Løkke i en skruestik mellem vælgere og parti

Han var et ikon dengang, og det er han stadig. Men med en lidt anden fanskare.

Mens den tidligere Venstre-leder Uffe Ellemann-Jensen var en inspiration for en hel generation af Venstre-folk i 80'erne og 90'erne, er hans holdninger i dag omstridte i store dele af Venstre. Til gengæld har den tidligere udenrigsminister fået nye venner.

Det startede tilbage i 2009, hvor Uffe Ellemann modtag Radikale Venstres fortjentsmedalje, Marianne-prisen, for sine holdninger under Muhammed-krisen og for sin kamp mod et burka-forbud. Sjovt nok netop de emner, der igen er på toppen af dagsordenen.

Siden har Uffe Ellemann fået skulderklap fra flere andre af sine tidligere inkarnerede modstandere, ja selv SF's Margrete Auken taler i dag næsten henført om ”den pæne del af Venstre”, der er inspireret af Uffe Ellemann. Der er ikke et øje tørt.

Det er den "nationalliberale" linje, der vinder frem i Venstre. En linje, der kombinerer liberalismen med beskyttelse af nationalstaten som en demokratisk og folkelig enhed.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Bistre Venstre-veteraner
Ser man bort fra det kuriøse, rammer Ellemanns nye status lige ned i den aktuelle udlændingekonflikt i Venstre. I sidste uge angreb den tidligere Venstre-høvding smykkeloven og grænsekontrollen i hårde vendinger i et interview i Berlingske. Uden at nævne integrationsminister Inger Støjberg (V) med et ord, men adressen var umisforståelig.

I det hele taget er den rapkæftede ildtop på integrationsministerposten hård kost for flere gamle Venstre-koryfæer:

Eyvind Vesselbo (V) har gang på gang kritiseret drejningen af Venstres udlændingepolitik, Britta Schall-Holberg (V) har gjort det samme – og den tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har ligefrem truet med at melde sig ud, hvis Støjberg en dag bliver Venstre-formand.

Det er ikke noget tilfælde: For det er i høj grad det gamle Venstre, der er kernen i modstanden mod Inger Støjberg og hendes væbner, integrationsordfører Marcus Knuth (V). Det er blandt Venstres partiforeningsformænd og dele af det kommunale bagland, man finder mange af Støjbergs modstandere. Men selv her en del ved flytte sig.

Vælgerne til den stramme side
Blandt vælgerne er det mere entydigt. Alle målinger viser, at Inger Støjberg har langt størstedelen af Venstres vælgere med sig. Uanset om man måler på burka-forbud, grænsekontrol eller kvoteflygtninge er der meget store flertal for Støjbergs strammerlinje. Ofte i forholdet 3:1.

Når man dertil lægger, hvor afgørende en stram udlændingepolitik er for det parlamentariske grundlag i Dansk Folkeparti, forklarer det, hvorfor den skarpkantede integrationsminister har en særstilling i regeringen.

Det var derfor ikke overraskende, at Støjberg og hendes allierede fredag hev en sejr hjem i den burka-strid, der de sidste par måneder har martret Venstre. I en situation hvor Venstres vælgere massivt støtter et burka-forbud, og et forbud samtidig er vigtigt for at bedre forholdet til Dansk Folkeparti, har strammerfløjen de stærkeste trumfer.  

Løkkes position
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tøvede længe i sagen, og han var for år tilbage lodret imod et burka-forbud. I den type sager er Løkke hæmmet af, at han ikke rigtig interesserer sig for værdipolitikken. Det er den økonomiske politik og strukturelle reformer som kommunalreformen og tilbagetrækningsreformen, der optager ham.

Løkke anerkender dog værdipolitikken som en faktor, der flytter afgørende stemmer. Da Venstre var helt nede at ligge efter hans seneste bilagssag i 2014, skrev Inger Støjberg en knivskarp kronik med kritik af dårlig muslimsk integration. Venstre steg omgående markant i meningsmålingerne.

Venstre fik også klar gevinst af udlændingepolitikken under valgkampen i 2015. Siden har Støjberg haft meget lang line.

Men Løkke selv har ikke en fast ideologisk tilgang til udlændingepolitikken, og linjen er snarere dikteret af taktiske hensyn. Det er medvirkende til, at folketingsgruppen bliver mere og mere splittet. Ikke engang den klassiske Venstre-floskel om, at man har ”højt til loftet og langt til døren” kan skjule, at meningsforskellene er ved at vokse partiet over hovedet.

