Alternativet klar til opgør med toneangivende økonomer

INTERVIEW: Den økonomiske politik ligger under for en uansvarlig forestilling om ubegrænset vækst. Det mener Alternativets finansordfører Josephine Fock, som er på vej med partiets nye økonomiske kampskrift.

Alternativets finansordfører Josephine Fock og partiets skatteordfører René Gade er ved at formulere en mere konkrete økonomisk politik for partiet.
Alternativets finansordfører Josephine Fock og partiets skatteordfører René Gade er ved at formulere en mere konkrete økonomisk politik for partiet.Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Kim Rosenkilde

Vækst giver velstand, som kan betale for velfærd.

Nogenlunde sådan kan man sammenfatte logikken bag den traditionelle økonomiske politik, hvad end den formuleres af en socialdemokratisk eller borgerlig finansminister.

Men den ligning anfægter Alternativet. Her mener man, at en økonomi baseret på en fortsat vækst er en uforsvarlig og selvskadelig vej.

Derfor er partiets finansordfører Josephine Fock sat i spidsen for et arbejde med at formulere en egentlig økonomisk politik. En politik som skal gøre op med den måde, de fleste økonomer aktuelt forholder sig til samfundet.

Vi er nødt til at gøre op med den vækstforståelse og traditionelle økonomiske tilgang til vækst, som hersker i dag.

Josephine Fock (ALT)
Finansordfører

For ifølge hende glemmer den almindelige økonomiske konsensus, at væksten er begrænset af jordens ressourcer.

”Vi ved, at vi bruger for mange af jordens ressourcer. Det betyder, at vi er nødt til at gøre op med den vækstforståelse og traditionelle økonomiske tilgang til vækst, som hersker i dag,” siger Josephine Fock.

I Alternativet er man med på, at der skal være styr på pengene. Men partiet vil i lige så høj grad som den økonomiske bundlinje vægte en social og miljømæssig bundlinje.

Behov for nyt økonomisk paradigme
Set i lyset af den globale opvarmning er den eneste ansvarlige vej i Alternativets optik at omstille hele økonomien, så den underbygger en bæredygtig udvikling i forhold til klima og miljø.

Det kræver med Josephine Focks ord et paradigmeskifte i den økonomiske tænkning.

”Det er en rigtig svær øvelse, fordi alle de gængse økonomer fortsat tror på, at der skal være en to-procents BNP-stigning hver eneste år, for at tingene hænger sammen,” siger Josephine Fock.

Udover partiets skatteordfører René Gade og flere af partiets øvrige medlemmer med interesse for og viden om økonomi inddrages også nogle af de kritiske stemmer i den fagøkonomiske debat.

Her ikke mindst Jesper Jespersen, professor i samfundsøkonomi ved Roskilde Universitet og professor emeritus Katarina Juselius fra Københavns Universitet.

”I gruppen arbejder vi på at samle essensen af de ting, der foregår på det her område andre steder. Det vil blive til et skrift med en kritik af den måde, man tænker på nu, og så et oplæg til hvordan vi skal begynde at tænke fremadrettet,” siger Josephine Fock.

Finansministeriet under beskydning
Hun forventer, at resultatet vil ligge klart på den anden side af sommerferien.

Og det handler ikke kun om økonomisk teori. Men også om helt andre og bredere samfundsmæssige forhold.

”Vi skal forestille os en fremtid, hvor vi bor og transporterer os på en anden måde. Samtidig handler det om, hvad det er for arbejdspladser, og hvilket arbejdsmarked vi ønsker. Så det er rigtigt store spørgsmål,” siger Josephine Fock.

En særlig interesse samler sig om Finansministeriet og de regnemodeller, som former den økonomiske verdensopfattelse i Slotsholmens røde bygning.

Den hviler, som Josephine Fock ser det, på en række grundlæggende forkerte præmisser, som bremser mange af de tiltag, der skal sikre omstilling til et mere bæredygtigt samfund både socialt og økonomisk.

Hun peger blandt andet på, at Finansministeriet opfatter forbruget på forskning og uddannelse som en udgift og ikke en investering.

”Vi ved jo, at når du uddanner dig, så er chancen for at få arbejde, betale skat og i det hele taget at leve et sundt liv meget større. Så hvorfor er det, at de regnemodeller ikke tager hensyn til sådanne langsigtede effekter,” spørger Josephine Fock.

Ingen venstrefløjskritik
Kritik af Finansministeriet og den almindelige økonomiske opfattelse af vækst, er langt fra ny. Josephine Fock peger da også selv på, at blandt andet Enhedslisten deler en del af de samme pointer.

Men som hun ser det, er det ikke en kritik funderet i en klassisk socialistisk antikapitalistisme.

”For mig er det ikke en venstrefløjskritik. For mig er det en kritik af en økonomiske tænkning , hvor vækst og produktivitet er det altafgørende. Det er sådan, vi har tænkt hidtil. Det er bare ikke sådan, vi kan fortsætte med at leve,” siger Josephine Fock.

Dokumentation

Arbejdsgruppe om ny økonomisk politik

Jesper Jespersen – professor i samfundsøkonomi ved Roskilde Universitet

Katarina Juselius – professor i økonomi emeritus KU

Jan Kristoffersen – Jurist med ekspertise i skat – medlem af Alternativet

Henrik Hagelskjær – Medlem af Alternativet

Josephin Fock - Alternativets finansordfører

Rene Gade - Alternativets skatteordfører

Kristoffer Glavind – Alternativets folketingssekretariat

Rune Wingård – Undervisningsassistent ved Roskilde Universitet og medlem af Alternativet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Josephine Fock

Fhv. politisk leder, Alternativet
cand.jur. (Aarhus Uni. 1993)

0:000:00