Islamisme-afsløringer presser kommunerne

En højreekstrem gruppe med nynazistiske sympatier danner en række ”sportsklubber” og ”kulturelle foreninger” i udsatte boligområder. De modtager i årevis kommunale tilskud, uden det bliver kontrolleret, hvad pengene bruges til. Trods gentagne afsløringer fremhæver såvel politi som kommune de højreekstreme for en positiv dialog og deres indsats for at modvirke radikalisering.

Nej, det er naturligvis ren fiktion, for ingen myndigheder kunne drømme om at understøtte en bande hvide fascister. Det nærmeste, man kommer, var støtten til en nynazistisk lokalradio, der udnyttede de gældende regler. Men støtten ophørte, og på intet tidspunkt gav offentlige myndigheder sig til at samarbejde med nynazisterne – eller indlede en ”kritisk dialog” med dem.

Det er til gengæld, hvad adskillige kommuner har gjort over for anti-demokrater med en anden hudfarve. Man har samarbejdet, man har sponsoreret – og man har ignoreret alle faresignaler. Det er ubarmhjertigt blevet afsløret i TV 2's banebrydende dokumentarudsendelser ”Moskeerne bag sløret”, der har sat den politiske dagsorden i en grad, man ikke har set siden monopolradioens dage.

Ikke fordi udsendelserne bringer overraskende nyt. Det gør de faktisk ikke. Islamisternes sociale kontrol i ghettoområderne, deres systematiske opbygning af parallelsamfund og deres kvindehadske adfærd har eksisteret i årtier. Der er heller ikke noget nyt i, at der findes imamer, der ”sweettalker” myndighederne udadtil og modarbejder al integration indadtil.

Det styrker islamisternes greb om lokalområdet, når kommune og politi fremhæver samarbejdet med dem. Dermed bliver det sværere for de progressive muslimer at tage et opgør med den sociale kontrol, de reaktionære religiøse kræfter har over store boligområder. Det er en ret høj pris at betale.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Det nye er dokumentationsgraden. Der er ikke antydning af tvivl om, at de involverede imamer har en adfærd, der er ødelæggende for integrationen, og de seneste dages kritik af TV 2's metoder ændrer ikke en tøddel ved helhedsindtrykket.   

Markant ændring
Det er landspolitikerne, der bliver motoren i et opgør med imamernes dobbeltspil. På Borgen er der efterhånden en meget bred vilje til at konfrontere islamisterne, og man er blevet mere bevidst om, hvilken destruktiv rolle for integrationen de yderliggående imamer spiller. De dage, hvor det stort set kun var Dansk Folkeparti, der advarede mod imamerne, er for længst forbi.

Såvel Mette Frederiksen (S) som Pia Olsen Dyhr (SF) har rykket sig markant fra deres oprindelige ståsteder, og de to kvinder er i dag begge benhårde over for antidemokratiske elementer i etniske kredse. Og lige præcis, når det gælder kritik af religiøs formørkelse, er – dele – af Enhedslisten også godt med.

Sanktioner
Grimhøj-moskéen bliver næppe forbudt, og det er heller ikke sikkert, at et forbud vil mindske problemet. Men Christiansborg har andre skruer at dreje på. Kirkeminister Bertel Haarder (V) har nævnt muligheden for at fratage vielsesmyndigheden fra enkelte imamer eller et helt trossamfund, og man kan muligvis nægte indrejse til kendte hadprædikanter. Samtidig vil tilsynet af de muslimske friskoler blive skærpet.

En stor del af indsatsen kommer til at ligge i kommunerne, og som det fremgik af dokumentaren har kontrollen flere steder ligget et sted på skalaen mellem ”helt utilstrækkelig” til ”ikke eksisterende”.

Håber på fremgang til IS
Tydeligst har problemerne været i Aarhus.
Selvom Grimhøj-moskéen gennem tiden er blevet forbundet med den ene pinlige sag efter den anden, har kommunen troligt fortsat samarbejdet. Man skal ikke længere tilbage end sidste år for at finde meget positive udtalelser om den islamistiske moské fra såvel Aarhus Kommune som Østjyllands Politi.