Vekslende fronter
På Christiansborg har der kørt en vandrehistorie om, at Støjberg og Knuth i virkeligheden er i mindretal i Venstres gruppe. At de ville tabe, hvis gruppemedlemmerne kunne stemme helt frit efter deres overbevisning. Men det er ønsketænkning hos Støjbergs modstandere.

Derimod kan man med en vis ret sige, at fronterne i gruppen skifter fra sag til sag. F.eks. lagde gruppeformand Søren Gade diskret afstand til Støjbergs Muhammed-opdatering, selvom Gade normalt hører til strammerne. Ligesom der er bred enighed om, at Knuths opdatering efter det tyske valg var en regulær blunder, fordi den måtte ses som et skulderklap til det kontroversielle højreparti AfD.

Strammerne kan derfor ikke være sikre på at have flertal. Men de trækker ofte det længste strå. Som det senest skete fredag, da "maskeringsforbuddet" blev en politisk realitet.   

Kristian Jensen i balance
Ud over Støjberg, Knuth og Gade regnes beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og veteranen Hans Christian Schmidt til hardlinerne. Skatteminister Karsten Lauritzen er normalt også på strammersiden. Det er en gruppe med mange tunge folk.

I den anden ende af spektret finder man Venstres EU-ordfører Jan E. Jørgensen som Støjbergs direkte modpol. På den bløde fløj finder man også finansminister Kristian Jensen - og tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen, der er en de argeste modstandere af et burka-forbud. Det er ikke noget tilfælde, at Kristian Jensen, Eva Kjer Hansen og Jan E. Jørgensen alle er kraftig inspireret af Uffe Ellemann-Jensen.

Imidlertid har Kristian Jensen på det sidste forsøgt at balancere. Således undlod han med omhu at tage afstand fra Støjbergs Muhammed-stunt, da han for nylig blev interviewet i talkshowet Lippert.

Kristian Jensen har heller ikke rigtig noget valg. Forsøger han som ny formand at køre en Uffe Ellemann-linje, vil han miste enhver støtte fra Dansk Folkeparti – og partiet vil bløde endnu flere stemmer til Thulesen (DF).

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, bliver ofte placeret på linje med sin far. Men det er en forenkling. I modsætning til Uffe er Jakob tilhænger af grænsekontrol, så længe der ikke er styr på EU's ydre grænser, og han er slet ikke ukritisk over for EU. Jakob Ellemann hører snarere til partiets midtergruppe med sammensatte synspunkter. Det samme gør uddannelsesminister Søren Pind.

De nationalliberale
Venstres folketingsgruppe får nu deltagelse af USA-eksperten Mads Fuglede, der kommer ind i stedet for Jakob Engel-Schmidt. Fuglede hører så udpræget til strammerne – og beskriver sig selv som ”nationalliberal”, et udtryk, der ikke har været i anvendelse siden 1800-tallet.

Det er en interessant betegnelse, der også meget godt dækker holdningen hos folk som Søren Gade, Claus Hjort Frederiksen – og Anders Fogh Rasmussen. Man kombinerer det liberale element med en beskyttelse af nationalstaten. Ikke i en konservativ ”Gud, konge og fædreland”-tradition, men en beskyttelse af nationalstaten som en demokratisk og folkelig enhed. Den er den linje, der vinder frem i Venstre.

Principfast eller fanget i fortiden
På sidelinjen står gamle Venstre-koryfæer som Uffe Ellemann-Jensen med mere og mere nedadvendte mundvige, når de betragter deres gamle parti.

Man kan med rette sige, at Uffe Ellemann står klippefast på sine principper uanset folkestemningen. At han som en anden Jeremy Corbyn er autentisk og tro mod sine idealer årti efter årti. Det er den venlige tolkning.

Den mindre venlige tolkning er, at Elleman bliver stående i gamle skyttegrave, selvom verden har ændret sig drastisk siden hans formandstid. At han ikke tager konsekvensen af islamistiske terrorangreb, bevæbnede indvandrerbander, flygtninge og migranter på motorveje – og religiøse trusler mod ytringsfriheden.

Ingen trøst
Uffe Ellemann har tidligere haft meget nære forbindelser til Venstres søsterparti i Tyskland, FDP, der ved det tyske valg fik et fantastisk comeback til Forbundsdagen. Men ikke engang det kan han holde op som eksempel for Venstre.

For søsterpartiets kanonvalg kom, efter det liberale parti helt havde ændret stil: FDP opnåede sejren med en mere EU-kritisk kurs - og en benhård udlændingepolitik.

Det er virkelig ikke blevet let at være Venstre-mand af den gamle skole.
Analysen er første gang offentliggjort 2/10 og opdateret 6/10.