Idealist på rejse mod magten

PORTRÆT: Mette Frederiksen begyndte sin karriere med social indignation. Siden har hun stået i spidsen for store spareøvelser som beskæftigelsesminister. Med sine stærke retoriske evner er hun sluppet forbløffende helskindet fra det.

Foto: Socialdemokraterne Flickr
Jørgen Skadhede

Trods en hel sommer med medierygter om EU-topposter til Helle Thorning-Schmidt, var der ingen uro på bagsmækken hos Socialdemokraterne. Hvis Thorning gik, skulle Mette Frederiksen være statsminister. 

Hos Socialdemokratiet opfatter stort set alle hende som partiets kronprinsesse. Den oplagte arvtager som formand, hvis Thorning engang stiller stiletterne. Hvad enten det bliver efter et valgnederlag eller først længere ude i fremtiden. 

Hvis Mette Frederiksen engang overtager formandsposten i partiet, vil det være den foreløbige kulmination på hendes politiske rejse. Fra at være en meget socialt indigneret og venstreorienteret socialdemokrat har hun bevæget sig ind mod magten på midten af dansk politik. 

Før hun blev minister i 2011, var hun kendt som en idealistisk forkæmper for de socialt dårligst stillede. Siden har hun som beskæftigelsesminister stået i spidsen for markante reformer, der har taget penge og rettigheder fra syge og arbejdsløse.

Fakta
Mette Frederiksen
36 år. Født 19. november 1977 i Aalborg. Datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. Bor i dag i Ballerup.

Har to børn, Ida Feline (2002) og Magne (2006) med eksmanden Erik Harr, som hun blev skilt fra tidligere på året. Han er kommunikationsdirektør i Danmarks Apotekerforening.

Personlige stemmetal
2011: 21.847
2007: 27.077  
2005: 18.219
2001: 3.602

Kaffeklub: Netværket
Hun står selv i spidsen for denne kaffeklub, der blandt andet også tæller transportminister Magnus Heunicke, folketingets formand og tidligere partiformand Mogens Lykketoft samt Pernille Rosenkrantz-Theil og Jesper Petersen.

Parlamentarisk karriere
2011- Beskæftigelsesminister
2005-2011 Næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe
2001- Folketingsmedlem
2000 Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerup-kredsen

Uddannelse og job
2009 Mastergrad i afrikastudier, Københavns Universitet
2007 Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet
2000-2001 Ungdomskonsulent i LO
1996 Student, Aalborghus Gymnasium
1983-1993 Byplanvejen Skole


Research: Nikolaj Simonsen

Det er blevet langt sværere at få førtidspension for unge, og ydelserne for folk i fleksjob er sat ned, og for unge på kontanthjælp er den næsten blevet halveret.

I retorisk særklasse
Men hendes retoriske evner er i særklasse efter dansk målestok. Som den måske eneste S-minister har hun formået at forsvare regeringens reformer på en måde, så hun stadig lyder som en socialdemokrat.

Foto: Søren Svendsen/Scanpix

Derfor er hun sluppet forbløffende helskindet fra opgaven som beskæftigelsesminister, hvor hun ellers på forhånd havde alle odds imod sig. Med hendes image var det svært for de fleste at se, hvordan hun skulle gennemføre de mange barske reformer i regeringsgrundlaget uden at miste sin troværdighed.

Hun har mistet noget troværdighed og opbakning hos nogle på venstrefløjen. Men i dag appellerer hun meget bredere både internt i sit eget parti og hen over midten til borgerlige vælgere.

Derfor er håbet blandt mange socialdemokrater, at hun vil kunne give partiet noget hårdt tiltrængt fremgang. Og håbet knytter sig især til, at hun med sin autentiske stil kan vinde nogle af de mange S-vælgere tilbage, som er gået til DF.

Ingen store kursændringer i sigte
De flester forventer ikke, at den politiske kurs i første omgang vil blive anderledes end den, som regeringsgrundlaget og de Radikale hidtil har dikteret. Men det vil retorikken. Og retorik er også en vigtig del af politik, som en kilde formulerer det.

