Lone og Jens har været på skiferie. Lone har knækket en tand, Jens har skadet sit knæ. Hjemme igen bliver Lone præsenteret for følgende muligheder: Tanden kan blive trukket ud. Det er den hurtigste og billigste løsning. Tandlægen kan forsøge at reparere den med plast. Det er ikke optimalt, men tanden vil kunne fungere her og nu. Og så er der den gode løsning med langtidssikring – nemlig en keramikkrone. Men det er også den dyreste behandling.

Hos lægen bliver Jens præsenteret for følgende muligheder: Benet kan blive amputeret. Man kan gøre knæet stift. Jens kan få et støttebind med hjem. Eller Jens kan blive opereret med efterfølgende genoptræning.

Eksemplet med Jens er selvfølgelig groft karikeret. Ikke desto mindre er det et udtryk for de valg, patienter og tandlæger må træffe hver eneste dag på danske tandklinikker. Hvorfor skal det være sådan?

Det rigtige svar er nok, at danske politikere mangler det nødvendige mod til at tage diskussionen om brugerbetaling inden for sundhedsvæsenet.

 

Politikerne er kyllinger
Lidt provokerende vil jeg kalde hovedparten af politikerne nogle kyllinger – for hvorfor er det så farligt at skabe mere logik i fordelingen af brugerbetalingen? Man kan jo godt røre ved ellers hellige køer som for eksempel efterlønnen og rentefradragsretten, og det er heller ikke mit indtryk, at man tager med fløjlshandsker på kontanthjælpsmodtagerne.

At der er et element af brugerbetaling inden for voksentandplejen er i princippet ok. Brugerbetalingen skaber gennemsigtighed. Som patient kan man se på regningen, hvilke ydelser man har modtaget, og man bliver motiveret til at yde en bedre indsats med tandbørsten.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor brugerbetalingen for netop tandplejeydelser skal være så høj, når brugerbetaling åbenbart ses som et stort problem inden for andre grene af sundhedsvæsenet. Fordelingen af brugerbetaling er så ulogisk, at det skriger til himlen.

Når jeg diskuterer brugerbetaling med læger i min omgangskreds, bliver jeg ofte mødt af det argument, at "man trods alt ikke dør af paradentose".

Tandsygdomme skal tages alvorligt
Men der er en veldokumenteret sammenhæng mellem paradentose og den livstruende hjertesygdom endokarditis. Der er også sammenhæng mellem paradentose og diabetes. Desuden tyder aktuelle undersøgelser på, at dødsfald på hospitaler og plejehjem kan reduceres ved at opprioritere tandplejen.

Tankegangen hos lægerne synes at være, at der ikke skal være brugerbetaling for behandling af sygdomme, man kan dø af. Den køber jeg gerne. Men hvorfor er der så ikke brugerbetaling for behandling af fodvorter, nedgroede negle og udstående ører?

Et andet argument for den høje brugerbetaling for tandpleje er, at det i stor udstrækning er ens egen skyld, hvis man får paradentose eller huller i tænderne. Ved at sjuske med tandbørsten har man udøvet risikobetonet adfærd – og det må man bøde for. Men er det ikke også risikobetonet adfærd at drøne ned af bjerget på ski med eftervirkningerne af den foregående aftens afterskiing siddende i kroppen?

 

Et tredje argument er, at det vil være uforsvarligt at indføre brugerbetaling på nye områder. Hertil vil jeg blot sige: Kære politikere – tag på studietur med toget til Malmö. Ifølge en KORA-rapport er der i Sverige en brugerbetaling for lægebesøg på 87-167 kroner, mens brugerbetalingen hos lægen i Norge er 130 kroner. Også i Finland og Tyskland er der brugerbetaling hos lægen. Hvordan går det med sundheden i disse lande? 

Lad mig understrege, at det ikke er mit ærinde at skabe et sundhedsvæsen med større social ulighed. Tværtimod ønsker jeg faktisk at få de raske til solidarisk at støtte de syge – uanset hvad de fejler. Og da vi nu en gang har brugerbetaling for sundhedsydelser, synes jeg godt, den kunne være mere logisk og retfærdigt fordelt.

Der er måske nogen, der vil sige, at Tandlægeforeningens formand bare er ude på at mele sin egen kage. Det lever jeg fint med. Og det skal ikke afholde mig fra at slås for fri og lige adgang til tandsundhed – for alle danskere.