Kampen mellem dommere og folkevalgte spidser til

ANALYSE: Med mere stridbare repræsentanter for dommerne mod en kampklar justitsminister er der lagt op til en skærpelse af en 20 år lang konflikt. I den aktuelle strid om minimumsstraffe har Højesterets præsident givet en ukorrekt fremstilling af sagen.

Ophidselsen blandt dommerne er ikke til at tage fejl af.

Efter Folketinget vedtog at fordoble minimumsstraffen for at bære skydevåben, tog dommerne det tunge skyts i brug. For her var tale om en utålelig indskrænkning af dommernes råderum, ja nærmest en uforskammethed fra de impertinente politikere, måtte man forstå.

Principiel strid
Minimumsstraffen for at overtræde våbenloven under skærpende omstændigheder blev formelt vedtaget i forbindelse med finansloven, og den kan synes at være en detalje i det store kompleks af lovgivning, der netop er landet mod rockere og indvandrerbander.

Men for toneangivende dommere som højesteretspræsident Thomas Rørdam og dommerforeningens formand Mikael Sjöberg er sagen yderst principiel. For de frygter, at politikerne er på vej til at holde dommerne i kortere snor. 

Den frygt er ikke ubegrundet. For der har i Folketinget længe været en betydelig frustration over det lave strafniveau i sager om personfarlig kriminalitet.

Sammenstød
Kritikken er blevet stærkest udtrykt af Dansk Folkepartis formand for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup, men frustrationen går langt ind i Socialdemokratiet. Og med den konservative Søren Pape Poulsen som justitsminister tyder meget på, at politikerne denne gang vil sætte sig igennem trods højrøstede protester fra toneangivende dommere.

Dommernes repræsentanter er ikke mindre krigeriske, snarere tværtimod. Med Thomas Rørdam og Mikael Sjöberg har dommerne fået en duo, der går meget direkte går i clinch med politikerne.

Det er langt fra alle dommere, der er enige i denne linje, ligesom det heller ikke er alle politikerne, der er enige justitsministeren. Men for nemheds skyld vil det følgende blive refereret til ”dommerne” og ”politikerne”.

Overraskende argumentation
Kampen mod minimumsstraffe er blevet omdrejningspunktet for dommerne, men det er temmelig tvivlsomme argumenter, der her er kommet på banen.

Således udtalte Højesterets præsident Thomas Rørdam 28.3. til Berlingske:

”Med minimumsstraffe fratager man domstolene muligheden for at vurdere, om der i de konkrete sager er særlige omstændigheder, der gør, at det bliver uforholdsmæssigt strengt at anvende minimumsstraffen.”

Det er en højst forbløffende udtalelse fra Højesterets præsident, der må formodes at kende § 83 i straffeloven. Den lyder:

”Straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.” 

Betinget straf for drab
Dommerne vil altså – selv med minimumsstraffe – have mulighed for at gå under strafferammen i særlige tilfælde, ja, ligefrem lade straffen bortfalde.

Det er tidligere sket i praksis. Eksempelvis slap tre brødre i en historisk dom med betingede straffe for at have myrdet deres tyranniske far, selvom ministraffen for drab er fem år.

Derfor er Højesteretspræsidentens udtalelse ganske enkelt ukorrekt.

Grundlovsbrud
Meget bedre er det ikke, når minimumsstraffe fremstilles som et brud på magtdelingen mellem den dømmende og lovgivende magt, ja nærmest som et grundlovsbrud. Det er rent nonsens.

Den tidligere formand for dommerforeningen Jørgen Lougart opridsede i al sin enkelthed problemstillingen, da Folketinget første gang indførte minimumsstraffe for våbenbesiddelse i 2009:

”Der er nogle, der har nævnt, at lovforslaget vil være grundlovsstridigt, men det mener jeg ikke, det er. Selvfølgelig kan man have minimumsstraf i øget omfang, når man allerede anvender metoden i dag,” sagde Lougart til Altinget.

Lougart var heller ikke tilhænger af minimumsstraffe, men hans argumenter var af anderledes holdbar karakter.

Alternativ logik
Trods den store opstandelse i dommerkredse er minimumsstraffe ikke en nyskabelse. Tværtimod.

I betænkning 1531 med titlen ”Strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og domstole” fra 2012 fremgår det, at man indtil 1961 havde minimumsstraffe i langt flere straffelovsbestemmelser end i dag.

