Anti-præsidentvalget

Venstres krav om nulvækst i det offentlige har ikke opbakning fra et flertal af danskerne og var isoleret set en unødvendig blottelse. Men i betragtning af at såvel Venstre som Enhedslisten beskylder regeringen for at have tvunget flere kommuner til minusvækst, bliver det op ad bakke for Thorning at gøre nulvækst til en social massegrav.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Hvis man for bare fem år siden havde påstået, at målinger vil gøre Dansk Folkeparti til landets største parti, Liberal Alliance større end både SF og Konservative og Enhedslisten til et parti med støtte fra hver tiende dansker, havde reaktionen enten været en medlidende hovedrysten eller et latterbrøl.

Ikke desto mindre er denne helt uforudsigelige politiske udvikling nu blevet en realitet – og vel at mærke i et land, der nok gennemgår en økonomisk krise, men slet ikke i et omfang, der kan forklare seismologiske rystelser af det omfang.

Med få måneder til næste folketingsvalg er der dermed opstået en unik politisk situation, som man skal mere end 40 år tilbage for at finde mage til. Det er nemlig ikke kun opbakningen til fløjpartierne, der er på et unormalt niveau: Tilliden til politikerne er samtidig historisk lav – og begejstringen for de to statsministerkandidater er mildt sagt ikke imponerende.

Låst på 55-45
For statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er problemet politisk. Videreførelsen af VK-regeringens økonomiske politik er aldrig blevet tilgivet af de mange S-SF-vælgere, der i 2011 entusiastisk stemte for en ny politik. Siden S-kongressen i september har Thorning forsøgt at genetablere kontakten til sin vælgerbase, men meget tyder på, det er for sent. Det nytter ikke, at man pludselig kritiserer dagpengereglerne, når man de foregående tre år har stået vagt om dem sammen med den radikale regeringspartner.

Socialdemokraterne har siden landet en finanslovsaftale, der er guf for kernevælgerne og for en gangs skyld endte uden kontroverser med Enhedslisten. Men ikke engang det har fået meningsmålingerne til at rykke sig fra de tilsyneladende fastlåste 55-45 procent i blå favør.

I regeringen hæfter man sig ved, at størstedelen af tvivlerne hælder mod rød blok, men om man kan få tvivlerne hen i stemmeboksen er et stort spørgsmål. Vreden og skuffelsen kan vise sig at være så grundfæstet hos mange af de vælgere, der sidste gang stemte S-SF, at de ikke længere kan mobiliseres.

Der er ikke afgørende politiske initiativer på vej inden valget, og i regeringen er man ved at indstille sig på, at man kommer til at gå ind i valgkampen med en solid blå føring. Men det betyder ikke, at regeringen har opgivet håbet, og det er der præcis èn årsag til: Den hedder Lars Løkke Rasmussen (V).

DF's akilleshæl
Som man kunne forudse allerede i forsommeren, hvor Løkke mirakuløst reddede sit politiske liv, udgør Venstre-formanden en risikofaktor for en ellers sikker borgerlig valgsejr. Venstre som parti er kommet delvis til kræfter igen, men vælgerne har på ingen måde tilgivet Løkke for de bilagssager, der er talrige som sandkorn i Kalahari.

Ingen tror længere på et brølende økonomisk opsving inden valget, og i regeringen lægger man ikke skjul på, at vælgernes modvilje mod Venstres formand nu udgør det bedste håb. For ikke alene svækker den upopulære leder Venstre, han udgør også en akilleshæl for den ellers usårlige DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Som en regeringskilde uskyldigt udtrykker det:

”Desværre er det jo sådan, at en stemme på den pæne Thulesen også er stemme på ham sjuften, de vil gøre til statsminister.”

Frygter julegaverne
I Venstre nedtoner man forståeligt problemet og håber, at vælgerne i stedet vil hæfte sig ved, at Løkke er en effektiv politisk håndværker. Og at han vil gøre en god figur i selve valgkampen, som han gjorde i 2011, hvor han var tæt på at sikre sit genvalg fra en håbløs udgangsposition.

Men toppolitikere, der så entydigt er afskrevet af vælgerne, genvinder meget sjældent deres popularitet, og selvom Venstre konsekvent beskriver den meget omtalte portrætbog LLR som ”old news”, ser man langt fra så afslappet på Løkkes imageproblemer i resten af blå blok:

”Jeg håber virkelig ikke, den bog ligger under ret mange juletræer. Det kan godt være, der ikke er meget nyt, men bogen giver jo en skildring af en helt igennem anløben person,” som en central skikkelse fra et af de blå partier udtrykker det.

Meningsløst præsidentvalg
Det er derfor ikke så underligt, at Socialdemokraterne systematisk forsøger at gøre valgkampen til et præsidentvalg mellem Løkke og Thorning. Man håber at kunne flytte vælgere over midten, fordi de på den yderste dag vil vægre sig mod at gøre Løkke til statsminister igen. Det kan potentielt blive et problem for Dansk Folkeparti, men her trøster man sig med, at ny måling for Avisen.dk viser, at DF-vælgerne endnu mere eftertrykkeligt dumper Thorning.

