Analyse af 
Erik Holstein

Status: Sådan står partierne

FORMKURVE: Partierne er på vej på sommerferie efter seks måneder med VLAK-regeringen. Formkurven er nogenlunde stabil for de store partier, mens flere af de små partier kravler op fra kritisk lave målinger, skriver Erik Holstein om forårets gennemsnit af meningsmålinger.

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Erik Holstein

Socialdemokratiet
Mette Frederiksens tropper ligger en my over valgresultatet på 26,3 procent. Det er ikke prangende sammenlignet med tidligere tiders storhed, men dog helt anderledes stabilt end den totale nedsmeltning, søsterpartierne oplever mange steder i Europa.

Politisk har Mette Frederiksen rykket sit parti en smule til venstre i fordelingspolitikken, skruet ned for EU-begejstringen og anlagt en kontant udlændingepolitik, hvor fokus er på at begrænse tilstrømningen af svært integrerbare flygtninge og migranter mest muligt.

Partiets udlændingepolitik er markant anderledes end hos de kriseramte søsterpartier, og i S-toppen er det analysen, at netop dét er forklaringen på, at det går væsentligt bedre i Danmark.

Det er dog vigtigt, at den stramme udlændingekurs bliver en del af den større socialdemokratiske fortælling, hvor nøglebegreberne er beskyttelse af velfærdssamfundet og kønnenes ligestilling - kombineret med kamp mod religiøs fanatisme og parallelsamfund.

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Foto:
Ny udgave af Altinget: magasin Sommerudgaven af Altinget: magasin udkommer onsdag med analyser, portrætter og baggrund. LÆS HELE MAGASINET HER
Ny udgave af Altinget: magasin 

Sommerudgaven af Altinget: magasin udkommer onsdag med analyser, portrætter og baggrund. 

LÆS HELE MAGASINET HER
Foto:

Bliver udlændingestramningerne derimod set som en del af et kynisk taktisk spil, opstår der risiko for, at vælgerne står af. Spørgsmålet om kvoteflygtninge og den såkaldte smykkelov er eksempelvis meget svære at passe ind i fortællingen.
Ikke alle partifæller er enige i den stramme udlændingepolitik, men Mette Frederiksen står så stærkt i sin alliance med gruppeformand Henrik Sass Larsen og politisk ordfører Nicolai Wammen, at der ikke er nogen reel opposition. En afgørende fordel sammenlignet med de seneste 30 års socialdemokratiske formænd. 

De seneste måneder har været præget af samarbejdet med Dansk Folkeparti, mens forholdet til Radikale Venstre efterhånden minder om noget fra et Bergman-drama. Det kan skabe en krydret situation ved næste regeringsdannelse, men koster indtil videre ikke vælgere.

Foto:
Foto:

Formkurve: Stabil - fra et rimeligt udgangspunkt.

Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti fik i efteråret den største mavepuster i partiets historie med Messerschmidt-skandalen, hvor partiet mistede næsten 5 procentpoint på tre måneder. Men DF er langsomt ved at komme til kræfter, omend partiet ligger langt under det fantastiske valgresultat på 21,1 procent.

Dertil kommer, at Nye Borgerlige har toldet i DF's vælgerkorps - ikke overvældende meget, men nok til at koste to-tre mandater. Nye Borgerlige blev opstillingsberettigede samtidig med Messerschmidts fald fra tinderne, og dermed røg DF ud i en ”perfect storm”. Men partiet gik ikke i panik.

Såvel DF-leder Kristian Thulesen Dahl som partiets magtfulde pressechef, Søren Søndergaard, er strategisk tænkende og koncentrerede sig om de langsigtede interesser. Derfor var man villig til at risikere et valg under ugunstige omstændigheder, snarere end at give efter for Liberal Alliances topskattekrav.

Det var en klog beslutning: For havde DF af rent taktiske grunde firet på de politiske principper, kunne man hurtigt være endt som et politisk fallitbo. Nu blev der i stedet åbnet mulighed for et langsomt comeback.

Politisk har det nære samarbejde med S givet væsentlige fordele. Dels er DF godt på vej til at udmanøvrere Radikale Venstre i rollen som midterparti. Dels er DF's position i fagbevægelsen blevet væsentligt styrket. Ikke mindst i 3F, der arrangerede det historiske fællesinterview mellem Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen. Op til et valg kan Thulesen dog få svært ved at forklare, hvorfor han alligevel støtter Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister.

Formkurve: Opadgående - fra et dårligt udgangspunkt. 

(ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET)

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Venstre
Efter Lars Løkke Rasmussen brugte endnu et af sine ni liv og med en smart manøvre overlevede Anders Samuelsens (LA) trusler, fik Venstre en kortvarig opblomstring. Men de seneste måneder har statsministerpartiet igen ligget på et deprimerende niveau et par procentpoint under det i forvejen miserable valgresultat på 19,5 procent. Med 16,9 procent i marts nåede Venstre ligefrem det værste gennemsnit i årevis.

