Bandelederen og "sigøjnerbossen" underminerer støtten til konventionerne

Først kom dommen over ”sigøjnerbossen” Gimi Levakovic, der trods 23 domme og et kroatisk statsborgerskab fik lov til at blive i landet. Så kom der fokus på bandelederen Shauib Khan, der trods adskillige domme – inklusive en for dødsvold – heller ikke blev udvist, selvom han er pakistansk statsborger.

Dommene faldt med henvisning til den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), og det er domme som disse, der har været med til at rokke ved den ellers stensikre opbakning til konventionerne.

I Folketinget er der kritik af konventionerne fra hele blå blok – og helt ind i den socialdemokratiske ledelse. Samme mønster ses hos vælgerne. Som en ny Norstat-måling viser, mener et relativt flertal ligefrem, at Danmark skal forlade konventionen, hvis det ikke bliver lettere at udvise kriminelle.

Det gør det særdeles interessant, hvordan regeringen vil håndtere den situation, der opstår til november. På det tidspunkt overtager Danmark nemlig formandskabet i Europarådet, som menneskerettighedsdomstolen hører under. Og her kan – og vil – regeringen bringe domstolens praksis på bane.

Utidssvarende
Den anden centrale konvention, der optager politikere overalt i verden, er FN's flygtningekonvention. Den blev underskrevet i 1951 på baggrund af de frygtelige erfaringer fra 30'erne, hvor flygtninge fra Nazi-Tyskland blev nægtet asyl.

Konventionens grundprincip er, at alle har ret til beskyttelse af deres liv – og ret til beskyttelse mod forfølgelse i bred forstand. Men konventionen tog i sagens natur ikke højde for en situation, hvor en strøm af flygtninge og migranter fra den tredje verden vandrede igennem det ene sikre land efter det andet for at søge asyl i det land, der er mest attraktivt. 

På centrale områder som asylrettigheder, udvisning af kriminelle og anvendelse af eksklusivaftaler er der flyttet magt fra folkevalgte politikere til dommere uden folkeligt mandat. Det udgør et demokratisk problem.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Det interessante er, at det ikke nødvendigvis er konventionernes udformning, der er problemet. Det er derimod en udvidet tolkning af konventionerne – eller tilhørende aftaler – der skaber problemer.

Gennem syv sikre lande
Tag nu flygtningekonventionen: Man har som flygtning ret til beskyttelse i det første sikre land, og logisk set kan man slet ikke ankomme til Danmark som flygtning uden at være kommet igennem et sikkert land. Med mindre man flyver – og det er der ingen flygtninge, der længere gør på grund af luftfartselskabernes transportøransvar.

Ikke desto mindre er praksis sådan, at asylansøgere ikke kan afvises, med mindre ”de har sat sikre spor” i et andet land. De skal altså have søgt om asyl eller fået registreret deres ID – og det er langtfra altid tilfældet.

Derfor kan en syrisk asylansøger, der melder sig i Haderslev eller Kolding, med stor sandsynlighed få asyl i Danmark – selvom han forinden har passeret sikre lande som Tyrkiet, Grækenland, Serbien, Makedonien, Ungarn, Østrig og Tyskland. Uden at søge asyl.

Dommerskabt politik
Et lignende problem findes med den europæiske menneskerettighedskonvention, hvor det især er artikel 8, der volder problemer. Artiklen beskytter borgernes ”ret til familieliv” – og det er den artikel, der bruges til at hindre udvisning af selv groft kriminelle.

I udgangspunktet er artikel 8 meget omhyggelig formuleret. Der angives en perlerække af grunde til, at en stat på trods af familierelationer kan udvise udenlandske statsborgere. Hvis bare det er saglig begrundet. Der er en meget nuanceret afvejning af samfundets interesser over for en borgers interesser.

Der har imidlertid etableret sig en domspraksis, der selv i tilfælde med særdeles grov og gentagen kriminalitet ofte vægter den kriminelles rettigheder højere end statens, hvis blot den kriminelle har familie i landet. Men det er en tolkning, der hverken er baseret på politiske beslutninger eller konventionens ordlyd.

Som folkeretseksperten Anders Henriksen pointerede i et interview med Altinget, er beskyttelsen af kriminelle ”ene og alene dommerskabt”. Henriksen afsluttede tidligere på året en analyse af EMRK på vegne af tænketanken Justitia.

Demokratisk problem
Dermed er vi henne ved kernen i kritikken af konventionerne: nemlig den ”dynamiske” viderefortolkning af konventionen, dommerne har foretaget. 

Den praksis skaber et meget principielt demokratisk problem. For mens de nationale politikere uden videre kan ændre lovene, hvis de er utilfredse med domspraksis på et område, kan det være særdeles vanskeligt at gøre det samme i forhold til dommerne i Strasbourg. Selv hvis dommerne er åbenlyst ude af trit. På den måde bliver dommerne ikke alene lovfortolkende, men politikudviklende.

Dermed flyttes magt på centrale områder som asylrettigheder, udvisning af kriminelle og anvendelse af eksklusivaftaler fra de folkevalgte politikere til dommere uden noget folkeligt mandat.

Passive ministre
Men det fritager ikke politikerne for ansvar.
Direktør Jonas Christoffersen fra Institut fra Menneskerettigheder hæfter sig ved, at politikerne selv har givet domstolen et dynamisk mandat – og at man officielt burde have sagt fra over for domstolen, når man var utilfreds.

Med det danske formandskab i Europarådet bliver kritikken omsider officiel. Men det store spørgsmål er, hvordan den danske regering kan få ændret retspraksis inden for en overskuelig tidshorisont.

En egentlig revision af konventionen vil tage mange år, og selv en tillægsprotokol vil være en langvarig affære.

Egenrådige dommere
Den danske formandskab kan også forsøge at få vedtaget en skarp erklæring, en løftet pegefinger til domstolen fra regeringslederne i stil med den erklæring, briterne fik held til vedtage i 2012. Men det er uklart, hvor meget dommerne vil føle sig bundet af en sådan erklæring.

Der findes nemlig europæiske dommere, der mener, at de er ”uafhængige” af det politiske niveau – og at det vil være at kapitulere for et politisk pres, hvis de retter sig efter de folkevalgtes erklæringer. En i dansk sammenhæng fuldstændig bizar holdning, som gør jurister til overdommere i demokratiet.

Britisk model
Man kan også vælge at ændre den danske tilslutning til konventionen til den engelske model. Briterne har også tiltrådt EMRK, men konventionen har ikke på samme måde forrang for britisk lovgivning. En sådan model kan give et større spillerum til danske politikere og domstole.

Det ultimative skridt vil være helt at træde ud af konventionen, som juraprofessor Mads Bryde Andersen har advokeret for. Ifølge Bryde Andersen vil den formelle udtræden ikke føre til, at Danmark ryger ud af hverken Europarådet eller EU, så længe man overholder menneskerettighederne i bred forstand.

Betænkelig ved udtræden
Men det er et skridt, regeringen ikke ønsker at tage. Man frygter de diplomatiske konsekvenser for Danmark, ikke mindst utilfredsheden hos den tyske regering, som Danmark normalt lægger sig tæt op ad.

Uanset hvad er regeringen af indenrigspolitiske årsager tvunget til snart at få ændret domspraksis i udvisningssager. Ligesom EU samlet er tvunget til at finde en mere tidssvarende tolkning af FN's flygningekonvention.

Uden en dyb folkelig forankring risikerer hele konventionssystemet at falde sammen på bare lidt længere sigt.