Finanslovsdrama spidser til

Hvis regeringen og venstrefløjen igen må opgive at nå til enighed, bliver det afgørende, om bruddet kommer på udviklingsbistand eller dagpenge. Venstrefløjen vil kunne profitere af et opgør om dagpenge, men vil tabe klart på et slagsmål om asyl og udviklingspolitik, hvor selv en pæn del af Enhedslistens vælgere er enige med Socialdemokraterne.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Pessimisterne begynder at frygte en gentagelse.

I 2013 forventede alle en finanslov med venstrefløjen, maddingen var lagt ud, og såvel regeringen som Enhedslisten havde en oplagt taktisk interesse i at få hamret et forlig på plads. Men parterne manglede en fælles opfattelse af, hvilke brikker der kunne rykkes med – og dermed faldt det hele sammen under et inferno af gensidige beskyldninger.
Indtil videre har mønstret været det samme i år.

Den udvikling har overrasket de fleste på Borgen, for behovet for et forlig med det parlamentariske grundlag er endnu mere påkrævet for regeringen i denne sidste finanslov inden valget. Banen til de borgerlige modstandere skal kridtes op, så enhver kan se, at der er tale om to ”helt forskellige veje”, som Socialdemokraterne yder at fremstille det.

I år er det ikke alene det evige dagpenge-slagsmål, der skiller parterne. Det har kompliceret forhandlingerne yderligere, at regeringen vil overflytte 2,5 mia. fra udviklingsbistanden til de stærkt stigende udgifter til asyl herhjemme.

Normal praksis at skære i udviklingsbistand
Socialdemokraterne med finansminister Bjarne Corydon (S) i spidsen har stået klippefast på, at de stigende asyludgifter skal tages fra udviklingsbistanden. Det er en helt normal praksis fra de foregående år, men forskellen er, at udgifterne til asyl tidligere var så små, at det meste kunne tages fra den automatiske stigning af udviklingsbistanden. Det reducerede den årlige stigning, men førte ikke til en decideret nedgang i bistanden. Som der er tale om nu.

Den sammenkædning har aldrig stået på Radikales ønskeseddel, men de har accepteret det på linje med den moderat strammede linje i asylpolitikken.

Til gengæld har den nye radikale leder, økonomiminister Morten Østergaard, været stålfast og determineret som en nordkoreansk troppeparade, når det gælder dagpengene. Det har ført til en dobbeltlås på de mest kontroversielle områder.

Hulemøder uden effekt
Ud fra venstrefløjens synspunkt har regeringens optræden været uforståeligt ufleksibel, fordi der ikke er givet indrømmelser på de centrale områder. SF og EL kan godt leve med et kompromis, hvor der tages noget fra udviklingsbistanden – til særlig korrupte lande eller fra erhvervsstøtteordninger camoufleret som udviklingshjælp. Men man kan ikke komme tilbage til baglandet uden resultater på et så symbolmættet felt.

Det samme gælder dagpengene, hvor venstrefløjen realistisk har indset, at den ikke får ændret dagpengesystemet som sådan, og heller ikke skal gøre sig håb om at få mindsket det meget omtalte genoptjeningskrav i denne omgang. Men man skal have noget – eksempelvis en forlængelse af den midlertidige arbejdsmarkedsydelse.

Set fra regeringskontorerne er det venstrefløjen, der ikke formår at udnytte en gylden chance. I regeringens forslag er der nemlig lavet en sukkerpulje på 1,5 mia., der belejligt kan bruges af forligspartierne til velfærdsforbedringer. Og Thorning har tilmed lagt op til at fordoble fradraget for faglige kontingenter til 6.000 kr. om året, et kardinalpunkt for venstrefløjen og fagbevægelsen. 

Siden møderne mellem venstrefløjen og regeringen uformelt startede lige efter efterårsferien har parterne ikke nærmet sig hinanden på disse afgørende stridspunkter. Stemningen er tværtimod blevet dårligere, og på venstrefløjen er man begyndt at frygte et forløb, hvor Venstre ligesom sidste år bliver hevet ind fra sidelinjen.

Kampen om slagmarken
Efter SF's udtræden af regeringen har SF og EL i år en musketered, så de koordinerer deres forhandlinger med regeringen og ikke vil indgå en aftale alene. Men SF kan ikke desto mindre vælge at blive siddende længere ved forhandlingsbordet end Enhedslisten, så SF af taktiske grunde først går i det øjeblik, Venstre er kommet med i forhandlingerne. På den måde kan man rette brodden mod Venstre i stedet for sine tidligere regeringspartnere.

