Danmark er EU's ideologiske bagtrop

BRUXELLES: En lille nation med en stor selvfølelse, splittet mellem sit ønske om at være sin egen herre og en del af et større fælleskab. 14 forskere giver i en ny bog et stillbillede af danskernes ambivalente forhold til det EU, vi nu har været en del af i 40 år.

Det er den slags bøger, som statskundskabsstuderende kommer til at have på pensum i de næste mange år. Et referencedokument, der portrætterer alt fra betydningen af vores EU-forbehold til vores opførsel og omgang med Ministerråd, Kommission og Parlament.

Bogen er samlet og redigeret af professor Lee Miles fra Loughborough University i England og Anders Wivel, der er lektor på Københavns Universitets Center for Europæiske Studier på Institut for Statskundskab.

Atypisk lille land
"Danmarks forhold til EU varierer omkring, at vi på den ene side gerne vil søge så stor indflydelse som muligt, og på den anden side gerne vil bevare vores selvstændighed," siger Anders Wivel, der til daglig blandt andet forsker i små landes mulighed for at få indflydelse i internationale fora.

"Man ville forvente, at et lille land som Danmark ville være en ivrig tilhænger af, at man fik nogle fælles regler, som både store og små skulle følge, og som kunne give nogle stordriftsfordele, som vi ikke har," siger han.

"I stedet er vi - hvis ikke på marginen af EU, så i hvert fald et land, der opfører sig lidt anderledes inden for systemet."

I Danmark er der faktisk en større andel af befolkningen, som synes, at EU-medlemskabet er til fordel for vores land, end i de fleste andre lande.

Anders Wivel
Lektor i statskundskab, Københavns Universitet

I bogen fremgår det, hvordan Danmark har udgjort Unionens ideologiske bagtrop helt fra starten. Næsten pr. definition har Danmark modsat sig forsøg på at udvikle samarbejdet - især når det drejer sig om at lægge mere magt i fællesskabets hænder.

Vi ville ikke være med til, at der skulle være direkte valg til Europa-Parlamentet. Vi har kæmpet for vetoretten og modarbejdet skiftet fra enstemmighed til flertalsafgørelser, som i dag er den altovervejende måde, der træffes beslutninger på. Vi har insisteret på at beholde de roterende seksmåneders EU-formandskaber, på trods af at der i dagens EU går mindst 14 år, mellem at et land får lov til at sætte sig i førersædet. Vi har løbende kæmpet for at beholde vores egen kommissær, selv om kommissionskollegiet bliver tungere og tungere for hvert land, der kommer med. Samtidig med at vi har modarbejdet mere magt til traktaternes vogtere i Kommissionen.

Mere nordisk end europæisk
Svaret på hvorfor finder han i vores selvforståelse. Vi er simpelthen medlem af den forkerte klub.

"Den nordiske identitet har været hængt op på et billede af, at vi var anderledes end Europa og bedre end Europa," siger han og peger på, at det af samme grund har været mere af nød end af lyst, at man har orienteret sig mod store internationale fora i tiden efter Anden Verdenskrig og under den kolde krig.

"Man ville helst egentlig have en forsvarsunion sammen med de andre skandinaviske lande, men når det nu ikke blev til noget, så er NATO en sikker havn i forhold til forsvar. Det samme med EU, hvor der også var en præference for et nordisk samarbejde, men hvor man vurderede, at det var økonomisk nødvendigt at være medlem af EU," siger han.

Samtidig gør han dog klart, at danskerne har et pragmatisk forhold til EU. Så lidt som vi elsker ideen om at lade andre bestemme over os, så meget desto mere er vi bevidste om, at vi også kan få noget ud af det.

"I Danmark er der faktisk en større andel af befolkningen, som synes, at EU-medlemskabet er til fordel for vores land, end i de fleste andre lande. Samtidig har vi en større tiltro til vores egne nationale institutioner, end vi har til EU-institutionerne - også i forhold til andre lande. Ligesom der altså er den her modstand mod udvalgte dele af integrationsprocessen. På den måde er der en dualisme i vores forhold til EU, som også afspejler sig i den måde, vi agerer på," siger han.

Fodslæbende jubeleuropæere
Ifølge Anders Wivel er en medvirkende årsag de store diskussioner om vores plads i fælleskabet, som vi har været tvunget til at tage oven på nej'et til Maastricht-traktaten og gentagne andre folkeafstemninger særligt op igennem 90'erne.

