Støjberg åben for midlertidige boliger op mod studiestart

STUDIEBOLIGER: Inger Støjberg (V) kunne ikke love noget, men hun kaldte Socialdemokratiets idé om at lempe planloven, så der bliver plads til midlertidige boliger op til studiestart, for spændende.

Henrik Axel Lynge Buchter

Hvert år opstår der boligmangel, når studiestarten indtræder i de danske studiebyer. Derfor var boligminister Inger Støjberg kaldt i samråd tirsdag for at diskutere mulighederne for en løsning på det problem.

Undervejs i samrådet kom Socialdemokraterne med konkrete placeringer til de midlertidige boliger, men det var mødets sidste spørgsmål, som minister Inger Støjberg var mest positiv over for.

"Vil ministeren være med til at se på en ændring af planloven, så vi kan udnytte de tomme byggegrunde? Der kunne vi opføre alle de midlertidige boliger, og vi kunne være klar til studiestart," lød det fra Socialdemokratiets Mette Reissmann.

Til det svarede Inger Støjberg:

"Det lyder spændende. Jeg vil ikke afvise noget, men jeg vil omvendt heller ikke love lempelser på planoven på specifikke byggegrunde her i dag. Det kan man ikke. Men det lyder interessant, og jeg er ikke afvisende, men jeg kan heller ikke love noget i dag," lød det fra Inger Støjberg.

Boligordfører fra Socialdemokratiet, Jan Johansen, foreslog ministeren at se nærmere på at udnytte de gamle lagerbygninger på Refshaleøen i København, men Inger Støjberg var ikke klar til at love midlertidige boliger på bestemte områder.

Inger Støjberg påpegede undervejs i samrådet, at der er planlagt nye studieboliger i både København og Aarhus, og at regeringen for nyligt har indgået en aftale med KL om at gøre det lettere at oprette bofællesskaber.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00