Kommer det til et decideret sammenbrud, bliver det et endnu mere heftigt blame-game end sidste år. Efter forliset i 2013 vandt regeringen klart spinkrigen mod Enhedslisten, der fremstod defensiv og lettere brødebetynget.

Hvis regeringen og venstrefløjen igen må opgive at nå til enighed, bliver det afgørende, om bruddet kommer på udviklingsbistand eller dagpenge. Venstrefløjen vil kunne profitere af et opgør om dagpenge, men vil tabe klart på et slagsmål om asyl og udviklingspolitik, hvor selv en pæn del af Enhedslistens vælgere er enige med Socialdemokraterne.

S og R kører hver for sig
Tingene bliver ikke mindre komplicerede af, at også forholdene internt i regeringen er præget af modsætninger. Siden S-kongressen i september er modsætningerne mellem de to regeringspartier blevet tydeligere.

I de første tre år af regeringsperioden bøjede Socialdemokraterne sig ikke alene for centrale radikale krav, men gjorde også store dele af Radikales økonomiske politik til deres egen. Nu er linjen lagt om. S vil ikke længere forsvare den radikale linje i dagpengestriden, men lader det være op til Østergaard selv at tage de hug.

Radikale gør på deres side, hvad de kan for at bagatellisere regeringens opstramninger på asylområdet, mens Thorning forsøger at puste dem op. De to partier kører i stadig større omfang for sig selv nu.

Støjbergs linje
Mens Radikale ved sidste års finanslov var meget aktive for at få det blå alternativ på banen, er det mere kringlet denne gang. Venstres politiske ordfører Inger Støjberg dirigerer nu sit partis udlændingepolitik med en markant strammerlinje til følge, og Venstre har i år bragt asylspørgsmålet med ind i forhandlingerne.

Det store oppositionsparti har markeret, at man som betaling vil have forlænget boligjob-ordningen og skrotte de forøgede fradrag for fagforeningskontingenter. Og man kræver en kræftplan IV. Alt det kan regeringen leve med. Men det er meget tvivlsomt, om Radikale kan overleve at give efter for Venstres krav om nedsættelse af udviklingsbistanden og en langt stærkere stramning af asylpolitikken.

De radikale strateger tror fortsat på, at Venstre vil vise sig pragmatiske på asylområdet, så der kan landes et traditionelt økonomisk blåt forlig, hvis forhandlingerne med venstrefløjen bryder sammen. Men det skal de ikke nødvendigvis regne med.

Signalerne fra Venstre peger snarere i modsat retning, og det er uklart, hvordan Venstre-høvdingen vil reagere i situationen: Om den impulsive Løkke vil følge sine instinkter som politisk håndværker og prioritere et forlig med blå aftryk – eller de mere strategiske hensyn vil tage over, så Venstre spiller hardball på asylpolitikken over for en presset regering.

I hvert fald er situationen markant anderledes end ved sidste års finanslov, hvor en skamskudt Lars Løkke kom vaklende ud af krudtrøgen fra GGGI-sagen og var villig til at gøre hvad som helst for igen at komme i spil som politiker. Selvom Løkkes personlige brand stadig er ramponeret, står Venstre som parti stærkt nok til at vinde et valg i den nærmeste fremtid. 

Man har lov til at være heldig
Regeringen har således et mindre politisk manøvrerum end sidste år. Økonomisk er rummet ligeledes ekstremt snævert, fordi regeringens finanslovsforslag klistrer sig helt op af EU's grænse for underskud på statsbudgettet.

Men ironisk nok kan netop EU måske redde regeringens finanslov hjem. Danmarks nummer i det store lotteri om EU-bidragene er kommet ud, og nye beregninger sender ud af det blå penge retur til Danmark. Det bliver først afklaret i løbet af nogle dage, hvor mange penge der materialiserer sig, men i regeringen gætter man på et beløb på mellem 500 millioner og 1 mia.

SF og Enhedslisten ønsker lotterigevinsten i spil, primært til at begrænse nedskæringen af udviklingsbistanden. Og hverken Socialdemokraterne eller Radikale er afvisende. Det kan bløde op på den fastlåste situation.

Et forlig til venstresiden er stadig ambitionen for regeringen og trods alt det mest sandsynlige. Men man skal ikke sætte hele statsbudgettet på, at det også bliver udfaldet.