Kongemord og paladsrevolutioner

De politiske modsætninger har sjældent været afgørende for de interne stridigheder. Havde det bare handlet om politik, kunne man lave kompromiser og komme videre. Men hos Konservative har omdrejningspunktet typisk været personlige modsætninger og ambitioner.

Erik Holstein
Journalist og forfatter

**** (fire stjerner ud af seks)

Såvel politiske journalister som satiretegnere er efterhånden i bundløs gæld til Det Konservative Folkeparti, der har bidraget med en stor del af de senere års politiske underholdning. Konservative har skiftet formand i samme takt, som Italien skifter premierminister, og alene det faktum er grund nok til at skrive en ny bog om partiet. Titlen ”Det konservative kollaps” er tilmed velvalgt om et parti, der ved sidste valg fik under en tredjedel af de 15 procent, det opnåede for kun 20 år siden.

De to forfattere Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard har koncentreret sig om den nyere partihistorie, altså fra Poul Schlüter og frem. Den altovervejende vægt er lagt på tiden efter Bendt Bendtsens magtovertagelse i 1999. Det er et fornuftigt valg, for de rasende magtkampe i kølvandet på Hans Engells fald er velbeskrevne.

Forfatterne fortæller i efterskriftet, at partiledelsen og partiets pressetjeneste aktivt har forsøgt at modarbejde projektet. I bogen offentliggør de en facebook-besked fra partiets pressechef til de konservative medlemmer, der dokumenterer dette.

Den slags er jo altid sjovt – og det er forbløffende, at der stadig findes toppolitikere og pressechefer på Christiansborg, der tror, man kan opnå noget ved den fremfærd. Specielt i partier, hvor utilfredsheden mod ledelsen dunker lige under overfladen, er det utopisk at tro, man kan få folketingsmedlemmer og bagland til at holde kæft.

Espersen tur-retur
Forfatterne har tydeligvis haft held med at få folk fra partiets forskellige fløje i tale, og bogen har en del interessante oplysninger. Ikke mindst at en del af baglandet ligefrem ønskede den fyrede konservative formand Lene Espersen tilbage igen i stedet for Lars Barfoed. Bogens påstand om, at et flertal på omkring 60 procent var villig til at give Espersen et comeback som formand er tvivlsom, men ønsket om at den detroniserede leder fik en langt mere fremtrædende placering, er der ingen tvivl om. For Espersen kan i det mindste kommunikere meget klart, hvad der ikke lige er Barfoeds stærke side.

Paladsrevolutionen, der afsatte Barfoed til fordel for Søren Pape, gav da også plads til Espersen i forreste række som politisk ordfører, hvor hun sammen med gruppeformand Brian Mikkelsen og partiets næstformand Michael Ziegler er de centrale politikere omkring den nye formand.

Bogen har lige nået at få det seneste af de 8 (!) konservative lederskift med på godt 20 år – og det er professionelt skuldret af forlaget. Men man kunne godt ønske sig, at bogen gav en mere udførlig skildring af omstændighederne omkring Lars Barfoeds afgang.

For helt så frivillig og ”af hensyn til partiets bedste” var Barfoeds afgang heller ikke. Barfoed gik ganske rigtigt selv. Men det var med en pistol i ryggen, fordi baglandet med Michael Ziegler i spidsen og centrale spillere som Brian Mikkelsen havde mistet troen på ham.

Barfoed forsøgte sammen med sin allierede Per Stig Møller at vinde tid ved at spille på risikoen for at skifte formand, hvis der kom et hurtigt efterårsvalg. Men det prellede af på kritikerne, og den 6. august kom så den meddelelse om Barfoed afgang, der tog Christiansborg på sengen.

Personer frem for politik
Det Konservative Folkeparti har altid haft to strømninger: den socialkonservative og den nationalkonservative, hvor de socialkonservative er mere midtersøgende og har visse fællestræk med Radikale, mens de nationalkonservative lægger mere vægt de traditionelle dyder og har mere til fælles med Dansk Folkeparti.

I ”Det konservative kollaps” fremhæves de politiske modsætninger som en af de afgørende forklaringer på de mange politiske giftmord, der ellers mest synes inspireret af det gamle Rom. Men de politiske forskelle har sjældent været afgørende for de interne stridigheder. Havde det bare handlet om politik, kunne man lave kompromiser og komme videre. Men hos Konservative har omdrejningspunktet typisk været personlige modsætninger og ambitioner.

Således var 90'ernes opgør efter Hans Engells fald ikke et spørgsmål om socialkonservative mod nationalkonservative. Det var et spørgsmål om for eller imod Engell. I anti-Engell fronten fandt man både socialkonservative som Per Stig Møller og Pia Christmas-Møller – og folk som Bendt Bendtsen og Helge Adam Møller, der i den grad er nationalkonservative.

Samme mønster ser man i den alliance, der bragte Barfoed til fald. Brian Mikkelsen er nærmest nationalkonservativ, men det er partiets meget aktive næstformand Michael Ziegler ikke.

