Studieleder: Der findes nye muligheder for vækst i landsbyer

Af Hanne Tanvig
Seniorrådgiver og studieleder ved IGN, Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning, Københavns Universitet

Udvalget for levedygtige landsbyer skal komme med konkrete anbefalinger til omstilling og fornyelse i retning af levedygtige landsbyer, jævnfør kommissoriet. 

Der vil utvivlsomt fremkomme mange forslag, som har med rammebetingelser at gøre. Dette indlæg peger på, at man også skal medtænke de lokale samfund som aktører i skabelse af udvikling.

Allerførst bør udvalget anvende et nuanceret billede af udviklingen i landdistrikterne.

Befolkningstallet i landdistrikterne har været vigende de seneste mange år, men det store fald på 7 procent i perioden kan i betydeligt omfang forklares med finanskrisen og virkninger af strukturreformen. 

Efter krisens ophør er der i stedet en tendens til mod-urbanisering. Kurven har i øvrigt heller ikke været jævnt nedadgående igennem tiderne, og udviklingen er ikke forløbet ens rundt om.

Landsbyernes adelsmærke har i mange år været de lokale ildsjæles projektmageri og den såkaldte sociale kapital. Meget tyder dog på, at den indsats skal styrkes.

Hanne Tanvig, seniorrådgiver og studieleder på KU

Der er mange eksempler på tilvækst i små samfund. En analyse af landsbyernes udvikling bør altså have blik for, at udviklingen ikke automatisk forløber ens og bare går én vej. 

I det hele taget bør landsbyernes udvikling ses som et resultat af mange forskellige processer, og at der er dannet en mosaik af lokalsamfund med forskellige udfordringer og potentialer. I denne artikel skal der i det lys sættes fokus på lokalt entreprenørskab som en central faktor.  

Nye muligheder og vilkår for lokal udvikling  
De fleste mener fortsat, at landsbyers udvikling hænger nøje sammen med enten landbrugets eller de større byers udvikling – og således af eksogene faktorer. I takt med digitalisering og globalisering opløses imidlertid tids- og afstandsbarrierer, så udvikling i princippet kan foregå (omtrent) alle vegne. 

Landsbyernes udvikling er derfor ikke alene en funktion af de nærmeste større byers – eller for den sags skyld kommuners, regioners og statens – politik og investeringer. Der er også opstået en lokal-global akse for udvikling, som giver nye muligheder for relationer. 

Lokalt er der herlighed og bosætningsværdier, som kan bringes i spil i sammenhæng med, at et økonomisk/erhvervsmæssigt grundlag kan skabes dér via globale netværk – i hvilke økonomi, magt og viden trives. 

Her har landsbyerne nogle trumfkort, hvor de som aktører i fællesskab eller på individniveau kan agere og tiltrække sig ny udvikling og lokaløkonomi. For eksempel er der nu eksempler på nye avancerede småvirksomheder på steder, hvor det for få år siden ville have været utænkeligt.

Tilflyttede ressourcepersoner har slået sig ned på grund af natur og herlighed samt ønsket om en anden livsform, og qua deres baggrund og netværk har de evnet at skabe en levevej dér, fordi IT og organisering i lokale-globale netværk har gjort det muligt. 

Dem kan der komme mange flere af.   

Samtidigt ser vi, at velfærdsstaten ikke har finansiel mulighed for at sikre levevilkår på et højt niveau alle vegne og vælger i stedet at foretage centralisering. Den lader det i høj grad være op til markedet og civilsamfundet at agere i den nye virkelighed. 

Vi ser eksempelvis, hvordan landdistriktspolitik ofte gøres til et anliggende for lokale ildsjæle. Vi ser for eksempel også, at kommunerne lægger mere og mere vægt på det frivillige engagement – i øvrigt alt imens skoler og andre centrale daglige funktioner lukkes i de mindre samfund.  

I det lokale-globale rum er det i vid udstrækning blevet ’the locals' ability to hold down the global’ (et motto fra en EU-rapport), der afgør landsbyernes overlevelse. Hermed forstås de lokales evner til at tiltrække ressourcer fra det globale univers.  

Fra almindelig ildsjæl til lokal entreprenør 
Landsbyernes adelsmærke har i mange år været de lokale ildsjæles projektmageri og den såkaldte sociale kapital. Meget tyder dog på, at den indsats skal styrkes, såfremt de skal løfte lokalsamfundene ind i det nye rum på de vilkår, som gør sig gældende dér. 

Ser vi på, hvad indsatsen i lokalsamfundene især har handlet om hidtil, er det i overvejende grad små, spontane, relativt uforpligtende fritidsrelaterede aktiviteter og i et vist omfang forskønnelser af landsbyerne – samt det at blive hørt. 

Man kan betegne det som et supplement, hvor velfærdsstaten og markedet stod for det mere basale.  At kunne ’hold down the global’ og dermed sikre landsbyens motor og de fornødne levevilkår vil indebære indsatser, der stikker noget dybere og rækker længere ud. 

Her tænkes eksempelvis på skabelse af nye, lokale økonomier, erhvervsudvikling og etablering og drift af de nødvendige funktioner til landsbyernes overlevelse.

Landsbyerne skal med andre ord kunne træde i karakter, hvilket peger på organisering og deltagelse af folk, som også kan påtage sig de tungere, forpligtende og langsigtede opgaver. 

Nogle kalder det Andelsbevægelsen 2.0. Landsbyerne som mere end gode fællesskaber og projektmagere, men også som økonomiske entreprenører. Det bør udvalget altså adressere og tænke med i sine anbefalinger. 

Det handler om at anerkende samt skabe rammerne og understøtte landsbyernes arbejde med at styrke sig selv for at kunne komme derhen. Herunder at tiltrække de nye typer individuelle entreprenører.  

Midlerne er ikke almindelig projektstøtte eller eksempelvis konsulentbidrag eventuelt fra kommunernes side, men om incitamenter til at tage fat samt viden og læring om det, måske a la højskolen. 

Det kunne for eksempel også handle om etablering af en animerende fond til fremme af nye lokale økonomier med landsbyerne som hovedaktører. I et senere indlæg vil denne tråd blive ført videre – nemlig hvordan landsbyernes strategiske kapacitet kan opbygges mere konkret.