Politiet mente, at moskéen havde en stor del af æren for, at andelen af syrienskrigere fra Aarhus var faldet drastisk. Opbremsningen skete dog først, da der var kommet et massivt landspolitisk pres på Grimhøj, fordi størstedelen af syrienskrigerne fra Aarhus hidtil havde frekventeret moskéen.

Politiets dilemma er reelt nok. Man vil have kontakt til imamerne for at forebygge terror og radikalisering. Men i de bestræbelser samarbejder man med en moské, hvor formanden ”håber, at IS går frem.” Spørgsmålet er, om det giver mening.

Det styrker islamisternes greb om lokalområdet, når kommune og politi fremhæver samarbejdet med dem. Dermed bliver det sværere for de progressive muslimer at tage et opgør med den sociale kontrol, de reaktionære religiøse kræfter har over store boligområder. Det er en ret høj pris at betale.

Fordømte JP
Den århusianske rådmand for den afdeling, der skal kontrollere, at de kommunale tilskud inden for kulturområdet går til formålet, er den radikale Rabih Azad-Ahmad. Han er en erfaren politiker. Rådmanden har været medlem af Aarhus byråd i snart ti år og gjorde sig allerede inden da bemærket.

Således opfordrede Azad-Ahmad politikere fra alle partier til at fordømme Jyllands-Posten efter Muhammed-tegningerne. En opfordring, der fik den daværende radikale landsformand Søren Bald til tørt at bemærke, at ”vi mig bekendt lever i år 2005 og ikke i år 750”.

Rabih Azad-Ahmad har efter afsløringen af islamisternes fiflerier med kommunale tilskud ikke været lysende klar i sin afstandtagen og har i stedet stillet spørgsmålstegn ved dokumentationen.

Bundsgaard kontra Wammen
Heller ikke Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) har afskrevet Grimhøj-moskéen. Bundsgaard fulgte lynhurtigt op på de pinagtige afsløringer med en ti-punkts-plan, der skal imødegå parallelsamfund, og Bundsgaard lagde planerne om en stormoské på is. Men selv efter de seneste afsløringer fastholder Bundsgaard en ”kritisk dialog” med Grimhøj-moskéen. Fuldstændig samme formulering, som Aarhus-borgmesteren brugte de andre gange, moskéen er blevet afsløret.

Hvor ”kritisk” kommunens dialog hidtil har været, får Bundgaard sikkert rig lejlighed til at diskutere med sine partikammerater og gode venner i Folketinget, politisk ordfører Nicolai Wammen og integrationsordfører Dan Jørgensen. Det er i hvert fald et åbenlyst problem for Socialdemokraterne, at deres borgmester i landets næststørste by udsender andre signaler end partiledelsen på det politisk vigtige integrationsområde.

København fik nok
I København tog man skeen i den anden hånd allerede inden afsløringerne. Her afbrød kommunen samarbejdet med Islamisk Trossamfund, fordi trossamfundet ved flere lejligheder havde inviteret stærkt kontroversielle imamer. Som f.eks. imam Haitham Al-Haddad, der ifølge kommunen accepterer vold mod kvinder og mener, at ”jøder er efterkommere af svin og aber” samt imam Bilal Philips, der sammenligner homoseksualitet med pædofili.

I Borgerrepræsentationen sagde et flertal bestående af DF, LA, K, V og S i november stop. Især socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen, der indtræder i Folketinget i stedet for Thorning (S), var hård i kritikken af det mildt sagt tvetydige trossamfund.

Derimod var den radikale integrationsborgmester Anne Mee Allerslev modstander af at afbryde samarbejdet, og det samme var SF's Sisse Marie Welling, der ligefrem kaldte beslutningen ”beskæmmende”.

Dialog med middelalderen
Trods den seneste udvikling har kontrollen med islamisternes udnyttelse af kommunale midler også i København været særdeles mangelfuld, og det synes mere at være reglen end undtagelsen i kommunerne. Det udgør et alvorligt problem for integrationen.

Hvis kampen mod parallelsamfund og normer fra år 750 denne gang skal lykkes, at det ikke nok med landspolitiske initiativer. Folketingets kontrol med kommunernes tilsyn må samtidig skærpes – og politiet må overveje, hvem det giver mening at tage en dialog med.

Man fjerner ikke et middelalderligt mindset ved at lukke enkelte moskéer. Men myndighederne kan vælge deres samarbejdspartnere med en vis omhu.