Overleveren: Portræt af Kristian Jensen

Da Claus Hjort Frederiksen var finansminister, stod der et skilt på ministerskrivebordet: Hvor skal pengene komme fra?

Skiltet dukkede ofte op i fortællingen, når journalister havde været på besøg hos ministeren. Som en påmindelse om, at alle forespørgsler skulle gennem Hjort. Og dermed også som en påmindelse om ministerens magtposition.

Kristian Jensen har også et skilt. Det hænger på væggen ud mod Slotspladsen lige ved skrivebordets begyndelse. Færre har hørt om det. Skiltet er mindre iøjnefaldende end Hjorts og kan næppe på samme måde indgyde gæsterne ærefrygt for Finansministeriet og dets berygtede budgetbisser og regnedrenge. Kristian Jensens skilt skal noget helt andet.

"Jordforbindelse – må ikke fjernes", står der på det.

»Det ligger helt klart i kortene nu, at han bliver den næste formand. Der er ikke noget alternativ til Kristian Jensen.«

En Løkke-støtte i folketingsgruppen

Det er ikke et brøl om ministerens magt. Måske nærmere en advarsel. Til gæsterne, men nok nærmere til Kristian Jensen selv. En advarsel om ikke at miste den - jordforbindelsen. Og om ikke at miste det, han kommer fra: Det jyske. Højskolesangbogen, spejderbevægelsen og morgengymnastik. Flid og ordentlighed. Den slags dyder, som dele af Venstre har savnet, siden Anders Fogh rejste. Kristian Jensen er ikke den typiske moderne toppolitiker. Hans stil er en anden. Som fra en anden tid. Det er ikke vigtigt, om vælgeren vil drikke en øl med ham. Han står hellere tidligt op, end går sent i seng.

Da Kristian Jensen var VU-formand, kritiserede han den ellers så populære Uffe Ellemann-Jensen for at være for poppet. Kristian Jensen foretrak en landmandstype som Ivar Hansen.
Han er måske lidt ”Kristian kedelig”, som han blev brændemærket i VU-tiden. Som i dag insisterer på ikke at tale globaliseringens muligheder ned, selvom folkestemningen brøler imod. Han er ikke nogen berygtet ”fyrste” i partiet. Og han har ikke henlagt hele sit liv til Christiansborg. De nære venner går primært tilbage fra tiden, før han blev ”rigtig” politiker. Eller er folk, han har lært at kende i andre sammenhænge. Som gennem hustruen Trine Overmark Jensen og især hendes engagement i spejderbevægelsen i Jylland.

"Jeg kan se, hvor hårdt miljøet er herinde og hvor hurtigt venskaber kan glemmes, når man ikke længere er i politik. Derfor har det været vigtigt for mig at holde fast i ældre venskaber og venskaber fra andet end politik. Det tror jeg også holder en mere nede på jorden," siger Kristian Jensen.

Det er den slags udtalelser, der har fået mange til at mene, at Kristian Jensen aldrig kan nå til tops. At han mangler den sidste smule kynisme, viljestyrke og brutalitet. Eller sagt ligeud: At han mangler viljen til at gå efter magten. Det var i hvert fald konklusionen, da han i forsommeren 2014 undlod at tage opgøret med en Lars Løkke Rasmussen, der allerede var dømt færdig i medierne.

Men efterhånden er en anden historie ved at tage form.

Historien om en politiker, der formåede at se mere end et træk frem. En politiker, der bevarede jordforbindelsen og satte partiet over sig selv, da det gjaldt. Og som siden systematisk har styrket sin position. Først med den pondus, der ligger i at være udenrigsminister. Senest med den indflydelse, der ligger i at være finansminister. Lige nu arbejder tiden for Kristian Jensen. Og noget kunne tyde på, at historien om den jordbundne bankmand fra Lind ved Herning ikke skal ses som en modsætning til historien om magtmennesket Kristian Jensen.

Vanskelig at komme tæt på
Altinget møder Kristian Jensen en forårsdag i Finansministeriet. To dage forinden har han nået et foreløbigt højdepunkt i ministeriet med et bredt forlig om en af de sværeste politiske sager i dansk politik: boligskatterne. Få emner har været så betændte i dansk politik. Så symbolsk. Skattestop. Sikkerhed om danskernes boliger. Nu kunne det alligevel ske med Kristian Jensen i centrum, der kunne samle Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl med Radikale, Konservative og Liberal Alliance.