Men på enkelte punkter vil politikken med Mette Frederiksen som S-formand alligevel godt kunne skille sig lidt ud fra den nuværende med Thorning i statsministeriet.

”Hun vil i langt højere grad have en fornemmelse af, hvad den bevægelse, hun er en del af, kan holde til,” siger en central S-kilde.

Mette Frederiksen var eksempelvis imod regeringens lettelse af selskabsskatten sidste forår. Et træk der fik Socialdemokraterne til at bløde massivt i meningsmålingerne, så man nåede ned på et historisk lavpunkt på cirka 17 procent.

4. generations socialdemokrat
Partiets arv og kerneværdier har hun haft med fra barndommen i en arbejderfamilie i Aalborg. Faren var typograf og moderen pædagog, og Mette Frederiksen meldte sig allerede som 14-årig ind i DSU som den fjerde generation i en familie af aktive socialdemokrater.

Fra begyndelsen af hendes politiske karriere blev hun udpeget som et stort talent. Hun blev især kendt for at holde ideologiske flammetaler med stor patos. Men de gav hende også fjender.

Selv i hendes eget parti mente flere, at hun nogle gange svingende så meget med de ideologiske faner, at hun var ved at miste jordforbindelsen.

Hendes udfarende og idealistiske stil gave hende flere øgenavne på Christiansborg. Især blandt Venstre-folk kom hun til at gå under navnet ”Skrigeskinken”, mens hun blandt nogle partifæller blev kaldt ”Svend Auken med bryster”.

Da Mette Frederiksens mentor Mogens Lykketoft tabte valget som S-formand i 2005 holdt han på valgnatten en bevæget afskedstale på Jazzhouse i København, hvor hun lod tårerne få frit løb.

Endte i ingenmandsland
Mogens Lykketoft forsøgte bagefter at få hende kørt i stilling til formandsposten i en alder af kun 27 år. Men hun mente, at det var for tidligt.

Hun valgte i stedet at stemme på Frank Jensen ved formandsvalget i 2005, som blev vundet af Helle Thorning-Schmidt. Derefter røg Mette Frederiksen ud på lidt af et sidespor i folketingsgruppen, hvor hun var endt i en slags ingenmandsland.

Hun havde ikke støttet Thorning i formandsopgøret, og hun var heller ikke i kridthuset på partiets venstrefløj. Selvom hun havde stemt på Frank Jensen, var denne fløj skuffet over, at hun ikke gik aktivt ind i kampen for at få ham valgt. 

I stedet dannede Mette Frederiksen nogle år senere sin egen kaffeklub i partiet kendt som ”Netværket”, der politisk lå et sted midt imellem partiets gamle Auken- og Nyrup-fløj.

Det er dog først efter valget i 2011, at denne kaffeklub har fået en magtfuld position i partiet. Og det er først i kraft af sin tid og sine præstationer som beskæftigelsesminister, at hun er rykket helt frem til den nuværende position som uantastet kronprinsesse.   

Hvem er den ”rigtige” Mette?
Set udefra kan Mette Frederiksen nærmest fremstå som to vidt forskellige politikere. Før hun blev minister i 2011, gav hun den gas som en ivrig oppositionspolitiker, der revsede VK-regeringen for at føre en social uansvarlig politik.

Efter valget i 2011 kom hun selv til at stå i spidsen for nogle barske reformer. Og siden har hun gjort det til en særlig disciplin at argumentere for, at det er for de arbejdsløses egen skyld, når regeringen tager penge fra dem.

Spørgsmålet er, hvem af de to, der er den rigtige Mette Frederiksen? Hvem af de to, der kommer tættest på, hvad hun egentlig står for? Sandheden ligger nok et sted midt imellem. 
 
Mette Frederiksens reformer har i et vist omfang været tvunget af omstændighederne. Den økonomiske krise og det faktum, at de Radikale sidder med de afgørende mandater på Christiansborg.

