Enhedslisten tilbage i offensiven

Hvordan fastholder man en vælgerskare, hvor vælgerne er delt mellem det gamle VS-ikon Preben Wilhjelm og den nu afdøde sømandsboss Preben Møller Hansen? Hvordan agerer man mellem akademiske vælgere, der forventer klassisk venstrefløjs-humanisme, og arbejdervælgere, der tænder på kritik af eliten, og som har en helt anden holdning til værdipolitik?

Det er et af de dilemmaer, Enhedslistens strateger står over for i de afgørende måneder op til folketingsvalget. Et foreløbigt svar kom med den kampagne mod favorable løn-og pensionsforhold til politikere, som EL satte i gang under Folketingets vinterferie.

Med et direkte angreb på de andre ledere i rød blok – for ikke at svare klart på, om de vil modsætte sig lønstigninger til ministre og folketingsmedlemmer – lagde Enhedslisten vægten på det folkelige ben. På det element, som kritikere foragteligt beskriver som venstre-populisme.

Farvel til sekten
Den vægtning skyldes flere faktorer:
Så længe Enhedslisten var et mikroskopisk parti, der kravlede rundt omkring to-tre procent af stemmerne, kunne man trygt satse på de vælgere, der altid havde stemt på venstrefløjen.

Men efter valget i 2011 har partiet fået tilgang af ganske andre vælgergrupper. Vælgere, der ikke alene har stemt SF, men også socialdemokratisk, og i nogle tilfælde på Dansk Folkeparti. Det er vælgere, som ikke kan fastholdes med en omgang kapitallogik og selvbekræftende angreb på ”den indre svinehund”.

Samtidig er de centrale spillere i Enhedslisten nået til den konklusion, at der simpelthen ikke er perspektiv i at være en venstrefløjssekt med de rigtige meninger. Allerede dengang man lå omkring spærregrænsen viste fokusgruppemålinger, at EL med den rigtige kombination af politiske mærkesager og en folkelig stil ville kunne appellere til ti procent af vælgerne. Det lød helt syret tilbage i 2009, men viste sig ikke desto mindre at være en korrekt analyse.

Selv i den socialdemokratiske inderkreds er der en vis erkendelse af, at Enhedslisten er blevet i stand til at hive stemmer hjem over midten. Såvel Radikale som SF har i øjeblikket helt mistet den evne, og der vil være mange proteststemmer, som Helle Thorning-Schmidt (S) heller ikke kan nå. Det kan Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen derimod på en god dag.

Revolutionens fortrop
Langt fra alle har været begejstrede for den mere pragmatiske og folkelige retning, Enhedslisten har taget de senere år. I sidste måned brød grupperingen Internationale Socialister (IS) ud af Enhedslisten efter år med stigende isolering af den lille trotskistiske IS-fraktion.

IS mente, at Enhedslisten var alt for kompromisvillig over for regeringen, og man argumenterede for en massemobilisering mod krisepolitikken efter græsk forbillede.

Værdipolitikken var en anden væsentlig skillelinje. IS-folkene var stærke støtter af den strengt ortodokse muslim, Asmaa Abdol-Hamid, og efter terrorangrebet på Charlie Hebdo supplerede IS-medlemmet Anna Rytter sin afstandtagen fra terror med tilføjelsen, at satiremagasinet var et ”islamofobisk, sexistisk og racistisk talerør«.

Den holdning blev straks imødegået af Enhedslistens indflydelsesrige politiske rådgiver Pelle Dragsted. Dels fordi han var rasende uenig, dels fordi han udmærket kunne se katastrofepotentialet, hvis EL blev slået i hartkorn med Rytters holdninger. Et hensyn, der er blevet endnu mere afgørende  efter terrorhandlingerne i København i weekenden. 

Vejen er blevet vanskeligere efter terrorens indtog lørdag, men med mindre eksotiske kandidater stjæler rampelyset med eksotiske budskaber, kan Enhedslisten stadig få sit bedste valg nogensinde.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Meddelelsen om Internationale Socialisters farvel fik smilene helt op til ørerne i store dele af Enhedslisten, men man har muligvis glædet sig for tidligt. For det er nemlig langt fra alle på IS-linjen, der forlader EL. Eksempelvis bliver den omstridte Anna Rytter i Enhedslisten.

Tilbageslag
Enhedslisten toppede i april 2013 med en opbakning på hele 13,5 procent i Risbjergs vejede gennemsnit for Altinget, men i det sidste snit fra januar er partiet nede på 8,9 procent. Bedre end valgresultatet på 6,7 procent, men ikke desto mindre en klart nedadgående kurve.

I Enhedslistens ser man flere forklaringer på tilbagegangen.
Der er den helt indlysende årsag, at SF ikke længere er i regering - og til manges overraskelse har været i stand at finde en plads mellem EL og S. Da EL undlod at stille op til europaparlamentsvalget sidste forår, gik en del af partiets vælgererobringer ved den lejlighed tilbage til SF. Og blev der efterfølgende. En stærkt frustreret Pelle Dragsted bemærkede på Modkraft, at ”SF havde fået prematur tilgivelse”.

Ugunstig slagmark
Desuden er den politiske dagsorden ændret det sidste år. Så længe det uløste dagpengeproblem var det helt centrale, var det perfekt for Enhedslisten. Men efter sommerferien er værdipolitikken rykket frem og kan efter weekendens angreb blive det suverænt vigtigste politikområde i valgkampen.

I EL har man korrigeret kursen siden Asmaa Abdol-Hamids dage, og i den aktuelle diskussion om flygtninge hører man ikke Johanne Schmidt-Nielsen anlægge en problemfornægtende tilgang. Snarere noget i stil med: ”Ja, det giver da problemer med så mange flygtninge, men vi må tage vores del.”

Efter terrorangrebet lørdag var Johanne Schmidt-Nielsen lynhurtigt fremme med følgende kommentar:
"Det stærkeste svar på sådanne vanvittige angreb er at vise, at vi ikke at lader os kue. Vi skal fortsætte med at mene, skrive og tegne præcis det, vi vil.  Og vi skal stå sammen og vise, at terrorister og ekstremister ikke vil lykkes med at så splid og had i vores samfund."