VLAK-regeringen har nærmest været reduceret til et forretningsministerium, der må administrere efter de aftaler, DF og S indgår. Striden om placeringen af politiskolen var den ultimative ydmygelse for Løkke, og flere ministre har stået
meget tæt på affyringsrampen.

I april og maj kom der dog lidt mere snit over sagerne: Der blev landet en stor boligskatteaftale, der ligger ganske tæt på Venstres politik, og Løkke ser personligt ud til at have fået ny luft. Ja, han ser ligefrem ud til at have fået lyst til at være statsminister igen.

Løkke foretog en stribe vellykkede rejser rundt om i verden, hvor især besøgene i Kina og hos Trump i Det Hvide Hus kastede meget omtale af sig. Løkke demonstrerede, at han er blevet anderledes ferm til at håndtere internationale begivenheder, end dengang han kludrede sig gennem klimatopmødet i København.

Med udpræget sans for det flagellantiske holdt VLAK-regeringen længe fast i planerne om en højere pensionsalder. Løkke indså dog til sidst, at planen var totalt død, og den gedigne tabersag blev omsider fjernet fra dagsordenen. Det gør livet en smule lettere for Venstre.

Politisk satser Løkke på at udbedre det ramponerede forhold til Dansk Folkeparti, og de bestræbelser var uden tvivl den egentlige årsag til, at den uheldige fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) overlevede stormløbet. Men Løkkes forsøg på at bedre forholdet til DF mudres til, når der kommer meldinger fra andre Venstre-folk – som Kristian Jensen og Jan E. Jørgensen – der kraftigt generer DF'erne.

På plussiden tæller også, at regeringen internt fungerer bedre end forventet. Der er ikke samme giftige stridigheder og lækager til medierne, som man så i størstedelen af Thorning-æraen.

Formkurve: Stabil - fra et elendigt udgangspunkt.

Konservative
Et valgresultat på 3,4 procent var nærmest surrealistisk dårligt for Konservative, og det lykkedes aldrig partiet at skabe sig en effektiv platform som støtteparti for Venstre-regeringen.

Men Konservative har virkelig udnyttet mulighederne, da partiet kom i regering igen. K-formand Søren Pape Poulsen er trådt i karakter som en holdningsbåret justitsminister, der ikke lader sig styre af Ministeriets stærke embedsapparat. Papes kontante retspolitiske linje har bred vælgeropbakning, og partiet har haft en lille, men klar fremgang de seneste måneder.

Tilmed kom Konservative levende fra det store boligskatteforlig. Der var langt til indfrielse af partiets krav, men der var dog tilstrækkelig med indrømmelser til, at Konservative undgik et truende nederlag.

Formkurve: Opadgående - fra et elendigt udgangspunkt.

Enhedslisten
Med 7,8 procent fik Enhedslisten et rekordvalg i 2015. Og trods udskiftning af den super-populære politiske ordfører. Johanne Schmidt Nielsen, med Pernille Skipper, ligger partiet stabilt over valgresultatet. Det er fint i en situation, hvor der slet ikke er samme fokus på Enhedslisten som under Thorning-regeringen.

Enhedslistens store strategiske spørgsmål er forholdet til Socialdemokratiet - et tema, der også spillede en afgørende rolle på partiets årsmøde i maj. Enhedslisten vil for enhver pris undgå at ende i Thorning-tidens dilemma, hvor man var vildt utilfreds med regeringens politik, men aldrig fandt det rigtige tidspunkt til at trække støtten.

Derfor er det sandsynligt, at Enhedslisten inden næste valg vil definere nogle røde linjer - for dermed at forberede sine vælgere på, at man i yderste konsekvens aktivt kan vælte en S-regering. Men alt tyder på, at Enhedslisten til gengæld vil være ret pragmatisk i udvælgelsen af de røde linjer.

Formkurve: Stabil - fra et godt udgangspunkt.

Liberal Alliance
Anders Samuelsen og hans folk fik med 5,9 procent i april det dårligste gennemsnit i meningsmålingerne i flere år, og LA har generelt været i tilbagegang, siden partiet i november ”sejrede” sig ind i regeringskontorerne.

Man behøver ikke være medlem af Mensa for at finde forklaringen: LA's politiske resultater i regeringen har indtil videre været mikroskopiske, mens nederlagene har været ikoniske. Med Ubers exit fra Danmark som det mest bemærkelsesværdige. LA er på lange stræk kommet til at gøre præcis det, partiet sagde, det ikke ville gøre: Administrere en politik, der dikteres af andre.

Faktisk kunne man have forventet, at meningsmålingerne ville se endnu værre ud for Liberal Alliance, alt taget i betragtning. Men LA har anlagt en utraditionel, men ret effektiv metode til at holde fanen højt, samtidig med at partiets ministre bliver kørt over.

