Ultraliberal rykker ind i nyt boligministerium

PORTRÆT: Den nye transport- og boligminister er drevet af liberalt tankegods som få på Christiansborg. Ole Birk Olesen beskrives som en bundseriøs politiker, der ikke er optaget af at vinde popularitetspriser. Udfordringen bliver at tælle til 90.

Ole Birk Olesen (tv.) får overdraget ansvaret fra afgående transportminister Hans Christian Schmidt.
Ole Birk Olesen (tv.) får overdraget ansvaret fra afgående transportminister Hans Christian Schmidt.Foto: Olafur Steinar Gestsson/Scanpix
Hjalte T. H. KragesteenMads Bang

Han går for at være en af de allermest liberale politikere på Christiansborg.

Landets nye transport-, bygnings og boligminister hedder Ole Birk Olesen. Han kommer fra Liberal Alliance, hvor han ovenikøbet beskrives som en af partiets mest liberale af slagsen.

Fra hovedperson selv lød det under mandagens overdragelse i Transportministeriet, at han har et vist flair for tal. Og at tiden som formand for Finansudvalget er noget, han tager med sig som transportminister.

”Det handler ofte om at holde igen med penge. Om at bruge pengene på det rigtige. Og sådan er det i høj grad i Transportministeriet,” sagde Ole Birk Olesen.

Fakta
Det hjemløse boligministerium


1947: Boligministeriet oprettes første gang som Ministeriet for Boligmarked og Byggeri. I årene efter samles det periodevis under Ministeriet for Byggeri og Boligvæsen, Arbejds- og Boligministeriet og Indenrigs- og Boligministeriet. Derefter er det i store perioder et selvstændigt ministerium under Boligministeriet. I perioden fra 1994-1998 er Ole Løvig Simonsen (S) boligminister.

1998-2001: By- og Boligministeriet oprettes. Jytte Andersen (S) er minister, indtil hun udtræder af regeringen. Ministeriet overdrages derefter til Lotte Bundsgaard (S).  

2001: Det daværende By- og Boligministerium bliver nedlagt efter folketingsvalget 2001. Ministeriets opgaver samles under forskellige ministerier. Økonomi- og Erhvervsministeriet overtager størstedelen af ministeriets opgaver. Resten af forretningsområdet overtages af Ministeriet for Flygtninge og Integration, Socialministeriet, Miljøministeriet og Finansministeriet.

2011-2015: Boligområdet samles efter folketingsvalget 2011 i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, hvor Carsten Hansen (S) er minister fra 2011-2015. Ministeriet varetager opgaver inden for by-, bolig-, regional- og landdistriktsområdet, der hidtil havde været placeret hos Socialministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

2015: Boligområdet overgår til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, som bliver oprettet i forbindelse med regeringsskiftet efter Folketingsvalget i juni 2015, hvor Inger Støjberg (V) er minister.

2016: Boligområdet samles i den nye VLAK-regering under Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, hvor Ole Birk Olesen (LA) bliver ny minister.


Kilder: uibm.dk, rigsarkivet

Han er i virkeligheden en meget engageret politiker, der er drevet af en ideologisk ild. Og det er i den grad en mangelvare i dansk politik.

Pelle Dragsted (EL)
Finansordfører

Vigtig brik i partiet
Siden han kom i Folketinget har han hovedsageligt arbejdet med økonomiske spørgsmål. Han var hovedarkitekten bag partiets stort anlagte 2025-plan, som i 2015 blev regnet igennem af Finansministeriet. En øvelse, der blev et mindre gennembrud for Liberal Alliances arbejde for at blive accepteret som et regeringsdueligt parti.

På papiret lyder Ole Birk Olesen som en klassisk Venstre-mand. Født i Sønderjylland og vokset op på en gård med 80 malkekøer. 

Fakta
Blå bog

Ole Birk Olesen, født 21. december 1972 i Gram, søn af fhv. gårdejer Nis Olesen og fhv. kontorassistent Margit Olesen. Gift med fotograf Sif Meincke.

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Liberal Alliance i Østjyllands Storkreds fra 15. september 2011.
Kandidat for Liberal Alliance i alle opstillingskredse i storkredsen fra 2010.

Parlamentarisk karriere
Transport-, bygnings- og boligminister fra 28. november 2016.