Ministeren er omklædt i løbetøj. Klar til fotografen. Ligesom Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen så løber Kristian Jensen. Det er næsten, som om det er noget, man ikke kan komme uden om, når man nærmer sig toppen i Venstre. Kristian Jensen løber klokken 6 hver morgen, når han er i København. Fem kilometer på Christianshavn på cirka 25 minutter.

(Artiklen fortsætter under billedet)

"Det er mit rum med fri mulighed for at tænke. Ruten er den samme hver morgen, så den skal jeg ikke tænke over. Så kan hjernen gå på langfart. Er det et politisk problem, så forsøger jeg at tænke det igennem her,” fortæller Kristian Jensen.

Kollegerne på Christiansborg beskriver Venstre-næstformanden som rar og ordentlig. Som en slider og en professionel. Der er dog ikke mange, hverken i Venstre eller i andre partier, som er tæt på Kristian Jensen. Ikke som venner.

"Jeg troede først, det måske var mig, han ikke rigtig kunne lide. Men så kunne jeg høre fra andre, at det bare lidt er sådan han er: Lidt vanskelig rigtig at komme tæt på," siger en kollega fra Finansudvalget om Kristian Jensen.

"Kristian kedelig"
Kristian Jensens politiske løbebane startede i en ung alder. Den har været målrettet, men ikke pletfri - senest siden Mette Frederiksens 1. maj tale er det haglet med politiske anklager om, at skattesystemet "år for år blev en skygge af sig selv" under Kristian Jensens tid som skatteminister i Fogh-regeringen.

I Folkebladet Lemvig er det tidligere blevet beskrevet, at Kristian Jensen allerede i skolegården drømte om en dag at blive statsminister. Han begyndte mere jordnært som formand for Venstres Ungdom i Lemvig – en post hans tætteste politiske allierede i dag, Ellen Trane Nørby, siden overtog. Handelsskolen i Lemvig førte til en elevstilling i det daværende Unibank og blev fulgt op med job i bankens Brande-afdeling.

Ved siden af jobbet dyrkede Kristian Jensen foreningslivet med gymnastik i Brande Mixhold. Og så naturligvis ungdomspolitik. I 1995 førte det til formandsposten i Venstres Ungdom, og det var i den tid, han fik stemplet ”Kristian Kedelig”. Fordi han var mere optaget af gymnastik og af at være en god rollemodel end af festerne. Og ikke mindst: Fordi han var mere til den politiske stil, Ivar Hansen og Anders Fogh Rasmussen stod for, end V-formanden Uffe Ellemann-Jensens. Han kritiserede ligefrem Uffe Ellemann for topstyring, manglende interesse for at inddrage medlemmerne og for at have for meget fokus på pop og smartness. Den unge VU-formand mente, det kunne skade det klassiske Venstre. Læs: Jylland.

"Der er ikke nogen tvivl om, at der er gået for meget Uffe i det hele. Hvis det virkelig er sådan, at folk kun stemmer på Venstre på grund af vores formand, så har vi unægtelig et problem," lød det fra den 24-årige Kristian Jensen i Berlingske Tidende.

Kort efter gav han en undskyldning til V-formanden. Ikke for indholdet af kritikken – den stod Kristian Jensen ved – men fordi det ikke var ”ordentligt” at kritisere formanden i medierne uden lige at have ringet til ham først. Kritikken af den ellers populære Uffe Ellemann-Jensen var for meget for en række VU'ere, der ønskede den kedelige, men bramfri VU-formand afsat. Kupmagerne ønskede i stedet, at VU-næstformand Martin Geertsen skulle tage et skridt op på skamlen. Det skete ikke, men Geertsen-fløjen tog alligevel stikket hjem senere, da Troels Lund Poulsen fra VU's sorte fløj afløste Kristian Jensen fra den røde fløj som formand for Venstres Ungdom i 1997. Nogle gange er der noget om fortællingen om, at de magtkampe, der udspiller sig i ungdomsorganisationerne, er generalprøver på det politiske voksenliv.