Men både når det gælder reformerne af førtidspension, fleksjob og kontanthjælp har Mette Frederiksen udtalt, at hun også ville have gennemført disse reformer, hvis der ikke var nogen økonomisk krise.

Har erkendt holdningsskift
På nogle områder, har hun dog selv erkendt, at hun har skiftet holdning. I efteråret 2005 foreslog hun i et interview i Berlingske, at man burde give 20.000 til 30.000 af de svageste kontanthjælpsmodtagere førtidspension, i stedet for formålsløst at ”piske dem i beskæftigelse”.

Som minister strammede hun i stedet kravene til at få tildelt en førtidspension. Om den kovending har hun siden sagt:

”De mange møder, jeg har haft med unge mennesker på førtidspension, bekræfter mig i, at jeg tog fejl dengang. Fordi der ikke er noget menneske, især hvis det er ungt, der får et rigere liv af at være passiv,” sagde hun i et interview med Clement Kjersgaard på DR sidste år.

”Måske har vi som socialdemokrater været for optaget af at give mennesker noget at leve af i stedet for noget at leve for,” supplerede Mette Frederiksen.

Frederiksens teser
En del kernesocialdemokrater vil sikkert sige, at det første ikke udelukker det andet. Men ifølge flere kilder begyndte Mette Frederiksens politiske rejse mod en mere pragmatisk kurs dog langt før, at folketingsvalget i 2011 gav hende adgang til bagsædet af en ministerbil.

I 2008 stod Mette Frederiksen således frem med ti politiske teser udarbejdet af en gruppe unge socialdemokrater med hende selv i spidsen.

En af teserne bar overskriften, at pligter er vigtigere end rettigheder. Og herunder står, at flere skal yde mere, og at enhver skal arbejde og forsøge sig selv, og ingen må forvente mere fra fællesskabet, end det er nødvendigt. Under et andet punkt står, at skatten på arbejde skal sænkes.

Allerede her viser Mette Frederiksen altså nogle holdninger, som ikke harmonerer helt med det image, hun ellers havde fået opbygget på daværende tidspunkt.

Kanterne er slebet af
Som alle andre har Mette Frederiksen med alderen fået slebet de skarpeste kanter af og har fået nogle rundere og lidt mere pragmatiske holdninger.

Men hendes værdier og grundholdninger har altid været de samme, mener hendes mangeårige kredsformand i Ballerup-kredsen.

”Jeg oplever ikke, at hendes grundholdninger har ændret sig. Men den økonomiske krise har gjort, at hun har måttet gribe til nogle midler, som ikke har været nødvendige før,” siger Jan Ankler.  

Også han peger på hendes kommunikative evner, som hendes helt store styrke.

”Hun er ægte og troværdig. Og så er hun en rasende god kommunikator. Hun kan tale til folk, så de forstår hende, uanset om det er på de bonede gulve eller ude i en fabrikshal,” siger Jan Ankler.  

Hvis hun overtager statsministerposten er den store faldgrube for hende og partiet, at retorik måske ikke kan ændre på vælgerkrisen alene. Hvis vælgerne ikke sporer, at der følger et politisk kursskifte med, risikerer hun at fremstå som kejserens nye klæder, lyder vurderingen eksempelvis fra Enhedslisten.

Regeringens støtteparti vil være meget opmærksom på at vurdere hende på, hvad hun gør, og ikke hvad hun siger.

Stærk til at bygge relationer
Men udover de stærke kommunikative evner, så har Mette Frederiksen også en anden force, der er vigtig for en toppolitiker, påpeger Enhedslistens politiske rådgiver Pelle Dragsted.

”Hendes styrke er også relationsopbygning. Hun er dygtig til at inddrage folk og holde kontakten. Vi står langt fra hinanden politisk, og hun har stået bag de værste af regeringens reformer set med vores øjne. Men når det gælder tillid og samarbejdsrelationer, så har vi et langt bedre forhold til Mette Frederiksen end til den øvrige regeringstop,” siger Pelle Dragsted.

