Han er Folketingets mest usynlige

SYNLIGHED: Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokratiet er det folketingsmedlem, der har været mindst omtalt siden valget.
Sådan ser den mindst omtalte folketingspolitiker siden valget i 2007 ud. Lennart Damsbo-Andersen forklarer, at det er vanskeligt for en nyvalgt at slå igennem i de landsdækkende medier.
Sådan ser den mindst omtalte folketingspolitiker siden valget i 2007 ud. Lennart Damsbo-Andersen forklarer, at det er vanskeligt for en nyvalgt at slå igennem i de landsdækkende medier.Foto: www.damsbo-andersen.dk
Niels Th. Dahl

Jeg vil nu også sige, at jeg egentlig heller ikke opfatter det at sidde i Folketinget som en konkurrence om at komme højst på listen. Det vigtigste er at passe arbejdet i Folketinget.

Lennart Damsbo-Andersen (S)
Sidst på listen over presseomtale siden valget i 2007

Der er nogle politikere, der suger opmærksomhed, kameraer og spaltemillimeter i pressen til sig, så de som f.eks. integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) nærmest må flygte fra det sulte pressekorps.

Og så er der dem, der lever en mere stille og knap så omtalt hverdag på Christiansborg, og som må kigge noget længere efter deres navne i aviserne.

Hvor stor forskel der egentlig er, afslører Altinget.dk's nye opgørelse over samtlige folketingsmedlemmers synlighed i den skrevne presse siden valget i 2007, som offentliggøres i dag.

Damsbo-Andersen ligger sidst
Den viser bl.a., at det er Socialdemokraternes Lennart Damsbo-Andersen, der har været den allermindst omtalte politiker - i hvert fald hvis man fraregner de medlemmer, der har haft orlov e.l. i perioden. Damsbo-Andersens omtale rækker således kun til en plads som nr. 178 på listen.

"Det har nok noget at gøre med, at de sager, jeg har haft, ikke har skabt den store interesse ude i det brede land. I forhold til pressedækningen har jeg også selv koncentreret mig om, at det var den lokale presse, der vidste, hvad jeg lavede. Det er der, jeg skal hente stemmerne," siger Lennart Damsbo-Andersen, der blev valgt til Folketinget for første gang i 2007 i Guldborgsundkredsen i Sjællands Storkreds.

Altingets opgørelse viser, at det i høj grad er de garvede folketingspolitikere, der ligger i den øverste ende af listen. De 51 medlemmer, der blev nyvalgt i 2007, har betydeligt sværere ved at hente omtale, også selv om nogle af dem har fået betydningsfulde poster og ordførerskaber.

Lennart Damsbo-Andersen fortæller da også, at det har været vanskeligt for ham som nyvalgt at bryde igennem mediemuren til især de landsdækkende medier:

"Jeg har måske ikke altid kendskabet til, hvilke journalister der sidder hvor, og hvem det er godt at snakke med, og det kan gøre det lidt svært i forhold til de brede medier. Men jeg vil nu også sige, at jeg egentlig heller ikke opfatter det at sidde i Folketinget som en konkurrence om at komme højst på listen. Det vigtigste er at passe arbejdet i Folketinget," siger han.

Lokal erfaring ikke stor hjælp
Lidt bedre går det for andre nyvalgte - selv om flere har måttet erkende, at politisk erfaring ikke er nogen garanti for en topplacering.

Nick Hækkerup, der før valget i 2007 var en særdeles populær borgmester i Hillerød i Nordsjælland og gennem flere år har siddet på næstformandsposten i Socialdemokratiet, ligger på trods af det kun på en 68.-plads på listen over omtale.

"Det er en anden verden at være på Christiansborg end at være borgmester. I lokalpolitik henvender man sig meget til de lokale medier og kan langt hen ad vejen få skrevet en historie, sådan som man gerne vil have. På Christiansborg kommer historierne væltende frem fra alle mulige kanaler, og så skal man finde sin rolle på et bræt, hvor brikkerne allerede er sat," fortæller Nick Hækkerup, der gerne vil højere op på listen næste år:

"Succeskriteriet er selvfølgelig, hvor meget man kan komme til at fylde i medierne. Derfor vil jeg da lægge mærke til, hvordan jeg placerer mig i forhold til andre folketingsmedlemmer, der ligger i nogenlunde samme vægtklasse som mig. Måske kan jeg lære lidt af dem," siger han.

Personsager trækker omtale
Enkelte af de nye medlemmer i Folketinget har dog fået særdeles megen omtale - i nogle tilfælde mere, end de selv ønskede.

Den nyvalgte, der ligger højst på listen, er således Jørgen Poulsen, der først blev voldsomt omtalt i forbindelse med sagen om hans pensionspenge fra Røde Kors, og senere, da han blev ekskluderet fra Ny Alliance og trådte ind i den radikale gruppe i stedet. Viraken rakte til en 47.-plads.

"Jeg tror, jeg vist hellere må lave det nytårsforsæt, at der bliver mere omtale af mine politiske sager end af mig som person. Men jeg har også fået en række gode ordførerskaber, så det er ikke, fordi der mangler nogen sager at gå i gang med," siger Jørgen Poulsen.

Også de øvrige afhoppere fra Ny Alliance ligger forholdsvis højt på listen. Malou Aamund (V) er nr. 51, mens Gitte Seeberg er nr. 33.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lennart Damsbo-Andersen

Fhv. MF (S), fhv. formand, Produktionsskoleforeningen
tømrer (Ewald Andersen. 1980)

Jørgen Poulsen

Fhv. MF (R), fhv. generalsekretær, Dansk Røde Kors, fhv. DR-korrespondent (Stockholm, Hongkong og Washington)
journalist (Kalundborg Folketidende 1967)

Nick Hækkerup

Direktør, Bryggeriforeningen
cand.jur. (Københavns Uni. 1994), ph.d. i EU og folkeret (Københavns Uni. 1998)

0:000:00