Den nuværende grundlov er som bekendt fra 1953. Så det kræver en temmelig alternativ logik at påstå, at øget anvendelse af minimumsstraf skulle krænke grundlovens magtdeling mellem den lovgivende og dømmende magt.

I dag er minimumsstraffen indskrænket til tre områder: Manddrab, drab på statsoverhovedet og – siden 2009 – overtrædelser af våbenlovgivningen under særlig skærpende omstændigheder.

Det er tendensen til, at det nu bevæger sig den anden vej – mod flere og ikke færre minimumsstraffe – der har fået dommerne op af de bløde sæder.

Taktisk uklogt
Men dommerne har valgt den værst tænkelige slagmark, når de protesterer så voldsomt over udvidelsen af minimumsstraffen for våbenbesiddelse under særlig skærpende omstændigheder.

For det første er minimumsstraffen her reelt vendt mod besiddelse af ladte skydevåben, der kan tænkes brugt i kriminelle sammenhænge. Det handler ikke om en glemt hobbykniv eller en jæger med en riffel og et bundt fasaner i bagagerummet.

For det andet har man allerede minimumsstraf på dette område, den bliver blot udvidet fra ét til to år. Der er altså ikke tale om nogen som helst principielt ændring.

For det tredje vil dommerne fortsat have et betydeligt råderum:
Strafferammen går nu fra to til otte år, som straffen kan fastsættes inden for. Og før straframmen i det hele taget bliver aktuel, afgør dommerne suverænt, om der er tale om ”særlig skærpende omstændigheder”.

For det fjerde har dommerne her et usædvanlig massivt flertal i Folketinget imod sig. Det var SF's daværende formand Villy Søvndal, der var i front, da Folketinget tilbage i 2009 først indførte minimumsstraffe på dette felt. I en situation, hvor den daværende konservative justitsminister Brian Mikkelsen kun fodslæbende gik med.

Minimumsstraffen endte dengang med at få opbakning fra de borgerlige, socialdemokraterne og SF. Samme store flertal står bag forslagene i bandepakken – selvom SF på grund af finansieringen står uden for forliget.

20-års krigen
Når dommerne alligevel tager kampen op, skyldes det frygten for, at politikerne vil bruge dette område som rambuk for at indføre minimumsstraffe på andre områder.

Konservative opererer med tanken om at indføre minimumsstraffe for voldtægt, og Dansk Folkepartis Peter Skaarup har længe været i front med krav om minimumsstraffe for flere personfarlige forbrydelser.

Det er kulminationen på konflikt gennem 20 år, der nu er under opsejling.

Lige siden slutningen af 90'erne har toneangivende politikere udtrykt utilfredshed med domstolene på to områder: Udvisning af kriminelle og strafniveauet for personfarlig kriminalitet.

I begge tilfælde har politikerne ønsket en skærpelse, og i begge tilfælde er det opfattelsen hos mange politikere, at domstolene har været utrolig svære at slæbe til truget.

I forhold til udvisningsdommene førte det til en præcisering af lovgivningen, så kriminelle udlændinge fremover skal udvises ”med mindre det med sikkerhed vil være i strid Danmarks internationale forpligtelser”.

Og i forhold til det lave strafniveau for personfarlig kriminalitet er minimumsstraffe de folkevalgtes ultimative redskab.

Sværm af protester
Minimumsstraffe og øget krav om udvisning af kriminelle indskrænker dommernes råderum i den enkelte sag. Med den nuværende formand for dommerforeningen kan man forvente en sværm af protester. Sekunderet af Højesterets præsident.

Man kan mene, at minimumsstraffe er en uhensigtsmæssig måde at lovgive på, og man kan politisk være modstander af højere straffe.

Men der er intet som helst forfatningsmæssigt til hinder for, at de folkevalgte mere præcist angiver strafniveauet for de enkelte lovovertrædelser. Det er de i deres gode ret til.

Det er dommerne, der afgør skyldsspørgsmålet i den enkelte sag.

Men det er er de folkevalgte – og kun de folkevalgte – der bestemmer det generelle strafniveau. Herunder om der skal være minimumsstraffe eller ej.

I den sammenhæng er dommerne blot embedsmænd, der som alle andre skal rette ind efter Folketingets beslutninger.

Forrige artikel SF-ledelsen undgik kaos-landsmøde SF-ledelsen undgik kaos-landsmøde Næste artikel Holstein: Terror sætter svensk udlændingepolitik under hårdt pres Holstein: Terror sætter svensk udlændingepolitik under hårdt pres