Op fra kviksandet
28. november 2016 forlængede statsminister Lars Løkke Rasmussen sin periode som statsminister. Liberal Alliance og Konservative hoppede med ombord i regeringen. Regeringsudvidelsen betød, at Kristian Jensen blev forfremmet til finansminister og hans støtter i Venstre blev styrket. Med et blev han trukket ud af politisk kviksand. To uger inden var truslen mod Løkke-regeringen alarmerende høj. Og forsøgte Kristian Jensen at glemme formandsopgøret fra Odense, så gjorde partikammerater en indsats for, at det ikke var muligt.

"Kristian Jensen bliver aldrig formand for Venstre. Han ved det bare ikke endnu,” som en anonym V-regeringskilde sagde til Berlingske midt i november.

Få dage efter vendte det hele. Kviksandet blev til fast jord igen, kunne man fristes til at sige. Liberal Alliances formand Anders Samuelsen ønskede udenrigsministerposten. Da Kristian Jensen ikke ville acceptere andre poster end finansminister i bytte for Udenrigsministeriet, blev det som V-næstformanden krævede.

Finansministeren er omdrejningspunktet for al væsentlig politik i regeringen, og Kristian Jensen har som forhandler blandt andet landet en Nordsøaftale, hvor selv SF er med, og en stor boligskattereform. Den helt åbenlyse hviskekampagne om kronprinsemord blev tonet voldsomt ned.

"Det ligger helt klart i kortene nu, at han bliver den næste formand. Der er ikke noget alternativ til Kristian Jensen," fortæller en af Løkke-støtterne i folketingsgruppen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

"Et ordentligt menneske"
I Venstre på Christiansborg er sundhedsminister Ellen Trane Nørby den tætteste allierede til Kristian Jensen. De har begge en baggrund i VU i Lemvig, og hun har tidligt slået fast, at arvefølgen i Venstre giver sig selv: næstformanden følger formanden. Som kronprinsen følger kongen. Tre ud af de sidste fire formænd for Venstre - herunder Lars Løkke Rasmussen - har fulgt denne tronfølgelov. Undtagelsen er Uffe Ellemann-Jensen. Også skatteminister Karsten Lauritzen er i indercirklen. Kristian Jensen og Karsten Lauritzen udgør Venstres tandem i regeringens magtfulde Økonomiudvalg.

I den politiske hverdag er også forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og statsminister Lars Løkke Rasmussen de naturlige politiske sparringspartnere i regeringstoppen. Imens beskrives forholdet til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, som om det med forsigtige små skridt er ved at tø op efter i 20 år at have været iskoldt. Flere forbindelser i Venstre-gruppen beskrives som under optøning, efter Kristian Jensen blev finansminister.

"Kristian er tydeligvis blevet klar over, at han skal inddrage bredere i Venstre-gruppen, hvis han vil have et helt parti bag sig og ikke skal bruge alle kræfter på fløjkamp, når han bliver formand," siger en kilde fra folketingsgruppen, der støttede Løkke under formandsopgøret.

Georg Sørensen, direktør for Messecenter Herning, er en af dem, Jensen bruger til at give et jordnært blik på politik. Det sker dog for sjældent, indskyder finansministeren. På det mere personlige plan taler han indimellem med forhenværende elitesoldat B.S. Christiansen om det at være toppolitiker.

Efter mere end to årtier i politik kender Kristian Jensen også mange i de andre partier. Venner er der dog få af. DF-formanden Kristian Thulesen Dahl har han et fint personligt forhold til. De har besøgt hinanden privat, og deler en kærlighed til Liverpool FC. Listen over konkrete politiske forhandlinger mellem dem er dog stadig kort. SF-formand Pia Olsen Dyhr kender han helt tilbage fra tiden i ungdomspolitik. Hun mener, at skræller man de politiske forskelle væk, så er Kristian Jensen karakteriseret ved at være ”et ordentligt menneske”: At der findes politikere, som prøver at snyde en og gøre noget i en hurtig håndevending. Sådan er Kristian Jensen ikke, ifølge SF-politikeren.

"Jeg er ikke sikker på, SF havde været med i Nordsøaftalen, hvis finansministeren havde været en anden. Kristian har forståelse for ønsket om et bredt forlig, og er en politiker, som anerkender, vi er forskellige partier med forskellige behov i sådan en proces," siger Pia Olsen Dyhr.

