Elbæk folder drømmens faner ud

BÆREDYGTIGT: Uffe Elbæks Alternativet leverede en af valgets helt store overraskelser. Partiet får ni mandater, og formanden proklamerer en venlig revolution.

Uffe Elbæk er blevet kendt for sine sweatshirts med diverse ord trykt på. Valgaftenens budskab var 'Empati'.
Uffe Elbæk er blevet kendt for sine sweatshirts med diverse ord trykt på. Valgaftenens budskab var 'Empati'.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix
Kasper Kaasgaard

Han blev dømt ude fra start. Men hele valgkampen igennem er det kun gået fremad, og Uffe Elbæk og hans alternative partifæller står nu med ni mandater.

Fakta
Det har kommentatorerne sagt om Alternativet

Henrik Qvortrup, tv2.dk 27/11-2013 
"Alle kan jo stifte et parti. Men det er ikke ensbetydende med, at man kan samle underskrifter og stemmer. Der skal rigtig meget til."

Hans Engell, eb.dk 23/2-2015 
"Der er andre, der dømmer Elbæk ude på forhånd, men det gør jeg ikke. Deres chance er, at partiet rammer tidsånden rigtig godt med bæredygtig vækst, innovation, miljø, iværksætteri." 

Jarl Cordua, Altinget 25/2- 2015 
"Der findes ikke mange uden for Elbæks menighed, der spår Alternativet chancer for at komme over to procent-spærregrænsen, hvilket i runde tal kræver ca. 70.000 stemmer. Med andre ord er faren for stemmespild ganske overhængende." 

Erik Holstein, Altinget 17/3-2015 
"Alternativet er et udpræget feel good-parti, men den flinke Uffe Elbæk kan let komme til kort, når valgkampen spidser til." 

Peter Mogensen, tv2.dk 18/5-2015 
"Hvor sympatisk en person Uffe Elbæk end er, synes han med sin politik helt at ramme uden for skiven. Jeg kommer i tanke om Naser Khader, der som formand for Ny Alliance i sin tid ved valgkampen i 2007 blev flået levende, når han forsøgte at forklare partiets politik." 

Troels Mylenberg, fyens.dk 27/5-2015 
"I rød blok er der en stor trang til at sikre, at Alternativet kommer ind, for på de første målinger ser det ud til at være helt afgørende for rød bloks muligheder for at blive siddende." 

Torsdag aften ankom han til landets vel nok mest spraglede valgfest på Papirøen i København. Elbæk blev modtaget af en ekstatisk flok tilhængere og glade toner fra det soldrevne lydanlæg, der var bestilt i Alternativets ånd.

Som navnet indikerer, ønsker partiet at gentænke politik, og ifølge formand Uffe Elbæk er det årsagen til dets succes.

"Der har været enormt meget tilbageholdt kreativ energi. Jeg skal ikke sige, at det er os, der har fået den forløst. Men jeg tror, mange har tænkt, at politik kan gøres anderledes, og at her er en platform, hvor det kan få en stemme," siger Elbæk.

Vi har en ambition om at lave en venlig revolution.

Uffe Elbæk (Å)
Partiformand

Grønt fokus
Kreativ energi er der nok af til festen, repræsenteret ved alt fra diverse kendisser til en gæst iklædt superheltetrikot i partiets farve og med logo. Stemningen lider ikke under, at det ikke blev Helle Thorning-Schmidt (S), der genvandt magten.

Men den blå sejr stiller spørgsmålstegn ved, hvad partiet kan bruge sine mandater til.

Uffe Elbæks mantra har fra start været en seriøs bæredygtig omstilling. Det er stadig ambitionen.

"Jeg håber, vores rolle bliver, at vi kan få et klimaflertal til at arbejde sammen på tværs af blokkene. Jeg nægter at tro på, at der ikke er gode grønne personer og ambitioner i de borgerlige partier også," siger Uffe Elbæk.

En venlig revolution
Alternativet har markeret sig med ønsker om 30-timers arbejdsuge, bisoner i de danske skove og 100 procent økologi.

Med politiske laboratorier rundt om i landet har partiet inviteret almindelige borgere inden for for at give deres besyv med til det nye partis politik.

I det hele taget ønsker Alternativet store ændringer i det politiske Danmark. Og partiet gør det på deres helt egen måde.

"Der er nogle, der snakker om revolution. Der er mange måder at gøre det på. Vi har en ambition om at lave en venlig revolution," siger Uffe Elbæk.

Modige vælgere
I sin tale ved valgfesten på Papirøen roser Uffe Elbæk sine vælgere, som han kalder modige.

Både blandt støtterne og de øvrige kandidater er humøret helt i top. Optimismen flyder i stride strømme, uagtet at partiets mandater ikke umiddelbart ser ud til at blive aktiveret for alvor.

Især hos Anders Stjernholm, kandidat i Københavns omegn, er troen på fremtiden kolossal.

"Nu har vi påvirket landet i en sådan grad, at vi har fået fem procent. Nu skal vi ind og overbevise resten af Christiansborg om, at vi har ret. Vi har fået omkring fem procent af stemmerne, men jeg tror på, vi får mere end fem procent af indflydelsen," siger han.

Formand Uffe Elbæk glæder sig til at tage hul på arbejdet.

"Nu skal vi til at bygge en lille flok op derinde, og der venter en masse fede udfordringer i det. Vi vil selvfølgelig arbejde pragmatisk sammen med den statsminister, der nu er," siger han.

Konkrete ønsker
Sejren til blå blok giver skår i glæden. Også Uffe Elbæk ærgrer sig, men han respekterer danskernes beslutning.

"Jeg er ikke den, der går ud og peger fingre ad Dansk Folkeparti. Vi skal ved Gud respektere demokratiet. Danskerne har talt, og de har sagt, at de har tillid til Dansk Folkeparti," siger Elbæk.

Fælles for mange af partiets visioner er, at de ikke ligger lige rundt om hjørnet. Men selvom det har været svært at få konkrete politiske krav ud af Elbæk og hans flok i valgkampen, har partiet konkrete ønsker til ny politik.

"Jeg håber i forbindelse med dagpengereformen, at vi kan få iværksætteri skrevet ind, så vi kan få en toårig iværksætterydelse igennem, som vi har foreslået," siger Rasmus Nordqvist, partiets ordfører for iværksætteri, erhverv og handel.

Inden resultaterne begyndte at tikke ind, inviterede Uffe Elbæk på kanalrundfart fra festen, rundt om Christiansborg og tilbage igen. Turen foregik helt i partiets ånd og med Uffe Elbæk ved mikrofonen:

"Nu nærmer vi os Borgen. Jeg synes, I skal sende en masse kærlighed derind. Jeg håber, I nyder festen. Men den er kun symbolsk – festen er først lige startet."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00