Hegelund & Mose: Operation ansigtsløft

MANDAGSTRÆNEREN: Tilstandsrapport for Slotsholmen og omegn: En flok udadvendte topembedsmænd pynter på Djøf-standens image-regnskab. Bundskrabermåling viser imidlertid, at standen har større udfordringer end nogensinde med at tydeliggøre sin merværdi.

Sådan ser vi dem ikke så ofte: en offentlig topchef, der med et smil sætter sig selv i centrum. Kontrafejet af Digitaliseringsstyrelsens direktør, Rikke Hougaard Zeeberg, toner for tiden Altingets læsere i møde. ”Er du min nye vicedirektør?”, lyder overskriften under portrættet af hende i en jobannonce, der bryder den vanlige embedsmandsstil.

 

Digitaliseringsstyrelsen direktør, Rikke Hougaard Zeeberg

Er jeg-tonen udtryk for en ny trend på Slotsholmen, måske inspireret af Mandagstrænerens allerførste kritiske analyse i Altinget tilbage i begyndelsen af 2014? ”Gem jer ikke bag Djøf”, skrev vi om de dengang temmelig udtryks- og ansigtsløse topcirkler i embedsværket.

I analysen – for 109 mandagstræner-baggrundsklummer siden –  skosede vi embedsværket for at overlade italesættelsen af sin samfundsværdi til udefrakommende aktører. Det var svært for menigmand at se, hvad den grå masse lavede, og hvilken værdi de offentlige tjenere egentlig tilførte.

Med indgangen til en ny politisk sæson er det tid til at gøre status: Er det gået fremad med at tydeliggøre, hvem man er, hvad man laver – og at det har værdi?

Åbenbart ikke, hvis man skal tro den bundskraber-troværdighedsmåling, konsulentfirmaet Radius offentliggjorde i den forløbne uge. Danskernes tillid til embedsværket er chokerende lav – og ikke meget større end til parkeringsvagter, journalister, bilforhandlere og politikere.

Inden Djøf-håbløsheden bider sig fast, kan Mandagstræneren slå fast, at der er gode takter rundt omkring i centraladministrationen: Nogle topchefer formår at bryde ud af anynomiteten, en ansigtsløshed, der – ud over den samlede lede ved det politiske system som sådan – kan være en del af forklaringen på, at en hel stand tilsyneladende stigmatiseres i disse år.   

”Jeg søger en vicedirektør”

Lad os begynde med Digitaliserings-direktørens annonce: Det er i den offentlige sektor modigt at sætte sig selv i spil, som Rikke Hougaard Zeeberg gør.  Med ”jeg” – og ikke ”vi” – søger en vicedirektør, lægger styrelsens nye direktør sig i slipstrømmen af sin forgænger, Lars Frelle-Petersen, der i en tilsvarende jeg-annonce for et par år siden satte nye standarder for offentlig kommunikation.

Normalt er en offentlig direktør ikke højprofileret, hverken med portrætfoto eller det, der næsten er endnu mere grænseoverskridende:  et ”jeg” i stedet for et ”vi”. Den form for selvfremstilling overlades til skiftende ministre, der siden Poul Nyrup Rasmussens tid nærmest pinagtigt har brugt og genbrugt jeg-ordet ved enhver given lejlighed for at demonstrere egen handlekraft. Embedsmanden, derimod, skulle nødigt skygge for ministeren eller borgmesteren, så ud fra den traditionelle skoles målestok vil annoncen måske vække anstød.

Med personaliseringen og smilet får Digitaliseringsstyrelsen til gengæld en opmærksomhed ude i markedet, som styrelsen under Finansministeriet ellers ikke ville have opnået. Støvede styrelser går der 13 af på dusinet, set med omverdens-øjne. Jagten på topchefer med stærke it-kompetencer er voldsom; skal det offentlige kunne tiltrække samme kvalitet som det private it-marked, må der anderledes metoder til. For eksempel signalet om, at man får en nutidig og imødekommende chef. Det sker her, så Mandagstræneren giver fem ud af fem stjerner.

Departementschefer til Folkemøde

Topembedsværket skal også have anmelderstjerner for dygtigt at udnytte Folkemødet som ny, offentlig platform. Oprindelig var det allerede tanken, at departementschefer og styrelsesdirektører skulle have været med i 2015, men Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, lod i lyset af den daværende valgkamp forstå, at cheflaget skulle holde sig hjemme og forblive i pindsvinestilling.

Siden er et stærkt hold af departementschefer valfartet til Allinge, dog minus samme Kettel Thomsen og et par stykker til, der måske ikke finder det store velvære ved den cirkusforestilling, Folkemødet – også – er.

En af de stærkeste embedsmands-kommunikatører på vores folkemødevej i år var Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard, der ikke just havde uld i mund.

Han optrådte veloplagt i den departementschef-debat, Hegelund & Mose i et par år sammen med Akademikerne har arrangeret. I 2017 i selskab med Justitsministeriets Barbara Bertelsen, Beskæftigelsesministeriets Jakob Jensen og DC-nestor Michael Dithmer fra Erhvervsministeriet, alle i topform.

