TV: Støtte til at belyse konsekvenser for landdistrikter

TV: Torsdag gav et flertal af Folketingets partier opbakning til at sætte mere fokus på lovforslags konsekvenser for landdistrikter. Hvordan det konkret skal gøres, er der stadig uenighed om. 

Der skal være større fokus på lovforslags konsekvenser for landdistrikterne. Det er hovedkonklusionen efter folketingets partier torsdag behandlede et beslutningsforslag fra SF. 

Ifølge beslutningsforslaget skal der indføres obligatoriske konsekvensanalyser ved lovforslag, der vurderes til at have væsentlige konsekvenser for landdistrikter.

Selvom regeringen bakker op om intentionen, vil den ikke indføre obligatoriske konsekvensanalyser: "Ud fra et lovteknisk synspunkt er det en kvalitet, at bemærkninger begrænses til at omhandle relevante forhold," sagde erhvervs- og vækstminister, Brian Mikkelsen (K), under behandlingen.

I stedet vil regeringen "indskærpe" over for ministerierne og dets embedsmænd, at der skal være opmærksomhed på, om et lovforslag har konsekvenser for landdistrikter. Hvis det er tilfældet, skal de udføre en konsekvensanalyse. 

Det stillede dog ikke forslagstiller til beslutningsforslaget, Karsten Hønge (SF), tilfreds under torsdagens behandling: "Kan vi i fællesskab finde nogle metoder, der kan sikre, at den intention, regeringen har, rent faktisk også slår igennem derude? Er det evaluering efter to år, som vi er ude i?"

"Den bold vil jeg gribe med det samme (..) vi indsætter en evalueringsparagraf, sådan så vi evaluerer, om man rent faktisk følger op på det i ministerierne," svarede erhvervs- og vækstministeren.

Samtlige partier bakker op om intentionen bag SF's beslutningsforslag, men der er stadig uenighed om, hvordan det konkret skal udføres. 

Hvis regeringen får stemt sin versionering af beslutningsforslaget igennem, forventer erhvervs- og vækstministeren, at landdistriktsfilteret kommer med i den nye vejledning for lovkvalitet, som Justitsministeriet udsender inden sommerferien.   

Dokumentation

B 46: Forslag til folketingsbeslutning om konsekvensanalyse af lovforslags virkninger på udviklingen i landdistrikter og yderområder og på øer

Af Karsten Hønge (SF) , Jacob Mark (SF) , Lisbeth Bech Poulsen (SF)

Med beslutningsforslaget foreslås det, at regeringen skal foretage obligatoriske konsekvensanalyser af lovforslag, som skønnes at ville have væsentlige positive eller negative konsekvenser for udviklingen i landdistrikter og yderområder og på øer, og redegøre herfor i lovforslagets bemærkninger som en del af grundlaget for Folketingets behandling af lovforslag.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Karsten Hønge

MF (SF), medlem, SF’s landsledelse og daglige ledelse, 3. næstformand, Folketingets Præsidium
tømrer (Aarhus. 1983), journalist (DMJX 2013)

0:000:00