Afstand til Dansk Folkeparti
I 2003 udgav Kristian Jensen bogen ”Hurra for globaliseringen”. Bogen vakte opsigt, fordi den lagde afstand til Dansk Folkeparti på et tidspunkt, hvor Fogh netop havde indgået en tæt alliance med partiet. Alligevel så Fogh et stort potentiale i den unge finansordfører, og i 2004 udnævnte Fogh ham til skatteminister. "Hurra for globaliseringen" var med til at give den daværende finansordfører en smule ideologisk snit. Det kunne Fogh godt lide. Forfatterskabet er siden blevet udbygget med bogen "I Danmarks Tjeneste", da Kristian Jensen var udenrigsminister.

"Der er ingen tvivl om, at hvis du laver en politisk gennemlysning af mig, så er jeg klassisk liberal: Jeg tror på et forpligtende internationalt samarbejde, på økonomisk frihed. Jeg tror på en effektiv, men mindre offentlig sektor, og på et velfærdssamfund, hvor vi tager hånd om de svageste, men hvor vi ikke skal pakke alle ind i en eller anden offentliggørelse af privatsfæren," siger Kristian Jensen.

Det udgangspunkt mener Kristian Jensen flugter helt med hans politiske opbakning til Irak-krigen. Og da han under Muhammedkrisen var en hardliner med kritik af blandt andet DI, som han mente ikke stod vagt om værdien af at høre til i et land med ytringsfrihed. Andre Venstrefolk med samme liberale og internationale udgangspunkt, for eksempel Uffe Ellemann-Jensen, nåede en noget anden konklusion og var skeptiske over for "høgene" under Muhammedkrisen.

I begge sine bøger kommer Kristian Jensen ind på forholdet til Dansk Folkeparti, som Venstre har kørt tæt parløb med siden 2001.

I 2003 var han mest kritisk: "Jo mere globale og internationale spørgsmål kommer til at præge den danske politiske dagsorden, desto mere vil Venstre og Dansk Folkeparti komme til at stå som repræsentanter for modstående synspunkter," skriver Kristian Jensen i "Hurra for globaliseringen". I 2016-bogen lægger han luft til "protestpartier" som Dansk Folkeparti med ansvarsfri løftepolitik. Alligevel mener V-næstformanden samtidig, at det borgerlige Danmark bør tænke over et endnu tættere samarbejde:

"Jeg ser det som en vigtig opgave at få de blå partier til at samarbejde, også gerne på sigt i en fælles blå firkløver-regering," skriver Jensen.

I februar lader Kristian Jensen sig så interviewe i Berlingske med et budskab om, at han ikke ser sine "kristne værdier truet". Igen læses det af mange som et angreb på Dansk Folkeparti. Der er en ”fællesmængde mellem Venstre og Dansk Folkeparti, men i den måde, vi går til det globale, er vi forskellige. Det er vi meget åbne omkring,” siger Kristian Jensen i interviewet.

Jensens stil bekymrer
På Venstre-holdet er der bekymringer om Kristian Jensens forhold til Dansk Folkeparti. Ikke mindst når han sidder for bordenden i Finansministeriet. Tidligere har kutymen været, at Hjort og Thulesen Dahl over en flæskesteg nok skulle kunne blive enige.

Den faste ligning har fået en ny ubekendt. Det gør dansk politik mere uforudsigelig forud for forhandlinger om økonomisk råderum, tilbagetrækning og skattelettelser. I DF-toppen ser man Kristian Jensens tid som finansminister "som en testperiode". Og minder gerne journalister om, at Dansk Folkeparti ingen vedtagelse har om at pege på en Venstre-mand som partiets statsministerkandidat fremover.

"Forholdet til Dansk Folkeparti komplicerer tingene. Her bliver Kristian nødt til at lære, at det koster på kreditten til Dansk Folkeparti, hvis han midt under forhandlingerne om boligskat skal træde dem over tæerne med et interview om globalisering og liberal udlændingepolitik," siger en af Jensens partikollegaer.

