Danmark frygter for minkbranchen

MINK: Den danske regering arbejder i EU-regi målrettet på at sikre, at den nordamerikanske mink, som Danmark årligt producerer cirka 15 millioner af, ikke ender på en ny EU-sortliste over invasive arter, der skal forbydes.
Danmark eksporterede mink for 10,9 milliarder kr. sidste år ifølge Kopenhagen Fur.
Danmark eksporterede mink for 10,9 milliarder kr. sidste år ifølge Kopenhagen Fur.Foto: Kopenhagen Fur
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Danmark kæmper lige nu en brav lobbykamp for at sikre, at den danske pelsindustri ikke kommer i klemme i et nyt sæt EU-regler om såkaldte invasive arter. Den nye forordning skal regulere nogle af de 1800 fremmede invasive dyre- og plantearter, der årligt forvolder skade for mindst 90 milliarder kr. på EU-plan.

Den nordamerikanske mink, som Danmark producerer omkring 15 millioner af årligt, er uden tvivl en invasiv art, der går hårdt til sit nærmiljø, når den slipper ud i naturen. Det er samtidig også en ekstremt vigtig eksportvare for Danmark, der er verdens største minkproducent. Ifølge auktionshuset Kopenhagen Fur eksporterede Danmark mink for 10,9 milliarder kr. i 2012.

Skal ikke forbydes
EU-Kommissionen har gjort klart, at økonomiske interesser vil veje tungt i vurderingerne, når eksperterne skal afgøre, om et dyr eller en plante skal forbydes. I EU-apparatets egen konsekvensanalyse nævnes minken som et eksempel, hvor hensynet til industrien kan være vigtigere end hensynet til naturen.

Men sagen er af så alvorlig karakter for Danmark, at den bliver fulgt med skærpet opmærksomhed hele vejen gennem systemet. Finansministeriet er blevet orienteret om konsekvenserne for statsbudgettet, hvis minken skulle ende på den sortliste, som skal udarbejdes af eksperter. Og miljøminister Ida Auken (SF), der skal behandle sagen i EU's ministerråd, lover at følge sagen til dørs.

Fakta
Mink i naturen
I Tyskland alene anslås det, at mink forårsager økonomiske skader for over 30 millioner kr. årligt i naturen, fremgår det af en konsekvensanalyse fra EU-Kommissionen. Mink er særligt hårde ved blandt andet fuglekolonier, løsgående fjerkræ og laksefarme. Ifølge Tommy Asferg fra Aarhus Universitet ligger det i dens natur.
"Minken er et rovdyr, som gør det, den er god til. At gå på rov. Mange sårbare fuglearter yngler i kolonier, og der kan minken skabe store ulykker. Der sker det samme, som hvis en mink kommer ind i et hønsehus. De slår ihjel, så længe der er noget, som bevæger sig," siger han.

"Lige nu foregår der en del gætterier om, hvad der kommer med på EU's invasivliste, og hvilke konsekvenser det vil få i Danmark. Lad mig derfor med det samme slå fast, at vi først er ved at begynde forhandlingerne af Kommissionens forslag. Og der er endnu ingen, der ved, hvilke invasive arter der skal med på listen. Så der er lang vej igen - og Danmark vil være særdeles aktive i forhandlingerne," understreger miljøminister Ida Auken og fortsætter:

"Men hvis den amerikanske mink måtte ende med at komme med på listen, og hvis Kommissionens forslag bliver vedtaget i sin nuværende form - så vil det kunne få meget alvorlige konsekvenser for dansk minkavl. Det er naturligvis ikke acceptabelt for regeringen. Så længe mink holdes på forsvarlig vis, skal der selvfølgelig være mulighed for også at holde mink til pelsproduktion i fremtiden, for det er et vigtigt erhverv for Danmark," siger hun.

Forståelse fra Parlamentet
Ifølge kilder i pelsbranchen vil erhvervet prøve at få politikerne til at skelne mellem vilde dyr og produktionsdyr for dermed at holde de nordamerikanske mink helt uden for ligningen. Det vil give en sikkerhed for, at minken ikke ved senere revisioner af sortlisten pludselig alligevel kommer til at figurere.

Så længe mink holdes på forsvarlig vis, skal der selvfølgelig være mulighed for også at holde mink til pelsproduktion i fremtiden, for det er et vigtigt erhverv for Danmark.

Ida Auken (SF)
Miljøminister

I Europa-Parlamentet er det tjekkiske Pavel Poc fra den socialdemokratiske gruppe (S&D), der har ansvaret for at få forordningen gennem systemet. Ordføreren bekræfter, at han har diskuteret sagen med både den danske regerings udsendte og med den europæiske pelsindustris talerør, EFBA, og at han forstår deres bekymring. Han understreger dog, at han ikke vil stille sig til dommer over det, der skal være fagkundskabens afgørelse.

"Men hvis der er mulighed for at anvende arten, og det er muligt at tage forholdsregler, der er så effektive, at de forebygger spredningen af sådanne arter til miljøet, så kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skulle udnytte det," siger han og understreger, at han er åben over for at give fleksibilitet til medlemsstaterne, så de kan beskytte deres økonomiske interesser.

"Vi skal uden tvivl handle i fællesskab på europæisk plan for at bekæmpe invasive fremmede arter. Der er alt for store ødelæggelser forbundet med invasionerne til, at vi bare skal lade stå til. På den anden side må vi slå koldt vand i blodet, tage det roligt, være fornuftige og ikke smide barnet ud med badevandet. Jeg er i gang med at skrive min betænkning i disse dage, og jeg vil forsøge at finde en ordentlig løsning," siger han.

Hos pelsauktionshuset Kopenhagen Fur i Danmark tager kommunikationschef Sander Jacobsen det allerede roligt.

"Jeg føler mig overbevist om, at de laver teksten, så vi også fortsat kan have en industri," siger han.

Batter ikke alligevel 
Akademisk medarbejder ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet Tommy Asferg forsker i rovdyr og deres påvirkning på det omliggende miljø. Han gør klart, at det i en dansk optik ikke ville hjælpe naturen med et forbud. Dertil er de undslupne mink i dag for veletablerede.

"Det er ikke en løsning. De mink, vi allerede har i naturen, er så mange og så velfungerende, at de ikke har behov for tilskud fra farmene for at overleve," siger Tommy Asferg.

Det er ikke kun minken, som Danmark er bekymret over. Miljøminister Ida Auken peger på, at der også er flere populære træsorter i Danmark, der kan ende på sortlisten. Det gælder sitkagranen og contortafyren, der begge stammer fra USA, og som er meget udbredte.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ida Auken

MF (S), fhv. miljøminister (SF)
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)

Sander Jacobsen

Direktør for Farmer Services & Public Affairs, Kopenhagen Fur
cand.polit. (Københavns Uni. 1989)

0:000:00