Holstein: Ny regering får skarp værdipolitik

ANALYSE: Regeringsgrundlaget og udnævnelsen af Støjberg og Pind til centrale ministre tyder på, at den nye regerings værdipolitik vil ligge tæt på DF's, mener Altingets kommentator, Erik Holstein.

Foto: Scanpix / Claus Bjørn Larsen
Anders Jerking

Dansk Folkeparti kom ikke med i regeringen, men partiet må være tilfreds med den værdipolitiske linje, som statsminister Lars Løkke Rasmussen lægger op til. Det vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

”Sammensætningen af den nye regering sender frem for alt et signal om en meget skarp værdipolitik. Det er i sig selv en markering, at man genopretter det integrationsministerium, de Radikale hader og fik nedlagt,” siger han og fortsætter:

”Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister er virkelig hardcore. Støjberg gør en dyd ud af at baske til islamister og utilpassede etniske unge, hun er simpelthen antitesen til den politiske korrekthed. Hun kommer til at trække kaskader af overskrifter.”

Søndag kl 12 præsenterede Løkke sit regeringsgrundlag, og også her er der lagt op til en stram kurs. Regeringen vil skærpe reglerne for udvisning af kriminelle, stramme op på betingelserne for at få dansk statsborgerskab og permanent ophold, stramme for visse familiesammenføringer – og genindføre lavere ydelser til nytilkomne udlændinge.

Erik Holstein hæfter sig desuden ved, at Søren Pind nu bliver justitsminister.

”Med Søren Pind får regeringen samtidig en barsk justitsminister. Pind er parat til at udfordre de internationale konventioner, og han vil næppe tolerere, at embedsmændene trænerer politiske initiativer, de er uenige i. Det bliver interessant at følge ham i det ministerium, der i tyve år snarere var styret af departementschefen end af ministeren,” siger han og fortsætter:

”Alt i alt er der lagt op til en værdipolitik, der ligger meget tæt på Dansk Folkeparti.”

Miljø nedprioriteres
En af de større ændringer i den nye regering er, at Miljøministeriet og Fødevareministeriet lægges sammen.

”Det ligner en nedprioritering af det grønne område, som efter alt at dømme bliver underordnet fødevareproduktionens interesser. Dermed vender linjen tilbage til Fogh-regeringens første år, hvor miljø og klima ikke lige var noget, der forstyrrede ministrenes nattesøvn,” mener Holstein.

Væk fra nulvækst
På det økonomiske område bemærker Holstein, at Løkke har foretaget et retorisk sving væk fra nulvækst og udgiftsstop. På pressemødet søndag sagde Løkke, at han ”elsker” det offentlige forbrug, forstået som udgifter til offentligt ansatte. Derimod skal der skæres i overførselsindkomster og udviklingsbistand, så de ”styrbare” offentlige udgifter kan holdes i ro.

”Det er en noget mere elastisk formulering, og det havde sparet Venstre for oceaner af problemer, hvis de havde brugt den i valgkampen,” mener Erik Holstein.

Overraskelser på ministerliste
På selve ministerlisten ser Holstein flere store overraskelser.

”Jeg tror ikke lige, at Søren Gade havde set sig selv som gruppeformand uden for ministerholdet, dengang han besluttede at vende tilbage til politik. Det er også temmelig barsk, at Peter Christensen ender helt ude i kulden. PC kunne dårligt blive finansminister, når han nu ikke blev genvalgt til Folketinget, men det er ret vildt, at han slet ikke er med på holdet,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”Kristian Jensen kan ikke tillade sig at klage over at være blevet gjort til udenrigsminister, men han kommer uden for den daglige drift af regeringen. Man kan ikke frigøre sig fra tanken om, at Løkke gerne ser den anden del af ”formandskabet” tilbringe en pæn del af tiden i Timbuktu og Papua Ny Guinea.”

I den nye regering bliver Claus Hjort Frederiksen finansminister, mens Bertel Haarder får ansvaret for kultur og kirke.

”Der et superflot comeback til veteranerne Hjort og Haarder. Der er stadig ild i Hjorten, og Kultur- og Kirkeministeriet er som skræddersyet til grundtvigianeren Haarder. Det er muligt, han hellere ville have været formand for Folketinget, men han har fået en rigtig fin trøstpræmie,” siger Holstein, der er overrasket over udnævnelsen af tidligere DA-direktør Jørn Neergaard Larsen til beskæftigelsesminister.

”Der er ingen tvivl om hans kompetence på området, men i betragtning af, at Venstre ellers har arbejdet hårdt på at få et godt forhold til fagbevægelsen, virker udnævnelsen af Neergaard inkonsekvent. Han vil til enhver tid risikere at blive beskyldt for at favorisere arbejdsgiverne, og det virker underligt, at Løkke åbner den flanke.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00