Uddannelse og erhverv
Journalistuddannelsen, Danmarks Journalisthøjskole 1995–1999.
Matematisk studentereksamen, Aabenraa Statsskole 1989–1992.

Redaktør, Netavisen 180Grader, fra 2007.
Journalist, Berlingske Tidende, Christiansborg 2002–2007.
Politisk journalist, Ekstra Bladet 1999–2002.
Journalistpraktikant, Ekstra Bladet 1997–1998.

Publikationer
Taberfabrikken, People’s Press 2007.


Kilde: ft.dk

I første omgang faldt kærligheden da også på Venstre, hvor Ole Birk Olesen fra 1990 til 1997 var medlem af partiets ungdomsafdeling.

Liberal i hjertet
Men for landets nye transportminister var det gamle bondeparti ikke liberalt nok, da det kom til stykket. Og derfor er det blevet Liberal Alliance, hvor han nu gør politisk karriere.

Det ultra-liberale sindelag er ikke noget, Ole Birk Olesen har opfundet for nylig. I 00’erne var han som journalist på først Ekstra Bladet og siden Berlingske først og fremmest drevet af at afdække ideologiske spørgsmål frem for rollen som klassisk jagtende nyhedshund. Den tilgang til journalistikken blev taget et skridt længere med stiftelsen af det liberale netmedie 180Grader.

Og så har han skrevet bogen Taberfabrikken, som mildt sagt tager et kritisk blik på velfærdsstaten.

”Ole er liberal i hjertet,” som det bliver formuleret af Linda Andrea, næstformand for LA i Østjyllands Storkreds. 

Grundig og seriøs
Her er Ole Birk Olesen valgt til Folketinget ad to omgange. Linda Andrea beskriver ham som en mand, der ikke går på kompromis med sine holdninger. Som en mand, der brænder for det, han laver. Men den største force, mener hun, er evnerne.

”Ole er meget grundig. Han er meget, meget seriøs, og så er han hurtig til at sætte sig ind i nye ting. Han har styr på fakta,” siger Linda Andrea.

Med den seriøse stil har dog også omkostninger, påpeger Linda Andrea:

”Han kommer nok aldrig med i vild med dans. Han er ikke folkelig på den måde,” siger hun.

Fri boligpolitik
Ole Birk Olesen bor i Vanløse vest for København. Han har to børn og er gift. Og han er ikke helt ukendt for Altingets læsere, da han af flere omgange har været Liberal Alliances boligordfører.

Oftest har Ole Birk Olesen blandet sig i debatten om bolig- og ejendomsbeskatning, men han har også i liberale vendinger angrebet den huslejeregulering han gerne så afskaffet.

Regeringsgrundlaget rummer dog intet om et opgør med huslejereguleringen, som Venstre-toppen flere gange har slået ring om, når liberale kræfter har raslet med sablen.

En mangelvare i dansk politik
Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted kender Ole Birk Olesen fra tiden som finansordfører. Og Dragsted uddeler ros til den nye minister, selvom han ellers havde et ret dårligt førstehåndsindtryk af Ole Birk Olesen som en noget kolerisk chefredaktør af det ”unuancerede” 180Grader.

”Han er i virkeligheden en meget engageret politiker, der er drevet af en ideologisk ild. Og det er i den grad en mangelvare i dansk politik,” siger Pelle Dragsted.

Men det kan også tage overhånd:

”Han bliver nogle gange alt for skråsikker, hvor han tror, at kun han har fattet, hvordan verden hænger sammen. Han kan godt blive bedre til at respektere argumenter fra den anden fløj,” siger Pelle Dragsted.

Skal tælle til 90
Og netop det med argumenterne på den anden fløj blev også adresseret af den afgående transportminister Hans Christian Schmidt (V) under overdragelsen i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet. For nok kan hjertet – og regeringsgrundlaget – været fyldt med gedigne liberale visioner. Og nok vil embedsværket stå klar til med idéer til at føre det ud i livet.

Men det er ovre på Christiansborg, at Ole Birk Olesen vil få de største kvaler, når der skal tælles til 90, lød det fra Hans Christian Schmidt.

”Du kommer til at opleve, at det stort set aldrig er medarbejderne, der er problemet. Det er mere et spørgsmål om at sikre politisk beslutningsvilje,” sagde han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

0:000:00