"Jeg var ved at gå op i limningen": Akdogan, Khader og Pind om at falde i unåde i deres parti
MAGASIN: Det er råt og beskidt at falde i unåde i eget parti. Her fortæller Søren Pind, Yildiz Akdogan og Naser Khader om isolationen og smerten – og tiden bagefter.
Redaktionen
Af Simon Kratholm Ankjærgaard
26. januar 2016 gik Folketingets medlemmer i salen for at stemme om et af de mest kontroversielle lovforslag i nyere tid. Lovforslaget havde den bureaukratiske titel L 87, men blev i daglig tale blot kaldt smykkeloven, og den indeholdt 12 forslag til yderligere opstramninger af dansk udlændingepolitik.
Navnet smykkeloven fik den, fordi den ene af de 12 stramninger, som lovforslaget dækkede over, handlede om statens mulighed for at beslaglægge asylansøgeres værdier, eksempelvis smykker. Lovforslaget var omstridt og slog sprækker ned gennem Folketinget – og tværs gennem flere partier.