En V-DF-regering er vælgernes favorit

MENINGSMÅLING: Blandt de mulige regeringskonstellationer efter valget er den nuværende SR-regering og en ren Venstre-regering de mest upopulære. Et absolut flertal af de blå vælgere foretrækker en regering af Venstre og Dansk Folkeparti.

Kristian Thulesen Dahl er ikke meget for at trække sit parti i regering ved det kommende valg, men der er størst opbakning til den regeringskonstellation, hvor DF deltager.<br>
Kristian Thulesen Dahl er ikke meget for at trække sit parti i regering ved det kommende valg, men der er størst opbakning til den regeringskonstellation, hvor DF deltager.
Foto: Carsten Lundager
Erik Holstein

Uanset om valget ender med en rød eller en blå sejr ved folketingsvalget, vil vælgerne næppe være tilfredse med den regering, der kommer ud af det. For de tre mest sandsynlige modeller for en ny regering er alle upopulære blandt vælgerne.

Paradokset fremgår af en ny Norstat-måling udført for Altinget, hvor svarpersonerne er blevet bedt om at udpege den foretrukne ud af seks mulige regeringskonstellationer. Valget står på den blå side mellem en ren Venstre-regering, en VK-regering og V-DF-regering, mens man på den røde side kan vælge imellem en ren S-regering, en SR-regering og en SRSF-regering.

Det er blandt de fem første muligheder, man finder den kommende regeringskonstellation, mens en gentagelse af SRSF-regeringen vil være næsten utænkelig efter dette valg. Muligheden er dog alligevel medtaget, da det af metodiske grunde er nødvendigt med lige mange blå og røde muligheder.

Ikke desto mindre foretrækker vælgerne den kuldsejlede SRSF-regering frem den nuværende SR-konstellation. Mens der kun er 9 procent, der ønsker en ny SR-regering efter valget, vil 14 procent have en regering, hvor SF også er med.

Men den mest eftertragtede model på den røde side af hegnet er en ren socialdemokratisk regering, som 16 procent af vælgerne ønsker. Det er over 30 år siden, den model sidst var i anvendelse. Ser man udelukkende på vælgerne i rød blok, ønsker 36 procent en ren S-regering, mens 19 procent håber SR-modellen fortsætter efter valget.

Kun Radikale elsker SR
Undertallene viser, at der hos vælgere under uddannelse er lidt flere støtter til SR-regeringen, her er tallet 12 procent. Til gengæld er der kun 5 procent af de offentligt ansatte, der håber på SR efter valget. Det er et katastrofalt lavt tal i en stor vælgergruppe, der traditionelt hælder til centrum-venstre.

En fortsættelse af SR-regeringen er udelukkende populær blandt de radikale vælgere, hvor 68 procent bakker op om modellen, mens bare 17 procent af socialdemokraterne ønsker Helle Thorning-Schmidts regeringssamarbejde med Morten Østergaard fortsat.

Alligevel er det så godt som sikkert, at det igen bliver en SR-regering, hvis rød blok får flertal. Kun hvis Radikale får et ekstremt stort valgnederlag, kan man forestille sig, at partiet ligesom i 1990 selv trækker sig ud af en genvalgt regering. 

 Nej tak til Venstre-regering
Ved en blå sejr er det ikke helt så indlysende, hvad der sker, men lige nu vurderes en ren Venstre-regering som den mest realistiske mulighed. Men det er lige præcis det, vælgerne slet ikke har lyst til. Kun 4 procent foretrækker en ren Venstre-regering, et usædvanligt lavt tal i en situation, hvor Venstre står til over 20 procent af stemmerne.

Mens 14 procent af Venstres egne vælgere foretrækker en ren V-regering, er der til sammenligning 50 procent af de socialdemokratiske vælgerne, der ønsker en ren S-regering.

En del af forklaringen er givetvis, at Venstres og Dansk Folkepartis vælgere har mere sammenfaldende synspunkter, end vælgerne fra S og R har. Men det spiller efter alt at dømme også ind, at der selv blandt mange Venstre-vælgere er en vis skepsis mod Venstre-leder Lars Løkke Rasmussen, som man gerne ser ”dækket ordentligt op”.

Pres på Thulesen
En gentagelse af 00'ernes VK-regering kan ligeledes komme på tale, om end det kræver konservativ fremgang ved valget. Men heller ikke den blå model kalder den store entusiasme frem hos vælgerne: Blot 13 procent vil have VK igen. Ikke overraskende ønsker 80 procent af de konservative vælgere en ny VK-regering, men det er også den foretrukne model hos 55 procent af Liberal Alliances vælgere.

Vælgernes topscorer er uden sammenligning en regering af Venstre og Dansk Folkeparti, som 26 procent peger på. Blandt de blå vælgere ønsker et absolut flertal på 52 procent denne model.

Modellen er ikke helt utænkelig, men er kun sandsynlig, hvis Dansk Folkeparti får så stor fremgang, at partiet dårligt kan holde sig uden for en regering. En V-DF regering foretrækkes af 49 procent af Venstres vælgere. Til sammenligning ønsker 28 procent af V-vælgerne en ny regering sammen med Konservative.

Arbejdervælgere foretrækker V-DF
Undertallene viser interessante aldersmæssige forskelle:
Blandt de helt unge foretrækker et snævert flertal på 18 procent en ny udgave af SRSF-regeringen, mens 17 procent helst ser en V-DF-regering. Blandt vælgere over 60 år er koalitionen af Venstre og DF klart den mest populære, men på andenpladsen kommer en ren S-regering. 


Blandt ufaglærte eller personer med en erhvervsfaglig baggrund er det op mod hver tredje vælger, der vil have en V-DF regering. Tidligere har venstrefløjen ellers været helt dominerende i de vælgergrupper. De højtuddannede med en uddannelse på mindst 5 år har som eneste vælgergruppe den nuværende SR-regering som deres favorit.

Indkomstmæssigt er SR-regeringen mest populær hos personer med en indtægt under 100.000 kr., hvilket primært vil sige studerende. Men også husstande med indtægter på den rigtige side af millionen er glade for den nuværende regering. Derimod er SR-modellen meget upopulær, når husstandsindtægten er mellem 100.000 og 200.000 kr. 

% Total Rød blok Blå blok
En regering bestående af Socialdemokraterne, Radikale og SF 14 32 1
En regering bestående af Socialdemokraterne og Radikale 9 19 0
En ren socialdemokratisk regering 16 36 1
En regering bestående af Venstre og Konservative 13 0 26
En regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti 26 1 52
En ren Venstre-regering 4 1 8
Ved ikke 17 11 11
Total 99 100 99
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00