome bliver et vartegn både for Vestegnen og for socialøkonomi,” siger Hanne Danielsen, direktør for den socialøkonomiske virksomhed Grennessminde, som står bag det nye kraftcenter.

Siden regeringen i efteråret lukkede det statslige Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder, har de sociale entreprenører manglet en fælles platform og en vidensbank om socialøkonomi, mener hun.

”Vi har brug for et sted, hvor vi indsamler den viden, vi alle sammen har om socialøkonomi, så vi kan bruge den og undgå at begå de samme fejl igen og igen,” siger Hanne Danielsen.

Vi håber, Copenhagen Dome bliver et vartegn både for Vestegnen og for socialøkonomi.

Hanne Danielsen
Direktør, Grennessminde

Viden og inspiration
Kraftcentret åbner i foråret 2018 og får fire ansatte. Hanne Danielsen er allerede nu på jagt efter en leder til centret.

Og i Komité for Socialøkonomi under Dansk Erhverv glæder Jon Krog sig over at få en ny social medspiller. Han håber især, det nye kraftcenter kan styrke kommunikationen og dermed hæve vidensniveauet om socialøkonomi.

”Der ligger en kæmpe kommunikationsopgave. Selvom vi har brugt begrebet socialøkonomi aktivt i ti år, er der en enorm mangel på viden – blandt andet i kommunerne. Og det medfører, at væsentlige beslutninger om samarbejde med socialøkonomiske virksomheder ikke bliver truffet, eller at der bliver truffet forkerte beslutninger,” siger han.

Også Dan Boyter, formand for regeringens Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst, glæder sig over den spektakulære nyskabelse.

”Grennessminde er nu nået en modenhedsgrad, hvor de kan tage nogle vildere skridt end de fleste andre socialøkonomiske virksomheder. Og jeg håber, at de med et projekt som dette kan indgyde andre en tro på, at også de kan lykkes,” siger Dan Boyter.

Formanden for regeringens dialogforum ser frem til at blive klogere på det konkrete indhold af videnscentret, som han håber kan tilføre vitaminer til det socialøkonomiske område.

”Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil være meget opmærksomme på det,” siger Dan Boyter.

Det socialøkonomiske byggefirma Logik & Co arbejder på at opføre Copenhagen Dome på en græsmark i Taastrup.  

Møde midt i socialøkonomien
Den 450 kvadratmeter store dome, som får navnet Copenhagen Dome, er under opførelse nu og bliver en del af Grennessminde. Her skal den – udover at være videnscenter – fungere som konference- og mødested. Og gæsterne bliver betjent af de unge med særlige behov, som den socialøkonomiske virksomhed i forvejen uddanner og beskæftiger.

”Det bliver vores unge, der driver domen. Så i stedet for at holde møde i et eller andet hotel kommer man til at sidde midt i en levende socialøkonomisk organisme,” siger Hanne Danielsen.

Grennessminde driver også et gartneri og et bageri, der kommer til at levere til domen. Og opførelsen af den himmelstræbende halvkugle er lagt i hænderne på en anden socialøkonomisk virksomhed, Logik & Co.

På samme måde håber Hanne Danielsen, at kraftcentret kan inspirere socialøkonomiske aktører til at gå sammen om at løfte opgaver i fællesskab.

”Det vil være dejligt, hvis kraftcentret kan medvirke til at matche forskellige spillere og dermed hæve det samlede marked,” siger hun. 

Pengene til selve domen har Grennessminde lånt i banken, men finansieringen af kraftcentrets indhold kommer fra Hempel Fonden, som har givet fem millioner kroner over de kommende tre år.

I en skriftlig kommentar siger direktør for Anders Holm, at støtten er i god tråd med fondens fokus på det sociale område.

”Copenhagen Dome er et spændende og lovende projekt, da det arbejder med at få unge mennesker ind på et arbejdsmarked, de ellers ville have svært ved at komme ind på,” skriver Anders Holm og fortsætter:

”Samtidig kan vi som fond gå ind med helt tidlig støtte og dermed være med til at understøtte en udvikling, der på sigt forhåbentligt bliver økonomisk bæredygtig.”

Copenhagen Dome bliver indviet 9. november, men står først helt færdig til foråret.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00