Kasper Møller afløser Søren Risbjerg

OM OS: Professor Kasper Møller Hansen overtager professor Søren Risbjerg Thomsens valg-analyser på Altinget.

Foto: Københavns Universitet og Ove Smedegaard
Anders Jerking

Efter mange års tro tjeneste for Altinget har professor Søren Risbjerg Thomsen valgt at trappe ned.

Gennem årene har Søren Risbjerg Thomsen udviklet flere statistiske modeller til at belyse bevægelser blandt vælgerne. Blandt andet er han ophavsmand til det kvalitetsvægtede snit af meningsmålinger og en geografisk prognose for, hvor i landet partiernes mandater falder.

Det arbejde vil fremover blive videreført på Altinget af valgforsker Kasper Møller Hansen, der er professor på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

”Det er med en vis ærefrygt, at jeg skal forsøge at videreføre Søren Risbjerg Thomsens arbejde med det kvalitetsvejede snit af meningsmålingerne,” siger Kasper Møller Hansen og fortsætter:  

”Søren har de seneste 25 år udviklet og forfinet metoden til det ypperste, og han var langt forud for sin tid, også sammenlignet med snitberegninger i USA og andre lande. I dag er snitberegninger anerkendt i USA såvel som i vores nabolande og ikke mindst forskningsmæssigt.”

Kasper Møller Hansen vil som udgangspunkt fortsætte med Søren Risbjergs måde at beregne snittet på. Senere vil han langsomt implementere nye justeringer og forbedringer.

Risbjerg vil fortsat forske
Søren Risbjerg Thomsen er professor emeritus på Aarhus Universitet. Han håber, at han nu får mere tid til at samarbejde med andre valgforskere om at opbygge og anvende en stor database med geografiske valgresultater tilbage fra 1979.

”Jeg har været meget glad for mit samarbejde med Altinget og er yderst tilfreds med, at Kasper Møller nu kan videreføre mit arbejde med at lave valgprognoser og vælgeranalyser på videnskabeligt grundlag,” siger han.

Selv om det fremover er Kasper Møller Hansen, som laver snittet, så vil navnet fortsat være ’Risbjerg-snittet’, forklarer Altingets chefredaktør, Rasmus Nielsen.  

”Vi er stolte over, at begrebet "Risbjerg-snittet" lever videre, selv om vi i dagligdagen må undvære manden bag brandet. Jeg vil gerne sige tusind tak til Søren Risbjerg, der fra starten så potentialet i at samarbejde med os,” siger Rasmus Nielsen og fortsætter:

”Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet med Kasper Møller, som længe har været en kapacitet på området.”

Det første Risbjerg-snit lavet af Kasper Møller Hansen bringes i dag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Møller Hansen

Professor og valgforsker ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, ansvarlig for Altingets Risbjerg-snit
cand.oecon. (SDU 2000), ph.d, i statskundskab (SDU 2004)

Søren Risbjerg Thomsen

Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
dr.scient.pol. (Aarhus Uni. 1987), cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00