Den nye dreng i blokken: Niko kan blive den første alternativist med magt

PORTRÆTINTERVIEW: Coach, iværksætter, politiker og familiefar med hang til sejlsport. Som Alternativets spidskandidat ved kommunalvalget i København kan Niko Grünfeld ende med også at få en borgmesterpost på halsen.

Niko Grünfeld er Alternativets spidskandidat til kommunalvalget i København. Han håber på en borgmesterpost, gerne inden for miljø og teknik eller kultur.
Niko Grünfeld er Alternativets spidskandidat til kommunalvalget i København. Han håber på en borgmesterpost, gerne inden for miljø og teknik eller kultur.Foto: Toke Kristiansen/Altinget.dk
Kim Rosenkilde

Under radaren.

Det er både navnet for den tværpolitiske tænketank, der banede vejen for etableringen af Alternativet som politisk parti – eller platform, som Alternativet foretrækker at kalde sig.

Men det er også det sted, hvor Niko Grünfeld har befundet sig, siden han ved folketingsvalget i 2015 måtte se sig slået af Josephine Fock som partiets folketingsmedlem i Østjylland.

Nu er han stille og roligt på vej ind på radaren igen. Både blandt politiske partnere og konkurrenter.

Fakta
Alternativets valgresultat 2015
(vælgerandel i pct.)

Landsresultat: 4,8 

Top fem kommuner:
København: 10,2
Frederiksberg: 8,3
Aarhus: 7,6
Samsø: 6,3
Svendborg: 5,7 

Kilde: Danmarks Statistisk

Som Alternativets spidskandidat ved efterårets kommunalvalg i København står Niko Grünfeld til at skabe rav i magtbalancen på byens rådhus. I hvert fald internt i hovedstadens traditionelt dominerende røde blok.

Ambitionerne er store for et parti, der - med enkelte undtagelser rundt om i landet - er blottet for lokal forankring: En borgmesterpost i hovedstaden og mindst 15 kommunalbestyrelsesmedlemmer samlet set.

Selvfølgelig kommer de andre til at gå til os, og det er da også fair nok.

Niko Grünfeld (ALT)
Spidskandidat i København

Kandidaten
Nogen vil måske mene, at det lyder beskedent. Men erfaringerne fra både Enhedslistens og Liberal Alliance arbejde med at slå igennem lokalt fortæller noget andet.

Det kræver en slidsom indsats at opbygge en organisation og lokalpolitisk mobilisering, der række til mere end lidt spredt fægtning i nogle få udvalgte områder. Den erkendelse har også sneget sig ind hos Alternativet det seneste års tid.

Lykkes missionen, vil Niko Grünfeld blive den første alternativist med egentlig administrativ magt.

Selv med arven fra den københavnske magistrats snærende bånd vil det gøre ham til en slags lakmusprøve på, hvad der sker, når Alternativet skal bide skeer med magtpolitik.

”Jeg tror, vi kan komme med et frisk mindset. Men jeg er også meget ydmyg i forhold til at skulle tage ansvar. Både når det handler om visioner og om helt jordnære ting som rottekasser og cykelstier,” siger Niko Grünfeld.

Alternativisten
Uden at være et kendt ansigt er han allerede en del af det Christiansborg-politiske miljø. Her har han siden 2015 arbejdet i Alternativets politiske udviklingsafdeling.

Spørger man partikollegaer, hersker der respekt om Nikos evne til at bevare roen og håndtere konflikter uden selv at være konfliktsky.

Personlige anekdoter er det svært at fravriste fra nogen, men flere beskriver ham som en noget nær inkarnation af partiet og dets værdier.

Ikke mindst fordi han var med fra starten som en del af tænketanken Under Radaren, og tidligere har arbejdet sammen med Uffe Elbæk i en årrække ved iværksætterudannelsen Kaospiloterne i Aarhus.

Samtidig er Niko Grünfelds professionelle arbejdsliv gjort af meget af det samme stof, som former Alternativets tilgang til samfundet.

Iværksætteren
Som coach ud i mindfulness, meditation og konfliktmægler med egen virksomhed skræver han både over iværksætterstrengen i parti-dna'et og den del, som handler om de mellemmenneskelige relationer forankret i slagordet om empati.

”Noget af det, der kendetegner Niko, er, at han er et meget holistisk menneske. Han forstår at se sammenhængen mellem det, der rør sig i det enkelte menneske og i verden omkring os,” siger Josephine Fock.

Selv er Niko Grünfeld tilbageholdende med at lave en alt for direkte kobling mellem sit arbejdsliv og det politiske engagement.

Men han mener alligevel, at mange af de mennesker, han har mødt i sit arbejde, afspejler nogle af de problemer i samfundet, som Alternativet forsøger at gøre op med.

”Det er et pres for, at vi hele tiden skal løbe hurtigere og hurtigere og skrue ambitionerne op. På samme måde, som at klodens ressourcer er begrænset, er også det enkelte menneskes ressourcer begrænsede,” siger Niko Grünfeld.

Politikeren
Udover sit kandidatur til Folketinget i det østjyske er Niko Grünfeld relativt ubeskreven som politiker.