I de situationer træder partiets ordførere i aktion. Især Joachim B. Olsen har været god til at være i opposition og ordfører for et regeringsparti på samme tid. Dermed får LA slået fast, at man i det mindste fastholder principielle synspunkter. Det har afbødet de værste skader. Ikke desto mindre skal LA snart kunne pege på substantielle resultater af regeringsdeltagelsen. Ellers risikerer den langsomme nedsmeltning at fortsætte indtil næste valg.

Formkurve: Nedadgående- fra et godt udgangspunkt.

Alternativet
Valgresultatet var et mirakel for Alternativet, der kom flyvende ind i Folketinget som en grøn tornado. I betragtning af at partiet ikke engang havde en færdigudviklet politik, var det faktisk ret ”crazy”, som frontfiguren Uffe Elbæk udtrykte det.

Alternativet har på det seneste ligget et enkelt mandat (svarende til cirka ½ procentpoint) over valgresultatet. Partiet er på ingen måde faldet sammen som en souffle, efter den første hype var forsvundet – og internt er man helt tilfreds med at have stabiliseret sig omkring de 5 procent.

Flere af Alternativets ordførere har gjort det godt, udover Elbæk har især den politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, og gruppeformand Josephine Fock virket rutinerede og professionelle på trods af den manglende parlamentariske erfaring. Partiet har placeret sig rigtigt i en række sager. - Eksempelvis var det Alternativets skatteordfører, René Gade, der først krævede en undersøgelseskommission om skatteskandalen.

Alligevel er det som om, at Alternativet har mistet lidt af pusten, og partiet lå en del højere i målingerne for et år siden.

Formkurve: Svagt nedadgående - fra et godt udgangspunkt.

SF
Socialistisk Folkeparti blev udsat for en massakre ved valget i 2015, og partiet er langt fra kommet sig. SF ligger typisk en anelse over valgresultatet, men stadig historisk dårligt.

SF-formand Pia Olsen Dyhr gør det generelt godt, den unge gruppeformand, Jacob Mark, er et åbenlyst talent – og den hårdtslående tømrer Karsten Hønge får banket nogle pointer fast. Men den politiske styring har ikke været helt sikker, og det var eksempelvis en taktisk fejl af SF at støtte den såkaldte asyl-nødbremse. Et synspunkt partiet måtte bakke på.

Sagen skabte turbulens op til SF-landsmødet i marts. Pia Olsen Dyhr har fortsat den korrektion af SF’s værdipolitik, som forgængeren Villy Søvndal satte i gang. Den kurs er en del af partiets vælgere glade for, men såvel vælgerkorps som bagland er delt, når det kommer til værdipolitik. Og på det grønne område presses SF hårdt af både Alternativet og Enhedslisten.

Formkurve: Svagt opadgående - fra et elendigt udgangspunkt.

Radikale
Morten Østergaard mistede halvdelen af sine kampfæller ved seneste valg, hvor partiets modstandere godtede sig over, at Radikale blev ”reduceret til naturlig størrelse”. Siden er det gået lidt fremad, men der er meget langt til at vinde det tabte igen.

Radikale har det helt fundamentale problem, at hverken partiets økonomiske politik eller værdipolitik er i nærheden
af at kunne mønstre flertal. Og der er absolut intet, der tyder på, at der bliver ændret på den faktor. Det nære samarbejde mellem Radikales dødsfjende, Dansk Folkeparti, og den mangeårige partner, Socialdemokratiet, har kun udstillet den politiske isolation.

Men den radikale ledelse har klogt spillet den eneste tilbageværende trumf: Nemlig at partiets stemmer igen kan blive nødvendige for at bringe en socialdemokratisk statsminister til magten. Radikale barsler med krav til en ny regering , og
det er ikke utænkeligt, at partiet vil forsøge at skyde sig ind i regeringskontorerne.

På det seneste er det også lykkedes at få en del airtime ved at skamrose Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen. Ikke særlig rart for den sagesløse Jensen, men smart gjort af Radikale.

Formkurve: Svagt opadgående - fra et dårligt udgangspunkt.

Nye Borgerlige
Pernille Vermund udnyttede målrettet sin karisma til at få skabt hype om sit nye parti lige fra starten. Det lykkedes over al forventning, og Nye Borgerlige fik lynhurtigt gode meningsmålinger. Siden er der dog blevet mere stille om Vermund, og partiet ligger typisk omkring spærregrænsen.

Partiets kombination af en ultra-stram udlændingepolitik og en ultra-liberalistisk økonomisk politik appellerer til et vist vælgersegment. Ikke voldsomt stort, men nok til at bringe Vermund i Folketinget, hvis hun kan mobilisere det.

Formkurve: Stabil omkring spærregrænsen - baseret på små tal.

 

Sådan klarer partierne sig i målingerne:

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00