Debat

Tydeliggør den almene sektors formål

DEBAT: Er det den almene boligsektors opgave at løse sociale problemer? Det spørgsmål stiller John R. Frederiksen, formand for Ejendomsforeningen Danmark.
Foto: Lizette Kabré/Ejendomsforeningen Danmark
Nikolaj L. Simonsen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De almene boligselskaber gør et fantastisk arbejde, men de kan ikke alene løse problemet med utilpassede unge, der sætter ild i nabolaget, vold i familierne og tårnhøj arbejdsløshed blandt visse grupper af vores medborgere.

John R. Frederiksen
Formand for Ejendomsforeningen Danmark
Fakta
Bland dig!
Send dit indlæg til [email protected] og deltag i debatten.

Af John R. Frederiksen
Formand for Ejendomsforeningen Danmark

Vi er i det store og hele stolte af det danske velfærdssamfund. Et samfund, som den almene sektor er en vigtig del af. Sektoren skal løse mange centrale samfundsopgaver, herunder skal ikke mindst de enkelte boligorganisationer løse en række sociale opgaver i boligforsyningen. Opgaver som blandt andet forebyggelse af kriminalitet, integration og kvarterløft. 


De almene boliger har efterhånden en del år på bagen, og de har et godt fundament. De offentligt regulerede almene boliger er steget fra 15 procent af boligbestanden i 1981 til næsten 19 procent i 2008. Omkring hver femte bolig i Danmark er en almen bolig, og dermed er den almene sektor i Danmark dobbelt så stor som det gennemsnitlige niveau i Europa. Sektoren har da også haft stor succes med at levere fornuftige boliger til udsatte borgere.

Uklart formål
Jeg oplever imidlertid, at mange har et lidt uklart billede af, hvad formålet med de almene boliger egentlig er: Hvorfor har man politisk valgt at give den almene sektor tilskud? Tilskud, som ejerne af de private lejeboliger ikke får, og som vi heller ikke ønsker at få, da vi ikke har eller skal have en tilsvarende social forpligtelse. Jeg tror, at denne uklarhed er årsagen til, at det for mange er ligegyldigt, om boligen er alment eller privat ejet, da det for dem primært handler om at få fat i en billig og attraktiv lejebolig, hvilket naturligvis er mest svært i en af de større byer. Men forskellen har en stor betydning.

Kristian Würtz, rådmand i Aarhus, skrev i sit indlæg den 13. marts, ”Almene boliger i Aarhus er i den markedsmæssigt gunstige situation, at en almen bolig i Aarhus koster cirka det samme at bo i som en almen bolig i for eksempel Skjern. Det betyder, at mens markedet i Aarhus presser priserne på privat udlejning og ejerboliger i vejret, er huslejen i en almen bolig stabil – og i Aarhus for langt de flestes vedkommende attraktiv”.

Men formålet med den almene sektor er jo ikke at levere billige boliger til borgerne generelt. Sektoren har derimod et socialt formål og skal hjælpe dem, som ikke kan skaffe sig en bolig på almindelige markedsmæssige vilkår. Det kan enten være ved at købe den selv, som mere end halvdelen af danskerne gør, eller ved at leje en privat lejebolig på helt normale vilkår. Jeg kunne godt komme med en række synspunkter om, hvor skadelig og misforstået huslejereguleringen i de private lejeboliger er, men lad nu det ligge denne gang.

Før socialpolitik
På det seneste har vi her på altinget.dk debatteret, om der kan og skal bygges flere billige boliger i eksempelvis København. Jeg har svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre, da byggeomkostningerne i Danmark nu en gang er høje, og at mere end 20 procent af et byggeris samlede omkostninger, inklusive grund, er skatter og afgifter. Her har politikerne jo en mulighed for at gøre byggerierne billigere, men det omtaler de sjovt nok aldrig. Det rammer os alle, også de almene boliger, selvom de endda får store tilskud. Og tanken om, at hvis bare vi havde boliger nok, så var der ikke nogen sociale problemer, er skudt langt forbi.

Gennem mange år har det helt centrale politiske spørgsmål været, om boligpolitikken er fejlet, når de almene boligselskaber ikke har formået at skabe ro i ghettoerne, og de private udlejere ikke har overtaget de almene boligselskabers boligsociale rolle.

Men svaret er, at boligpolitikken nu engang er begrænset til at løse boligpolitiske problemer. De almene boligselskaber gør et fantastisk arbejde, men de kan ikke alene løse problemet med utilpassede unge, der sætter ild i nabolaget, vold i familierne og tårnhøj arbejdsløshed blandt visse grupper af vores medborgere. Her må de sociale myndigheder og politiet ind. Og de private udlejere hverken kan eller skal overtage de opgaver, som de almene boligselskaber får offentlig økonomisk støtte til at løse.

Boligen bør være den trygge ramme om alle menneskers hverdagsliv. For at det skal lykkes, må kommuner, politiet, forældrene og uddannelsessystemet træde i karakter og løse de opgaver, som de er sat i verden for at løse. Der skal tænkes bredt, helhedsorienteret og ikke mindst realistisk i socialpolitikken.

Tag politisk ansvar
Der skal tages et politisk ansvar, så problemerne kan blive løst i stedet for, at de blot forstærkes gennem den politiske retorik, som vi ofte hører. For den almene sektor har det svært, når der tales om blandt andet boligområder på den såkaldte ghettoliste. De gode historier bør fortælles i stedet, og den almene sektors formål bør tydeliggøres.

Når personer i perioder har brug for hjælp, så bør man hjælpe dem, så de kan blive boende i deres nuværende bolig. Og det skal sikres, at hjælpen er tilpasset de personer, der rent faktisk har brug for den. Uanset om personen bor i en almen eller en privat lejebolig.

Men der er vel ikke grund til at hjælpe personer, der fint kan klare sig selv? Hverken gennem tilskud eller ved kunstigt lave huslejer.




Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00