Det er kun delvis rigtigt, når de to forfattere skriver, at ”De Konservative ikke kunne fordrage Dansk Folkeparti”. Forholdet mellem en del af socialkonservative og DF er ganske vist meget dårligt, men folk som Brian Mikkelsen og Lene Espersen har ingen problemer med DF. Kontroverserne mellem de to partier under Bendt Bendtsens lederskab skyldes snarere, at det personlige forhold mellem Bendtsen og Pia Kjærsgaard var helt elendigt.

Pay Back
Blandt bogens mere interessante detaljer er beskrivelsen af, hvordan Lene Espersen som leder forsømte at please sin folketingsgruppe. Som da Espersen havde bedt gruppen byde ind på, hvilke konservative mærkesager, der skulle satses på. Resultatet var Espersen så utilfreds med, at hun meget udiplomatisk og utaktisk meddelte gruppen, at dens forslag var helt ubrugelige.

Eller da hun ved ministerrokaden i 2010 forbigik folketingsgruppen og hev Benedikte Kiær og Charlotte Sahl-Madsen ind fra sidelinjen som nye ministre. Benedikte Kiær viste sig at være en decideret trumf, mens det den dag i dag er en gåde, hvorfor Sahl-Madsen blev minister.

Rokaden efterlod skuffede medlemmer i folketingsgruppen. Bedre blev det ikke af, at Per Stig Møller mistede sit elskede Udenrigsministerium, og – den i egne øjne fortræffelige – sundhedsminister Jakob Axel Nielsen blev fyret. Det skabte fjendskaber, der blev gjort op, da Espersen kort efter kom i modvind.

Det beskrives udmærket, hvordan også Barfoed fik skabt sig flere fjender end nødvendigt. F.eks. vedtog partiets landsråd sidste år på forslag fra KU, at Konservative skulle være modstandere af den nye offentlighedslov. Men folketingsgruppen med Barfoed i spidsen valgte at se bort fra landsrådets beslutning. Det har folketingsgruppen formelt ret til, men klogt var det ikke i en situation, hvor respekten for formand og gruppe i forvejen var ringe i baglandet.

Til højre for LA
Blandt de mere interessante afsnit er interviews med nogle af partiets talenter som Mette Abildgaard fra Region Hovedstaden. Hun kommer med en meget bemærkelsesværdig udmelding, hun får svært ved at løbe fra:

”Vi skal stå på mål for markante velfærdsreformer. Vi skal ikke melde ud, vi vil småjustere SU'en. Vi skal turde tale om afskaffelse – for blot at nævne et eksempel,” lyder det fra Abildgaard, der åbenbart ikke mener, at hendes parti er decimeret i tilstrækkelig grad.

Tvillingepartier
”Det konservative kollaps” gør en del ud af at beskrive, at der er tale om et dansk kollaps, og at konservative i en række sammenlignelige lande har det glimrende. Det gælder Norge, Tyskland og Storbritannien, hvor konservative søsterpartier alle steder er ved magten. Og det gælder i Sverige, hvor Moderaterna trods nederlaget ved Riksdagsvalget stadig har fire-fem gange så stor opbakning som det danske søsterparti.

Bogen giver ikke nogen overbevisende forklaring på den forskel. Men en del af årsagen er uden tvivl historisk, for bortset fra en kort periode under Schlüter har Konservative aldrig været et folkeparti i Danmark. Det skyldes blandt andet tilstedeværelsen af Venstre, der på lange stræk ikke har været til at skelne fra Konservative. Hverken i Tyskland, Storbritannien, Norge eller Sverige har man en konkurrent med så store lighedstræk.

Regering eller ej
Bogens største svaghed er en række irrelevante og malplacerede reportagelementer, der bryder rytmen og overdænger den sagesløse læser med ligegyldige detaljer. Et eksempel:

”Vi møder chefredaktørens Heidi Avellan på hendes kontor, der ligger på en af de øverste etager i den høje ejendom i udkanten af Malmø, der danner rammerne om Sydsvenskans hovedkontor. Kontoret er, som journalisters kontorer er flest. Det vil sige bunker af papirer på skrivebordet, en bogreol fyldt med diverse biografier og analyser, foruden selvfølgelig computer, telefon og lidt billeder.”

Det er ikke ligefrem indlysende, hvilken relevans indretningen af chefredaktørens kontor i Malmø har for den konservative krise i Danmark. Og det er langt fra det eneste eksempel.

En anden indvending er bogens analyser, der er af svingende kvalitet. F.eks. konkluderer forfatterne, at ”der er ingen tvivl om, at det vil være en fordel for Konservative at være en del regeringen”, hvis de borgerlige vinder.

Men det er der i høj grad tvivl om. Specielt hvis man analyserer situationen med en Venstre-ledet regering over for et stærkt Dansk Folkeparti i stedet for blot at forfalde til refleksreaktioner.

Men alt i alt har makkerparret Agner og Aagaard klart forbedret kvaliteten siden deres sidste bog. Der er gode takter i ”Det konservative kollaps”, omend der er stadig et stykke op til analyseniveauet i Mikkel Faurholdts ”Det konservative blodbad” tilbage fra år 2000.

”Det konservative kollaps” er udkommet på forlaget Rosenkilde og Bahnhof og er skrevet af Anders Agner Pedersen og Jens Aagard. Bogen er på 260 sider og koster 250 kr.