DF frygter at blive trynet af Venstre

Hver uge bringer nye tilfælde af islamistisk terror, integrationen bevæger sig ikke fremad, og parallelsamfundene vokser. Det samme gør flygtningestrømmen.  Fortsætter den udvikling, kan DF blive landets største parti uden at røre en finger.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Spekulationerne om ministerposter til Dansk Folkeparti fik en spand kul mere i forrige uge, da en Megafon-måling pludselig gjorde DF til det største parti ved et folketingsvalg. Det var sensationelt, men også et lidt tvivlsomt resultat, fordi det stikker meget ud fra målingerne fra alle andre institutter.

Men mindre kan også gøre det, og det er slet ikke urealistisk, at DF vil høste en fremgang på 10-12 mandater ved folketingsvalget i 2015. Det vil give partiet mulighed for at gå i regering i en styrkeposition, stik modsat udgangspunktet for SF efter sidste valg. Derfor har flere iagttagere konkluderet, at en VO-regering er den sandsynlige udgang, hvis de blå tager stikket hjem. Men den konklusion er efter alt at dømme forkert. For DF-formand Kristian Thulesen Dahl er fortsat meget stålsat i sit nej til regeringsdeltagelse.

Med små nuancer er hele DF's inderkreds enig i den konklusion, og under alle omstændigheder er afgørelsen Thulesens. Han vil rådføre sig med folk fra DF-inderkredsen som Peter Skaarup, Søren Espersen og Søren Søndergaard, men det vil være DF-formanden alene, der tager beslutningen.

Voksende EU-modstand
Morten Messerschmidts (DF) knusende sejr ved europaparlamentsvalget har bestyrket DF-ledelsen i, at der i den nærmeste fremtid er størst potentiale i at stå uden for en regering. For resultatet anskueliggjorde, at et stort mindretal af danskerne deler partiets EU-skeptiske linje.

EU har hidtil været isoleret fra de andre politikområder og ikke spillet nogen rolle ved folketingsvalgene. Men med diskussionen om velfærdsturisme og EU's indflydelse på flere og flere politikområder, er det ved at ændre sig.

Samtidig følger DF-ledelsen intenst med i, hvad der foregår på den anden side af Nordsøen. Det nye, EU-fjendtlige britiske parti, UKIP, stormer frem, og den konservative premierminister David Cameron har lovet en folkeafstemning om EU, hvis han vinder valget. Ingen kan længere forudse, hvor den udvikling ender, og tager briterne områder tilbage fra EU – eller ligefrem melder sig ud – vil de EU-kritiske kræfter overalt i Europa blive styrket.

Det giver muligheder, som DF ikke vil spille sig af hænde ved at gå ind i en Venstre-ledet regering.

Løkke-Thorning deal
Derfor er det heller ikke nogen tilfældighed, at Thulesen Dahl har reageret skarpt på EU-tilnærmelsen mellem Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S), der begge arbejder for at afskaffe det danske retsforbehold. Mens EU tidligere var det ultimative argument fra Venstre og Konservative, når de skulle forklare, hvorfor DF ikke kunne komme i regering, er det i dag vendt om til at være DF's hovedargument for at holde sig ude.

Selvom Thulesen efter DF's sommergruppemøde også opremsede uenigheder med resten af blå blok på områder som vækst i den offentlige sektor, udlændingepolitik og grænsekontrol, vil det ikke være umuligt at lande kompromiser her. Som en central DF-kilde udtrykker det:
”Man vil sikkert godt kunne finde en løsning på uenigheden om nulvækst. Men jeg kan ikke se Venstre og os skrive et fælles regeringsgrundlag, der dækker EU.”

Vil ikke være juniorpartner
Dertil kommer, at DF-ledelsen kun har begrænset tillid til Venstres hensigter. Man tror simpelthen ikke på, at DF – endnu – har tilstrækkelig styrke til at blive behandlet som en ligeværdig regeringspartner af Venstre.

