Debat

Cloud computing behøver solidt europæisk grundlag

DEBAT: Udbredelsen af cloud computing til internationale virksomheder og offentlige institutioner kan betyde en total omvæltning for EU's økonomi. Det kræver derfor stærkere tværnationale regler, som kan skabe tillid hos forbrugerne, skriver EU-kommissærerne Viviane Reding og Neelie Kroes.
Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kort sagt, så er cloud computing en total omvæltning for EU's økonomi. Et stort, pålideligt og mere effektivt cloud-marked i Europa kan bogstavelig talt være udslaggivende for, om hundredtusindvis af små virksomheder får succes eller ej.

Viviane Reding og Neelie Kroes
Næstformand for EU- Kommissionen og EU-Kommissær
Fakta
Bland dig i debatten! Send dit indlæg til [email protected]

Af Viviane Reding og Neelie Kroes
Næstformand i EU-Kommissionen med ansvar for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder samt EU-borgerskab og EU-kommissær med ansvar for den digitale dagsorden

Cloud computing er en helt ny model for databehandling, og det er en omvæltning, som Europa er nødt til at springe lige ud i.

Millioner af brugere har allerede gavn af cloud computing-tjenester som Facebook, Spotify og webmail. Men økonomien som helhed får først det fulde udbytte, når erhvervslivet og det offentlige skifter over til at bruge cloud-tjenester i stor stil.

For organisationerne betyder det billigere og mere fleksible it-tjenester. Det betyder nye muligheder for dem, der ikke har kapital til at opbygge et eget datacenter for at afprøve et forretningskoncept.

Og det betyder også, at det bliver nemmere at levere lovligt indhold til alle de europæiske forbrugere, som efterspørger det. For andre, f.eks. forskere, giver cloud computing mulighed for globalt samarbejde med andre i en størrelsesorden og med en hastighed, som aldrig tidligere er set.

I disse tider, hvor computere kæmper med flytrafikken om at være den hurtigst voksende kilde til CO2-emissioner, vil en mere effektiv brug af computerkraft også være en velkommen indsats til gavn for miljøet.

Årlig gevinst på 160 milliarder euro 
Der kan være gevinster overalt i økonomien - alle steder, hvor der bruges informationsteknologi. Det er grunden til, at vi er nødt til at gøre en fælles indsats i Europa, for at give alle vished om deres rettigheder og for at sikre, at alle er med i udviklingen. På denne måde kan alle få gavn af den gevinst på 160 milliarder euro per år, der følger med bedre retlige rammer på dette område.

Mange vil spørge sig selv, hvilken forskel EU kan gøre på et marked, der er så omskifteligt.

Tanken er ikke, at "Bruxelles" eller nogen myndigheder skal styre skyen. Men en grænseløs ressource af denne type kræver tværnationale regler, som er så aktuelle og stabile som muligt.

Tilliden er vigtig 
Manglende tillid er en af hindringerne for udbredelsen af cloud-tjenester, og det må der gøres noget ved her og nu. Vi er begyndt på det med et forslag om et fælles sæt EU-regler for databeskyttelse, der passer til vores digitale tidsalder. Vi erkender den kolossale betydning, som information har for vores digitale økonomi, herunder også personoplysninger. Disse informationer er som penge - der skal være tillid til dem, og de skal kunne bevæge sig frit.

I øjeblikket er det dog nærmest umuligt at flytte sine cloud-data fra én udbyder til en anden. Manglen på tekniske standarder og uforståelige kontrakter, som ingen almindelig bruger læser, giver tit problemer. Mange mennesker og små organisationer er ikke klar over, hvilke begrænsninger de accepterer med deres underskrift, og pludselig finder de ud af, at de er stavnsbundet hos en given udbyder, når de vil flytte deres musik eller data et andet sted hen.

Dataportabilitet, enkle og fair kontraktbetingelser og certificering af pålidelige udbydere kan alt sammen øge cloud-brugernes tillid til de ydelser, som de køber.

EU skal skabe sikkert retsgrundlag
Det er også en fejl, hvis vi undervurderer den offentlige sektors indflydelse. Den offentlige sektor forventes at købe cloud-tjenester for ca. 11 mia. euro i 2014. Denne købekraft kan i vidt omfang bruges til at forme det europæiske marked for cloud-tjenester, så priserne bliver mere overkommelige og udbyttet større for alle i det lange løb.

Det er grunden til, at vi har foreslået en reform af EU's databeskyttelsesregler, som vil skabe et sikkert retsgrundlag og et harmoniseret sæt regler, som fremmer investeringer i cloud computing. Virksomhederne forventes at spare ca. 2,3 mia. euro årligt. Vi opretter også et europæisk cloud-partnerskab, som skal sikre, at offentlige organer i hele EU kan lære af hinanden og enes om en fælles tilgang til offentlige indkøb af cloud-tjenester.

Kort sagt, så er cloud computing en total omvæltning for EU's økonomi. Et stort, pålideligt og mere effektivt cloud-marked i Europa kan bogstavelig talt være udslaggivende for, om hundredtusindvis af små virksomheder får succes eller ej. Det kan også gøre forskellen mellem, om en offentlig tjeneste kan udbygges, eller om den må nedlægges.

Vi opfordrer it- og teknologisektoren, myndigheder og brugere til at samarbejde med os om at frigøre os fra nationale særinteresser. Vi er nødt til at styrke tilliden, så vi kan få gang i det økonomiske løft, som Europa har brug for.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00