Han har da heller ikke udlændingeminister Inger Støjbergs hårdtslående image. Det er Kristian Jensen godt selv klar over, men han mener, det mest handler om forskellig stil. Og ikke politik.

"Jeg er enig i og bakker op om alle de udlændingestramninger, vi har gennemført. Og i min optik kan vi sagtens stramme mere på ydelsesniveauet – altså den økonomiske side af integrationen. Jeg har så haft lidt tvivl om, hvorvidt grænsekontrol er effektiv, men jeg anerkender, den er nødvendig," siger Kristian Jensen.

Stort set alle omkring ham i Venstre fortæller dog, at der er reelle politiske forskelle mellem Kristian Jensen og Inger Støjberg. Uden dog at kunne blive meget konkrete. Han er bare mere til vækst, mens hun er til værdier. Hun fejrer udlændingestramninger med lagkage og Cola Zero, han er glad for Cepos og DI.

Der er dog ikke kun bekymringer i Venstre over Kristian Jensens lidt afdæmpede fremtoning og mere insisterende klassiske liberale stil. Nogle roser, at ikke alt Venstre-politik skal klappes af i forhold til, hvordan Kristian Thulesen Dahl vil se på det. Og at der under hans ledelse af Finansministeriet er blevet lidt højere til loftet end tidligere. 

"Det er klart, at hvis man bare giver afkald på det liberale, så gør det tingene lettere med den parlamentariske situation. Men Kristian Jensen er en politiker, der mener noget og står ved det. Også selvom det måske trækker forhandlinger lidt ud og kan give lidt problemer,” siger en ministerkollega.

Alt parat. Og så alligevel ikke..
Den første tirsdag i maj i år stod Kristian Jensen så i midten på stengangen i Finansministeriet og tog imod pressen.

Med Mette Frederiksen, Kristian Thulesen Dahl og Simon Emil Ammitzbøll i halvcirkel omkring sig. Og med de øvrige forhandlere fra magtpartierne bag sig. En stor boligskatteaftale var i hus. Kritikere siger, at Kristian Jensen var årsag til, det tog så lang tid, før aftalen kunne landes. Det er ikke usandsynligt. Alligevel har han fået lukket munden på mange skeptikere.

Med forfremmelsen til finansminister er udlægningen af mange, at det næste skridt naturligt er partiformand og mulig statsminister. Tilhængere af denne udlægning abonnerer også på, at forfremmelsen er en del af den plan om et tættere formandskab, der angiveligt blev aftalt i kælderen i Odense.

En anden udlægning er, at perioden som ren V-regering gjorde det krystalklart, at Venstre har mange fjender. Skal partiet gøre sig håb om også at spille en afgørende rolle i dansk politik fremadrettet, så var det derfor nødvendigt "at rykke tættere sammen i bussen i stedet for at bruge kræfterne på at bekrige hinanden. Det har gjort arvefølgen mere fast. Ikke alle kan lide det, men det respekteres," siger en central Venstre-kilde.

Selv gruppeformand Søren Gade har på et gruppemøde i Venstre bedt partikollegaerne om at stå sammen om Kristian Jensen – at socialdemokraterne ikke skal lykkes med en kampagne mod "den kommende formand".

Alt synes parat. Og så alligevel ikke. Igen er der en forhindring: For kampagnen fra socialdemokraterne stikker dybere. Et årelangt kaos i Skat indhentede Kristian Jensen, da der pludselig en dag i maj opstod et flertal for en kommissionsundersøgelse. Og listen over milliardtunge svigt i Skat synes lang.

Det betyder flere års fokus på alt, hvad Kristian Jensen har foretaget sig på sin første ministerpost. Og det er den slags stof, som får en opposition til at lugte blod og kan genåbne fløjkrige. Selv mødte Kristian Jensen nyheden om undersøgelsen næsten lidt snusfornuftigt: At han ikke har noget problem med at blive gået efter i sømmene, men bestemt også mener, at nogle ting kunne være gjort bedre, når han ser tilbage idag.

Undersøgelsen fremstår dog som en uforudsigelig og sprængfarlig proces. Inden vælgernes dom også skal afgives. Man kan roligt gå ud fra, at alt kan og vil blive brugt imod ham. Og igen teste Kristian Jensen og hans evne til at bevare jordforbindelsen.