Selv fortæller han, at det var fiaskoen omkring klimatopmødet i København i 2009, der for alvor gav ham et ønske om at handle.

”Jeg blev trigget af COP15 i København, og at verden ikke kunne finde ud af at samarbejde. Lars Løkke tog ikke opgaven særligt ansvarsfuldt. Det var en kæmpe skuffelse,” siger Niko Grünfeld.

Kritikken af ”konkurrencesamfundet” og den ”løsslupne vækstideologi” figurerer højt på både hans og Alternativets politiske dagsorden.

Det er fjendebilleder, som handler om andet og mere end CO2-udledning og miljøforurening.

I konkurrencestaten er meningen med de offentlige institutioner først og fremmest at skabe produktive borgere så billigt som muligt, så det pågældende samfund kan klare sig bedst muligt i den internationale konkurrence.

Der befinder kommunalpolitikeren sig midt i maskinrummet.

”Det handler jo om ting som, hvordan vi italesætter succeskriterier i uddannelsessystemet og folkeskolen med mål og karakterer. Der er brug for, at vi retter blikket mere på at være tilstede, end at der hele tiden skal præsteres,” siger Niko Grünfeld.

Kannibalen
Udsigten til at få Alternativet og Niko Grünfeld ind på Københavns Rådhus har skabt en del rumlen blandt de røde partier og Radikale om, hvem der kommer til at afgive stemmer til klassens nye dreng.

Også Enhedslisten og SF har nye og relativt ukendte spidskandidater på stemmesedlen.

Men hos begge partier lyder vurderingen, at Alternativet formentlig vil komme til at snuppe flest stemmer fra de andre.

Spørger man vælgerne, opfatter de fleste Enhedslisten som det parti, Alternativet ligner mest. Samtidig regner en stor del af de to partiers vælgere det andet parti som deres foretrukne andet valg.

Det er da heller ikke utænkeligt, at de to partier vil arbejde relativt tæt sammen ud fra devisen om, at de samlet vil kunne styrke hinanden.

Niko Grünfeld forventer dog, at han vil kunne blive mødt med noget større modstand fra sine nærmeste politiske allierede, end Alternativet oplevede til folketingsvalget.

”Jeg tror helt sikkert, at de vil udfordre os på det visionære og det pragmatiske. Selvfølgelig kommer de andre til at gå til os, og det er da også fair nok,” siger Niko Grünfeld.

Familiefaren
Selv beskriver Niko Grünfeld sig som en udpræget familiefar, der befinder sig allerbedst i rækkehuset i Valby med sin kæreste og deres tre sønner.

Eller ude på havet i en båd. Med sin familie.

”Vi sejler tre til fire uger hver sommer. Sidste år gik turen rundt om Bornholm og tilbage igen,” siger Niko Grünfeld.

Barndommens hjemstavn hed Sønderborg.

En by han forlod for først at læse og siden at arbejdet i Aarhus. Blandt andet som PR- og forretningskonsulent for fodboldholdet AGF og senere som leder af konsulentafdeling ved Kaospiloterne.

I de yngre år var det ikke mindst ridning, der fyldte i fritiden. Senere blev det sejladsen, der tog over. I lang tid i form af kapsejlads i såkaldte H-både.

Men efterhånden mere og mere som et fælles familieforetagende som lige nu har bragt ham på udkig efter en ny og større båd.

Også for at have et sted at trække sig tilbage til, hvis missionen med at få bragt sig selv tilbage på den politiske radar lykkes.

”Det skal der være plads til. Der skal være balance i tingene. Ellers ender jeg selv med at brænde ud,” siger Niko Grünfeld.

Dokumentation

Blå bog – Niko Grünfeld*

Født 1975 i Sønderborg

Kæreste med Marie Lundbo. Tre fælles sønner.

Uddannelse

1998 - 2002
Aarhus Handelshøjskole – HD i organisation og ledelse

2006 - 2007
The Coaching Traning Institute – Forløb om organisations coaching

2006 - 2010
Center for Right Relationship – Forløb om relations og system coaching

2005 - 2010
Vækstcenteret Nørre Snede – Forløb om meditation og personlig udvikling

2010 - 2013
Skolen for anvendt meditation – Certificeret mindfulness-instruktør


Arbejde og engagement

2015 -
Redaktør på Altivisten og politisk udviklingskonsulent i Alternativets Landssekretariat

2014 – 2015
Spidskandidat til Folketinget i Østjylland

2013 -
Medstifter af Alternativet og medlem af hovedbestyrelsen 2013

2006 -
Instruktør i coaching og mindfulness i konsulentvirksomheden What is Pink (partner og stifter)

2001 - 2005
Leder af Kaospiloternes konsulentafdeling

1999 - 2001
PR- og forretningskonsulent for fodboldklubben AGF


*Blå bog er opdateret 12/10/2018, efter Niko Grünfeld denne dato har oplyst, at han ikke har en master i positiv psykologi fra Aarhus Universitet. Det har hidtil fremgået, fordi Niko Grünfeld havde bekræftet dette i en mail til Altinget.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niko Grünfeld

Direktør, Blossom
HD i organisation og ledelse (Handelshøjskolen i Aarhus 2004)

0:000:00