At komme i regering som juniorpartner er ikke tillokkende for DF, og man har Venstres inderkreds mistænkt for at være inspireret af den for længst afdøde socialdemokratiske ræv, Per Hækkerup. Han blev berygtet for sine stokkemetoder og hans planer om at ødelægge det konkurrerende SF ved at bringe det ”under ansvarets åg”, en øvelse, der til fulde lykkedes for Hækkerups arvtagere et halvt århundrede senere. Men en fælde som DF vil gøre alt for at undslippe.

Regeringsdeltagelse vil være yderligere risikabel efter en valgperiode, hvor Dansk Folkeparti er kommet med et festfyrværkeri af forslag om velfærdsforbedringer. I et omfang, der slet ikke kan finansieres. DF gør meget ud af at fortælle, at der ikke er tale om ”løfter”, men den semantiske skelnen vil ikke være nok til at undgå skuffelse hos vælgerne. Så længe partiet ikke sidder i regering, bliver det ikke stillet til ansvar i nær samme omfang.

Kan man så med absolut sikkerhed konkludere, at Dansk Folkeparti ikke ender i regering efter en blå sejr?

Nej, for hvis DF gentager sensationen fra foråret og også bliver det største parti ved folketingsvalget, kan det blive næsten umuligt at holde sig ude. Man kan ligeledes blive tvunget til at genoverveje situationen, hvis Venstre og DF får flertal sammen alene. Men ingen af de to scenarier er særlig sandsynlige.

Pia og formandsposten
DF's markant styrkede position har skabt andre rygter, der diskuteres flittigt på Borgens gange. Et af de mere vedholdende går på, at DF som betaling for at give ministerposterne til Venstre vil kræve formandsposten i Folketinget til DF-stifter Pia Kjærsgaard.

Og der er ingen tvivl om, at den tidligere DF-dronning med fryd vil tage posten, hvis den bliver tilbudt. Det vil være det ultimative payback til politikere som Poul Nyrup Rasmussen (S), Bendt Bendtsen (K) og Uffe Ellemann-Jensen (V), der alle behandlede DF som det rene afskum.

Men formandsposten i Folketinget vil næppe blive et krav fra DF – og i hvert fald ikke et højt prioriteret krav. Som en DF-kilde udtrykker det:
”Hvis vi skal vælge mellem øget grænsekontrol og en formandspost til Pia, så vælger vi altså grænsekontrollen.”

Svag Venstre-regering
En genetablering af en form for grænsekontrol vil være et hovedkrav til en Venstre-regering. Blandt andre centrale krav, vil være en ”udlændingepakke” og indrømmelser på det tricky EU-område. DF-ledelsen er meget bevidst om, at indfrielse af politiske mærkesager er noget, vælgerne sætter anderledes pris på end ministertaburetter og formandsposter. 

DF må dog samtidig indstille sig på, at man på ingen måde kan være sikker på at få tilbudt ministerposter ved det næste valg igen. En Venstre-mindretalsregering med en upopulær Løkke i spidsen kan blive så svag, at den kun holder én valgperiode. Og så kan der lige pludselig gå yderligere fire eller otte år, før DF får buddet.

Foruroligende udvikling
Men Thulesen har det lange lys på.
De problemer, der fra starten skabte grobund for Dansk Folkeparti, bare vokser og vokser. Mens DF's konstante udfald mod islam, virkede som en manisk overdrivelse ved partiets dannelse, bringer hver uge nu nye tilfælde af islamistisk terror et sted i verden. Integrationen bevæger sig ikke fremad, som nogle havde troet, tværtimod vokser parallelsamfundene. Det samme gør flygtningestrømmen.

Det skaber problemer, der ikke længere kun rammer de dårligst stillede danskere i udsatte områder, men også berører store dele af middelklassen. Fortsætter den udvikling, kan DF blive landets største parti ved folketingsvalgene uden at røre en finger.

Thulesen har tid til at vente.