”Hvis I spørger mig, om vi styrer for stramt økonomisk, er mit svar klart nej – med mindre man har lyst til at ende som Italien. Vi har brug for MERE styring,” lød det uden omsvøb fra topembedsmanden.

Vi giver fem stjerner for at stille op, for at ”give noget af sig selv” og for at tale så klart, at det også for menigmand blandt publikum blev forståeligt, hvorfor Finansministeriet ikke uden konsekvenser kan skrue op for de gyldne haner til alskens gode formål.  

Korrespondenterne

Allerede i 2014 fremhævede vi Udenrigsministeriet, der længe har efteruddannet sine ambassadører  til en slags super-udenrigskorrespondenter. I den forgangne uge brillerede op til flere: Friis Arne Petersen i Berlin udlagde teksten op til det tyske valg på forsiden af Politiken med slet skjult anerkendelse af frau Merkel for at være besindig og klog. ”Næppe noget, der ville give mange stemmer i Danmark,” som den tidligere direktør for Udenrigsministeriet drilsk fik listet ind. Få timer tidligere havde Friis Arne Petersens kollega i Norge, Jarl Frijs-Madsen, på landsdækkende tv troværdigt analyseret den norske valgkamp og fru Erna Solbergs landsmoderrolle.

Også i London arbejder ambassaden udadvendt, noterede Mandagstræneren sig, da den nyudnævnte danske ambassadør Lars Thuesen forleden gav en baggrunds-Brexitbrief. Twitteradressen @denmarkinuk havde en fremtrædende placering på den stramt-designede Arne Jacobsen-ambassade: Nævn os, please, tryglede twitteradressen diskret, men tydeligt under hele mødet. Når det gælder udenrigsdiplomati er sociale medier til for at blive brugt.

Udenrigsministeriet fastholder uden problemer sine fem stjerner.

Man dukker sig

En livlig stillingsannonce, udadvendte departementschefer på slap folkemøde-line og en fortsat dygtigt kommunikerende udenrigstjeneste: Er de tre gange fem stjerner nok til at tydeliggøre embedsstandens samfundsvalør, genoprette tilliden til ”systemet” og dermed forbedre djøf-korpsets standing her knap fire år efter den første Mandagstræner? Desværre ikke.

Tværtimod kan det forekomme, som om endnu flere embedsmænd dukker sig rundt omkring: Hvem ved, hvornår man bliver hængt ud, som det for eksempel skete i forbindelse med sagen om kvotekongerne, hvor to embedsmænd blev frataget deres stillinger, endnu før Rigsrevisionens kritiske rapport var offentliggjort.

Jagten på embedsværket er intensiveret, som da Bæredygtigt Landbrug tidligere på året hængte navngivne embedsmænd ud. Det fik helt usædvanligt departementschef Henrik Studsgaard til at fare til tasterne, ligesom Djøfs formand for de offentlige chefer, Henning Thiesen, var ude med kritik.

Ny, tydelig djøf-direktør?

Hvis Slotsholmen ikke selv er i stand til bedre at tydeliggøre sin værdi, er der måske ny opbakning på vej fra Djøf, juristernes og økonomernes fagforening, hvor den fornylig tiltrådte direktør, Tomas Therkelsen, udviser talent for nutidig kommunikation.

Det strømmede ind med likes, da han forleden på LinkedIn kritiserede byrådspolitikernes behandling af Pernille Blach Hansen (eks-MF for Socialdemokratiet) i forbindelse med en kuldsejlet direktør-ansættelse af hende i Aarhus Kommune.  ”Det er på ingen måde en ordentlig forvaltning af det arbejdsgiveransvar, man har som politiker i en kommune,” skrev Djøf-direktøren i sin usædvanlige opdatering.

Den er usædvanlig, fordi Therkelsen proaktivt går ud på et seriøst socialt medie og nålestiksrammer meningsdannersegmentet. Men ikke mindst er det ikke kutyme, at en ansat direktør tegner en fagforening udadtil. Ligesom det i det politiske system er ministeren og borgmesteren, der skal sole sig i blitzlyset, er det i lønmodtagerorganisationerne de valgte formænd, der tager ordet – ikke de ansatte.

Hvis Therkelsen som velkommunikerende Djøf-direktør internt kan få mandat til at tale medlemmerne op i offentligheden, kan det måske modvirke, at en hel stand – trods lyspunkter – fortsætter sin imagemæssige nedsmeltning i den brede offentlighed. Der er mere end nogensinde brug for operation ansigtsløft, også for Danmarks skyld.

-----

Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver organisationer og offentlige og private virksomheder om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister”, ”Lobbyistens Lommebog” og senest ledelses- og metodebogen ”Flyt magten”. Læs mere på www.hegelundmose.dk.

Forrige artikel Hegelund & Mose: Efterretningsfolk får civil hjælp Hegelund & Mose: Efterretningsfolk får civil hjælp