"Når Danmark er forholdsvis positiv over for EU, så er en medvirkende faktor, at vi har haft de her ventiler til at sige fra over for dele af samarbejdet og ikke har haft oplevelsen af at blive kørt over af det politiske system," siger han.

Det mærkværdig er, at den diskussion siden da er så godt som forsvundet fra det politiske spektrum.

"Siden 2001 er der sket en form for afpolitisering af størstedelen af vores forhold til den europæiske integrationsproces og en form for normalisering af vores forhold til EU," siger han.

"Både opposition og regering - uanset hvem der har været hvad - har skubbet det europæiske i baggrunden, både i forhold til indenrigspolitikken og i forhold til den globale politik. I udenrigspolitikken er det en periode, hvor Danmark har været meget engageret ude i verden og også indtaget kontroversielle synspunkter i forhold til de store emner i verdenspolitikken i forhold til Irak eller Muhammed-krisen, hvor vi virkelig har været i brændpunktet. Men paradoksalt nok har man ikke ønsket at bruge politisk kapital på det europæiske område."

Uden forbehold
Han understreger, at udviklingen er sket, mens der har været mere kul på samarbejdet end nogensinde, og mens EU er blevet en stadig større del af vores politiske system.

Det har skabt den lidt spøjse situation, at der i praktikken fra embedsværket i både Bruxelles og København arbejdes meget aktivt og konstruktivt med EU-politikken på alle områder - også dem, vi på papiret ikke deltager i. Det er bare ikke noget, nogen taler højt om.

"Afpolitiseringen har medvirket til, at man har kunnet gå ind og arbejde med EU-systemet snarere end at arbejde imod det," siger Anders Wivel - med det, han kalder "en demokratisk spænding" til følge.

"I det stille, og uden at tage konflikten eller debatten, får vi mudret os igennem på en måde, så vi alligevel får en indflydelse. Men forbeholdene kunne jo også tolkes på den måde, at man ikke skulle søge den indflydelse, men at man skulle holde sig helt udenfor."

"Den positive læsning er, at vi har et utroligt dygtigt og kompetent politisk og administrativt system, der har forstået at arbejde sig rundt om de her forbehold og sørge for, at Danmark stadig er et velintegreret element i EU. Den anden historie er, at vi har en politisk og administrativ elite, som i virkeligheden har undermineret ånden - om end ikke ordet - i forbeholdene ved netop at gøre præcis det."

Europæisk symbolpolitik
Anders Wivel påpeger, at når EU-spørgsmålene alligevel en gang imellem får lov til at dominere dagsordenen, så er det på de områder, som i forvejen udgør en politisk kampplads. Det har været emner som grænser, asylpolitik og udlændinges rettigheder i Danmark.

"Hidtil har det fungeret sådan, at vi er fløjet under radaren og har forholdt os pragmatisk til de ting, der er kommet fra EU. Indtil der indimellem er et emne, som eksploderer i den politiske offentlighed, fordi den er del af den symbolpolitik, som allerede optager os."

"Migrationspolitikken er sådan et eksempel. Her på det seneste har det så bredt sig til hele velfærdsturismediskussionen i forhold til sådan noget som dagpenge og SU, hvor der er bekymring for, hvad det betyder for velfærdsstaten og uddannelsessystemet. Der kan man godt få fornemmelsen af, at nogle tror, det hele bryder sammen, fordi folk kommer væltende fra Rumænien."

"Det giver en modsætning mellem den ekstremt pragmatiske dag til dag-håndtering af EU-politikken, over for de her opfundne scenarier, som pludselig kommer på den politiske dagsorden. Der kan det være svært at se virkelighedsforbindelsen," siger Anders Wivel.

Hvad vil vi med Europa?
Til gengæld er det ikke fra dansk side, at resten af EU-landene skal forvente sig store input til, hvilken retning Unionen skal bevæge sig i. Dermed vil vi formodentlig også fremover blive trukket lettere fodslæbende med i den udvikling, som andre lægger sporene til, fordi vi ikke selv tager de store debatter om, hvad det er, vi vil med EU.

"Man har fra de politiske beslutningstageres side vurderet, at der er andre områder, der er vigtigere. EU er røget ned ad dagsordenen til et sted, hvor regeringen - uanset farve - ikke ser det som noget, man vil brænde politisk kapital af på".

"På det helt store spørgsmål, om hvad vi skal med Europa, har vi været helt fraværende. Der er der ikke engang en diskussion," understreger Anders Wivel fra Københavns Universitet.