Den ene linje fik topmødet i Bruxelles til at bryde sammen. I denne linje støder landenes interesser mest sammen. Her defineres, hvor meget indflydelse det enkelte lands repræsentanter skal have i Ministerrådet.

På Nice-topmødet lykkedes det Spanien og Polen at tilkæmpe sig stormagts-status. De fik hver 27 stemmer. Tyskland siger nu, at det ikke er rimeligt, at Spanien og Polen med tilsammen samme folketal som Tyskland skal have dobbelt så stor indflydelse i Rådet.

Det kan umiddelbart lyde besnærende, men sådan blev stemmerne fordelt. Der blev indgået et kompromis, hvor Polen blev trøstet med et stort stemmetal i Rådet og til gengæld accepterede et ringe forhandlingsresultat uden lighed mellem landene.

Den polske regering lovede sine vælgere, at de gik i EU på de vilkår, der var aftalt i Nice. Stemmetallet skal sikre, at Polen får et bedre forhandlingsresultat i næste store budgetrunde om rammebudgettet for 2006-2013.

Så kommer konventet nu og siger, nej det skal I alligevel ikke. I skal have jeres indflydelse halveret, før vi forhandler budget, for ellers kan vi ikke tryne jer i forhandlingerne.

Det er ikke underligt at Polen reagerer, som de fleste af os ville reagere, hvis vi købte et hus til en million og bagefter fik at vide, vi skulle betale to.

Det er ikke underligt at Polen reagerer, som de fleste af os ville reagere, hvis vi købte et hus til en million og bagefter fik at vide, vi skulle betale to.

Jens-Peter Bonde
MEP (JuniBevægelsen)

Frankrig ville ikke
Alligevel var både Polen og Spanien på topmødet forberedt på kompromisforhandlinger. Det var Frankrig derimod ikke. Chirac var ubøjelig og ønskede en konflikt, måske fordi udvidelsen af EU gradvist men sikkert flytter magten over EU fra Frankrig til Tyskland, fra Paris til Berlin, eller set fra Elysée-paladset endnu værre: London og Washington.

Frankrig ser deres projekt blive erobret, og vil her i sidste time prøve, om man kan generobre initativet gennem yderligere (fransk-kontrolleret) integration i et kerne-Europa.

Med Nice-traktaten fik man mulighed for at gennemføre et "forstærket samarbejde" for 8 lande, besluttet med kvalificeret flertal. Den bestemmelse vil Frankrig nu søge at aktivere, måske for den økonomiske politik for Eurolandene, udenrigspolitikken og forsvaret.

Den franske drøm er et direktorium af Frankrig, Tyskland og Storbritannien, der under fransk ledelse styrer resten af EU og gør sig til USA's sidemand eller overmand.

Af dette hundeslags udgik de ikke-logiske stemmetal, som nu er stridens kerne. Spanien foreslog på weekendens topmøde, at Tyskland kunne få sit stemmetal sat op fra 29 til 31. Der blev også talt om, at der skal 62, 64, 65 eller 66% tilslutning til kvalificeret flertal i stedet for EU-konventets 60%. Og der blev talt om at udskyde dobbelt-flertallet til 2014.

Enighed om så meget andet
Forhandlingerne brød sammen, inden de blev rigtige uvenner. Den del af forhandlingen var ikke forberedt af signor Berlusconi. Han ville ikke - som Fogh og andre statsministre - rejse rundt til medlemslandene og lodde stemningen og prøve sig frem med forligsmuligheder. Han sagde, de kunne komme til ham, hvis de ville noget. Italien var et dejligt land, som også lavede god mad.

Nu ville han hellere have fødevareagenturet til Parma-skinkens by. Det fik han, mens Finland i stedet fik et kemikalie-agentur, og der blev uddelt 8 andre agenturer til de gode gamle EU-medlemmer - og ikke et til et af de ti nye lande.

På denne baggrund er det egentligt bemærkelsesværdige, at 2-3 måneders forhandlinger på regerings-konferencen og EU-topmødet reelt nåede til enighed om alt andet end den ene linje med stemmevægte og dobbelt-flertal.

Blair fik enstemmighed for skatter og social sikring, men accepterede, at statsministrene selv skal kunne gå fra enstemmighed til kvalificeret flertal, dog med en vetomulighed for de nationale parlamenter.

Enigheden er formelt betinget af, at der er enighed om alt, også den sidste linje med den vigtige definition af kvalificeret flertal, så der ligger ikke formelt et samlet forslag til vedtagelse.

Men: