Analyse af 
Erik Holstein

Krig mellem venner om boligmilliarder

ANALYSE: Spinkrigen kører for fulde omdrejninger mellem Socialdemokraterne og deres traditionelle venner i Boligselskabernes Landsforening. BL har hyret en af de hårdeste nysere i spinbranchen, mens Boligministeriet har haft held til at få placeret en række positive historier i medierne.

THUMPS DOWN: Begejstringen for regeringens udspil til et nyt boligforlig&nbsp;er begrænset hos repræsentanterne for Arbejdernes Andels Boligforening (AAB).<br>
THUMPS DOWN: Begejstringen for regeringens udspil til et nyt boligforlig er begrænset hos repræsentanterne for Arbejdernes Andels Boligforening (AAB).
Foto: AAB
Erik Holstein

Det er ikke længe siden, de var tætte.
Socialdemokraterne og Boligselskabernes Landsforening (BL) så sig selv som del af samme bevægelse, og BL's mangeårige direktør Gert Nielsen delte sommerhus med S-lederne Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft. Men i disse dage fører BL en målrettet kampagne mod den socialdemokratisk ledede regering.

Mens store dele af fagbevægelsen længe har kritiseret regeringen, var boligorganisationerne i starten særdeles tilfredse med Thorning-regeringen, som med en række initiativer har sat mere gang i både nybyggeri og renovering. Der var særlig klapsalver til den ekstraordinært store ramme for renovering af de almene lejeboliger, som boligministeren i sine første år åbnede for.

Men nu har regeringen lagt op til en brat nedskæring af renoveringspuljen i de kommende år. Det har fået BL til at røre krigstrommerne og rette angreb mod regeringen. En udvikling, der både har overrasket og fortørnet boligminister Carsten Hansen (S).

Skyggen fra 98
Boligorganisationerne blev tidligere betragtet som Socialdemokraternes forlængede arm af de borgerlige, og særlig Venstre havde et horn i siden på boligbevægelsen, siden BL og Lejernes LO med en effektiv kampagne fik skrabet de sidste stemmer hjem til Nyrup-regeringen ved valget i 1998.

Efter Gert Nielsens afgang som BL-direktør i 2010 har BL anlagt en mere partipolitisk uafhængig kurs. Den nye direktør Bent Madsen allierer sig ganske enkelt med de partier og organisationer, der bedst kan hjælpe BL's synspunkter på vej. Og man angriber dem, der står i vejen.

Stridens kerne er den pulje til renovering af almene boliger, som lejerne selv betaler ind til i Landsbyggefonden. Puljen var officielt på 2 mia. om året i det sidste boligforlig, men der er bygget på forliget flere gange, så den reelle pulje har de seneste år ligget på ca. 5,5 mia. Det beløb vil regeringen nu reducere til 2,785 mia. i de kommende år.

Intrige-Svend
Her har BL som en klassisk interesseorganisation for lejerne med uformel dialog forsøgt at påvirke regeringen til at hæve rammen op i nærheden af det nuværende niveau. Da det viste sig umuligt, begyndte man at benytte andre midler:

BL entrerede med Svend Gunbak, en af de dygtigste, men også mest kontroversielle politiske lobbyister. Gunbak startede for 20 år siden som højre hånd for den endnu mere omstridte Erik Skov Pedersen i den konservative pressetjeneste og blev på Borgen døbt ”Intrige-Svend”.

Gunbak har tidligere spillet imod Socialdemokraterne, og han får alle alarmklokker til at ringe i store dele af det socialdemokratiske miljø. I den aktuelle sag er Gunbaks kontakter i det borgerlige miljø vigtige for BL, så man kan lægge et bredt politisk pres.

Corydons valgkreds
BL har fået en meget stor af landets borgmestre på deres side, det gælder også socialdemokratiske borgmestre som Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard. En anden vigtig allieret er den konservative borgmester i Helsingør, Benedikte Kiær, der som socialminister var med til at skrue det sidste boligforlig sammen i 2010.

Som et drillende kuriosum har også Esbjerg-borgmester Johnny Søtrup kaldt det ”dårligt købmandsskab” at halvere rammen for renoveringer i en krisetid. Esbjerg er finansminister Bjarne Corydons (S) opstillingskreds, og det er Finansministeriet, der til syvende og sidst bestemmer den økonomiske ramme på boligområdet.