Flere medier elsker det letforståelige koncept med en præsidentvalgkamp, men med rekordagtig mange vælgeres fravalg af begge kandidater, giver det koncept ingen mening i 2015. Tværtimod er der grund til at holde et langt bredere fokus i en situation, hvor partier som Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten ser ud til at kunne samle en tredjedel af danskerne.

Ødelagde sin egen trumf
Bliver der tale om et valg på politiske præmisser, har blå blok de bedste odds.

Venstres krav om nulvækst i det offentlige har ikke opbakning fra et flertal af danskerne og var isoleret set en unødvendig blottelse. Men i betragtning af at såvel Venstre som Enhedslisten beskylder SR-regeringen for at have tvunget flere kommuner til minusvækst, bliver det op ad bakke for Thorning at gøre nulvækst til en social massegrav.

På samme måde er der kun begrænset opbakning til Venstres ønske om det, man i nysprog kalder ”velfærdsreformer”, men som reelt er en afmontering af velfærdsydelser. Det havde været et stærkt kort for Thorning – hvis hun altså ikke selv havde pralet af, at hendes egen regering er gået ”reform-amok”.

Oversolgte stramninger
Når de økonomiske forskelle på den måde er nivelleret, kan valget i 2015 endnu engang bliver afgjort af udlændingepolitikken.

Socialdemokraterne har klogeligt forsøgt at stramme op over for den ukontrollable strøm af asylansøgere fra den tredje verden, men statsministeren oversolgte stramningerne i sin åbningstale. Thorning efterlod det indtryk, at skærpelsen ville gælde alle syriske flygtninge, men realiteten er, at den kun rammer omkring en tredjedel.

Den nye radikale leder Morten Østergaard fik afmonteret endnu en del af skærpelsen, da han – helt realistisk – gav udtryk for, at der på ingen måde er udsigt til en hurtig fred i Syrien, og at de syriske flygtninge derfor vil kunne hente deres familier med op efter et år. Når man dertil lægger, at politikken over for flygtninge fra Eritrea sejler efter kompromitteringen af Udlændingestyrelsens rapport, begynder opstramningerne at blegne en smule.

Værdiladede spørgsmål
I første omgang ser signalet til menneskesmuglerne ganske vist ud til at have virket, så de i højere grad dirigerer flygtningestrømmene uden om Danmark. Men som Venstres Bertel Haarder engang udtalte, fungerer menneskesmuglernes efterretningstjeneste upåklageligt, og på et tidspunkt vil de opdage, at stramningerne mest er symbolske. Det kan få strømmen mod Danmark til at stige igen til foråret – og der er politisk lukket for flere stramninger inden valget.

Når man dertil lægger alvorlige integrationsproblemer med store ikke-vestlige indvandrergrupper, er der nok af landminer at træde på for SR-regeringen. For omkring to tredjedele af vælgerne står stadig på en strammerlinje.

Et par meningsmålinger er på det seneste blevet tolket i anden retning, men kigger man nærmere efter, ser man, at spørgsmålene er usædvanlig kreativt formulerede. Alle undersøgelser med seriøst udformede spørgsmål viser fortsat klar opbakning til en stram udlændingepolitik. Og målingerne viser entydigt, at emnet kommer til at fylde langt mere i den kommende valgkamp.

Ekko fra 2001
På strammerfløjen passer et udlændingevalg naturligvis perfekt til Dansk Folkeparti, men også for Venstre er det et godt tema. I Venstres folketingsgruppe er der kritiske røster mod den politiske ordfører Inger Støjbergs hardcore linje, men den uenighed afspejles ikke i Venstres vælgerkorps, der i værdipolitikken ligger tæt på DF. På slappersiden er udlændingepolitik et vigtigt tema for Radikale Venstre, der vil gå til valg med en ganske anden profil end den socialdemokratiske regeringspartner. 

Udlændingepolitik er derimod blevet decideret besværlig for Konservative, der har placeret sig tæt på Dansk Industri –  noget partiets nationalkonservative fløj ikke er spor begejstret for. Emnet er heller ikke uproblematisk for Enhedslisten, der slås med DF om nogle af de skuffede S-SF-vælgere.

Men frem for alt er endnu et udlændingevalg dårlige nyheder for Socialdemokraterne. Thornings egen holdning har faktisk været konsistent lige netop her, men hun har svært ved at levere virksomme stramninger på grund af samarbejdet med Radikale. Den socialdemokratiske vælgerbase er endnu engang splittet. Et flertal af de tilbageværende vælgere ligger i dag på en relativ blød linje, men et stort antal "sving-vælgere" foretrækker en kontant udlændingepolitik.

Socialdemokraterne håber fortsat at spille lige op på udlændingepolitik og vinde på fordelingspolitik. Men ved indgangen til valgåret er det mere sandsynligt, at de blå spiller lige op på fordelingspolitik og vinder på udlændingepolitik.