Flemming Hansen: Mine embedsmænd var håbløse

"Transportministeriet har nok været det ministerium, hvor det totale embedsmandsvælde har hersket mest udpræget." Sådan skriver tidligere transport- og energiminister Flemming Hansen (K) i en ny selvbiografi, hvor han gør status over sin tid som minister, men også giver sin uforbeholdne mening om, hvordan Transportministeriet blev drevet. I bogen kommer han med en skarp kritik af sit gamle ministerium, der efter hans vurdering alt for længe har været præget af svage ministre og magtfulde embedsfolk.

"I årtier har ministeriet været styret af stærke departementschefer, som gik efter magten. Skiftende ministre nåede aldrig at være der længe nok til at kunne få deres vilje igennem. Og hvis det ind i mellem lykkedes en minister at holde fast i sin mening, havde systemet helt sikkert sine metoder til, at det alligevel blev, som departementschefen ønskede," skriver Flemming Hansen.

Indgroet modvilje mod politisk styring
"Med min baggrund i erhvervslivet syntes jeg, at embedsmændene var "håbløse." Embedsmændene syntes helt sikkert også, at jeg var "håbløs", og det kunne nok ikke være anderledes, når de kun havde haft deres ministre i 16 måneder i gennemsnit i de seneste 40 år. Et system, der har kørt i mange, mange år uden egentlig politisk styring, har selvfølgelig en indgroet politisk modvilje mod at ændre på det," skriver Flemming Hansen, der nævner et bestemt eksempel fra sin kun anden dag som minister, hvor han oplevede, at embedsværket ikke regnede ministeren for noget.

"Hen ad klokken 17 kom ministersekretæren ind med sådan cirka en halv meter høj stak papirer, som skulle skrives under. Der lå mange gamle sager, som manglede en ministerunderskrift. Jeg protesterede og sagde, at det kunne jeg ikke nå. Jamen, det var skam ikke noget problem. De var vant til at sende papirerne hjem til ministeren.

Chaufføren kunne komme med dem, så jeg kunne blive færdig med at skrive dem under senere på aftenen, lød svaret. Jeg svarede, at det kunne der naturligvis ikke være tale om. "Jeg starter klokken 7 om morgenen, og slutter senest klokken 18 her. Jeg har aldrig arbejdet om aftenen, og det gør jeg heller ikke nu. Men vi kan lave en aftale, der gælder resten af min ministertid: Hvis tingene er hos mig senest klokken 15, så er de behandlet, inden jeg går hjem klokken 18. Kommer sagerne senere end klokken 15, så bliver de ikke behandlet den dag," skriver Flemming Hansen, der beskriver embedsværket i Transportministeriet ved sin tiltræden således:

"De gjorde sagerne færdige, derefter kunne ministeren kigge på dem eller måske oven i købet lade være, men i hvert fald fald nikke til sagerne, og ellers helst lade være med at blande sig. "Systemet" syntes, at ministeren kunne da være rar nok at have, men at det var systemet, der var det vigtige."

Ministre kommer og går - embedsmænd består
Embedsmandsvældet, som Flemming Hansen skriver om, viser sig også, når man kigger på listen af ministre og listen af departementschefer i Transportministeriet. Siden 2. verdenskrigs afslutning for 63 år siden har Danmark haft 34 skiftende transportministre. Samtidig har departementscheferne i Transportministeriet ofte siddet længe i stillingen og haft masser af viden, som nye ministre ikke har haft i det komplicerede og tekniske ministerium. Departementscheferne har derfor været meget magtfulde og har kunnet styre deres minister.

"Min forgænger, Jacob Buksti (S), den sidste af fem trafikministre i Poul Nyrup Rasmussens (S) niårige regeringstid, slog ikke igennem over for embedsværket. Og forgængeren før ham, Sonja Mikkelsen (S), var sikkert en god kontorassistent i Århus Kommune, men hun havde ikke en chance ledelsesmæssigt i Trafikministeriet. Hun blev totalt styret af embedsmændene og da navnlig af den daværende departementschef Ole Zacchi, som fuldstændig kørte hen over de "ministre, Dronningen sender mig", som han udtrykte det. For eksempel sagde han til Nyrup-regeringens første trafikminister, Helge Mortensen (S), at "hvis Helge Mortensen ønsker at tale med mig, kan han komme ind på mit kontor. Jeg kommer ikke på ministerens kontor," skriver Flemming Hansen.

Omtalte Ole Zacchi var departementschef i Transportministeriet i syv år fra 1993 til 2000, og styrede ifølge Flemming Hansen sine ministre med hård hånd. En anden markant departementschef i Transportministeriet var den nærmest legendariske Jørgen Halck.

Halck var departementschef i over tyve år, fra 1972 til 1993. I den tid var han departementschef for 13 skiftende ministre, blandt dem Arne Melchior (CD), som ifølge Flemming Hansen havde kaldt Jørgen Halck "en intrigant enehersker og en slange."

Aflyttede telefonsamtaler
Et andet eksempel på "systemets kontrol med ministeren", som Flemming Hansen beskriver i sin bog, går ud på en gammel procedure, der i sin tid havde været indført, for at departementschefen kunne "holde styr" på ministeren, så denne "ikke kunne gøre skade."

"Proceduren gik ud på, at hver gang ministeren bad forkontoret om at få en telefonsamtale igennem til en bestyrelsesformand i et af selskaberne under ministeriet, fik departementschefen besked om det. Men ministeren var naturligvis ikke underrettet om denne procedure. Derfor undrede jeg mig over, at Thomas Egebo (departementschef 2001-2007, red.) var klar over det, når jeg f.eks. havde talt med DSB's formand, Mogens Granborg, eller formanden for Post Danmark, Fritz Schur. Efter sådan en samtale kom Thomas Egebo ofte ind på mit kontor og spurgte, hvad jeg havde talt med den pågældende formand om."

"Efterhånden anede jeg sammenhæng mellem forkontoret og Thomas Egebos viden om, hvem jeg telefonerede med. Da sekretærerne i forkontoret bekræftede min formodning om, at telefonopkaldene blev vidererapporteret, blev jeg simpelthen så vred, at jeg knaldede i efter mig, da jeg gik tilbage til mit eget kontor efter at have råbt besked om, at den trafik omgående skulle stoppe. Jeg blev bare så rasende over det. I øvrigt var det en gammel skik, der blot var videreført. Men det burde være standset af Thomas Egebo, for det har ikke noget med moderne ledelse at gøre," skriver Flemming Hansen, der tilføjer, at han fra da af selv ringede op til de bestyrelsesformænd, han ville tale med, selvom det vakte en del opmærksomhed, at ministeren selv telefonerede og ikke lod forkontoret stå for opkaldene.

I sin bog giver Flemming Hansen udtryk for, at han i samarbejde med sin departementschef Thomas Egebo fik ryddet op i ministeriet. Thomas Egebo er i dag departementschef i Klima- og Energiministeriet. Flemming Hansen stoppede i 2007 efter eget ønske som minister og forlod politik. I dag sidder han i en række bestyrelser for danske virksomheder.