BL har også mobiliseret fagbevægelsen: LO's næstformand Lizette Risgaard har kritiseret nedskæringen af renoveringsrammen, og sekretariatschefen fra BAT-kartellet, Gunde Odgaard, betegnede over for Altinget regeringens udspil som ”formynderisk og dumt”.

I det røde felt
Ministeriet har på sin side sat gang i en effektiv modkampagne. Man har briefet udvalgte journalister, og det er lykkedes at få flere medier til at bringe budskabet om, at regeringen giver flere penge til renoveringer. Hvad der er korrekt sammenlignet med udgangspunktet i 2010, men misvisende sammenlignet med de nærmest foregående år.

BL's mobilisering har ikke moret boligminister Carsten Hansen, der har været helt oppe i det røde felt. Han finder angrebene uretfærdige i betragtning af, at han trods alt fik hævet Finansministeriets oprindelige udspil med en pulje med 2 mia. til nu 2,785 mia.

Strid om flaskehalse
Finansministeriet er ikke kommet med en officiel begrundelse for, hvorfor man vil skære markant ned i renoveringerne, men ifølge Altingets oplysninger er det primært frygten for overophedning af økonomien, der rider ministeriets økonomer som en mare.

Indtil videre er der dog ikke tegn på flaskehalse, og selvom der ofte går to-tre år fra bevilling til start på et byggeri, er truslen om overophedning i byggesektoren begrænset. For netop her hentes der rask væk østeuropæisk arbejdskraft.

Regeringen hæfter sig samtidig ved, at ventelisten på 12 mia. for projekter i Landsbyggefonden kan imødekommes med Carsten Hansens udspil, mens borgmestrene og BL frygter, at der ikke blive penge til nye udspil.

Landsbyggefondens renoveringer er holdt ude af det statslige regnskab, så et højere niveau vil ikke betyde, at man skal skære andre steder på statsbudgettet for at holde sig under EU's grænse for underskud på højst tre procent. 

DF og K på banen
Det nye boligforlig skal af tekniske grunde på plads inden finansloven, men indtil videre er forhandlingerne gået i slæbespor. Når det gælder den omstridte renoveringspulje går fronterne meget utraditionelt:

SF (og Enhedslisten uden for forligskredsen) ønsker en højere ramme. Det samme gør Dansk Folkepartis ledelse og Konservative, der har Benedikte Kjær med på sidelinjen. Venstre derimod ligger her mere på linje med regeringen, men har indvendinger på andre områder.

Carsten Hansen er foreløbig bundet af sit forhandlingsmandat fra regeringens magtfulde Ø-udvalg, der som udgangspunkt ikke vil acceptere flere penge til renoveringer. På den anden side er dette ikke videnskab, men politik: Bliver emnet knyttet direkte til finanslovsforhandlingerne af venstrefløjen, kan der sandsynligvis fires lidt på udspillet.

Superhelt eller superskurk
BL har udskudt udsendelsen af beboerbladet, der når en million lejere, så man ”kan orientere om forløbet ved boligforliget”. Eller sagt i klartekst: Hvis regeringen bøjer sig og hæver renoveringsrammen vil Carsten Hansen blive hyldet som en genial solkonge, men holder regeringen fast i nedskæringen vil der blive udsendt en fatwa.

Boligpolitikken kommer ikke til at afgøre valget som i 1998, alene af den grund at slagsmålet om ”en renoveringspulje” næppe er det, der mobiliserer masserne. Dertil er det alt for ukonkret.

Men konflikten er ikke desto mindre ubekvem for regeringen kort tid før et valg. For ude i de enkelte boligområder er en pæn del af de aktive medlemmer af afdelingsbestyrelserne socialdemokrater, og hvis de føler sig svigtet af regeringen, har den mistet endnu et kontingent fodfolk i næste valgkamp. Her er det meget illustrativt, at repræsentanterne fra den klassisk socialdemokratiske boligforening, Arbejdernes Andels Boligforening (AAB), på twitter giver en ”thumps down” til regeringens boligudspil.

I forvejen forventes et langt lavere aktivitetsniveau fra fodfolkene i fagbevægelsen, så Socialdemokraterne har ikke ligefrem behov for, at også boligbevægelsen tjekker ud.

Og regeringen har slet ikke behov for, at partier som Konservative og Dansk Folkeparti af en skuffet boligbevægelse bliver fremstillet som mere positive over for de almene lejere end den socialdemokratiske boligminister.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00