Et eksempel på Mette Frederiksens evne til at inddrage folk og diverse organisationer er kontanthjælpsreformen. Her fik hun afmonteret en stor del af den forventede kritik, fordi hun fik den daværende formand for Socialrådgiverforeningen Bettina Post inddraget så meget i forløbet, at hun overraskende gik ud i pressen som en fortaler for reformen.  
 
Og det er ikke kun på venstrefløjen, at Mette Frederiksen har været dygtig til at opbygge relationer. Hendes forhold til politikerne i de borgerlige partier har ændret sig markant, efter at hun blev minister.

Før 2011 kunne flere af VK-regeringens ministre ikke døje synet af Mette Frederiksen i et forhandlingslokale. Så var der næsten dømt dårlig stemning på forhånd, og forhandlingerne var dømt til at gå i hårdknude.

Dengang mente borgerlige ministre ligefrem, at det var nemmere at forhandle med SF, hvis det var Mette Frederiksen, der repræsenterede S. Sådan er det ikke mere.

God forhandlingsleder
Som beskæftigelsesminister har hun kørt et tæt reformparløb med Venstre. Når forhandlingerne spidsede til, har hun arrangeret hulemøder med Venstres finansordfører Peter Christensen uden embedsmænd til stede. 

Her har de to kunnet tale sig ind på hinanden, så S og V kunne nå frem til en fælles forståelse, så vejen til en aftale var banet.
 
”Hun er en af de ministre, som jeg har haft nemmest ved at lave aftaler med. Hun har et godt blik for, at alle skal have noget med fra forhandlingsbordet. Man kan også mærke mennesket Mette, når man forhandler. Hun er ikke nogen robot, og det sætter jeg stor pris på. Hun vil noget med politik. Det burde være en selvfølge her på Christiansborg, men det er det desværre ikke,” siger Peter Christensen.

I modsætning til hendes egen kredsformand mener Peter Christensen dog at kunne spore nogle personlige holdningsændringer hos Mette Frederiksen, efter hun blev minister.

”Der er to steder, hvor jeg ser, at hun har forandret sig. Det ene er, at nu også erkender en økonomisk virkelighed. Men rent politisk tror jeg også, at hun personligt har flyttet sig, så hun nu mener, at det ikke er at hjælpe de arbejdsløse, hvis man ikke stiller krav til dem,” siger Peter Christensen.

Skolevalg ramte troværdigheden
På et punkt har Mette Frederiksen uomtvisteligt skiftet holdning. Også så meget, at hendes politiske troværdighed led skade.

Det skete i 2010, da hendes datter skulle begynde i skole, og valget faldt på en privatskole i stedet for den lokale folkeskole i Ballerup.

Tidligere havde Frederiksen ellers tordnet imod forældre, der valgte folkeskolen fra.

”Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole så snart, der er problemer i folkeskolen,” skrev hun i et indlæg under overskriften ”Alle skal tage medansvar for folkeskolen” i 2005. 

Den sag gjorde ondt på troværdigheden. Næste valg kom først halvandet år senere, men sagen var ikke glemt. Hun fik ganske vist flotte 21.000 personlige stemmer, men det var en markant tilbagegang i forhold til de godt 27.000, hun fik i 2007.

Til Jyllands-Posten sagde Mette Frederiksen senere, at beslutningen om at indskrive sit eget barn i en privatskole ikke var et udtryk for dobbeltmoral.

”Men jeg har måttet sande, at det er lettere i teorien end i praksis at have faste holdninger.”

Denne artikel er en del af Altinget : magasin. Læs hele magasinet her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Pelle Dragsted

Politisk ordfører, MF (EL)
BA i historie (Københavns Uni. 2001), master i retorik og formidling, Aarhus Universitet 2016

Peter Christensen

Direktør, Aktive Ejere, formand for Danske Spil, fhv. forsvars- og skatteminister & MF (V)
elektriker (1997), MBA (2018)

0:000:00