Måling: Lejerne skal ikke medfinansiere boligejernes rabat

BOLIGSKAT: Et meget massivt flertal af vælgerne afviser, at landets lejere skal være med til at betale for den skatterabat til boligejerne, der forhandles om i disse uger.

Finansieres en del af skatterabatten til boligejerne via det såkaldte&nbsp;økonomiske råderum, bliver det både ejere og lejere, der får regningen.&nbsp;&nbsp;<br>
Finansieres en del af skatterabatten til boligejerne via det såkaldte økonomiske råderum, bliver det både ejere og lejere, der får regningen.  
Foto: Colourbox
Erik Holstein

Mens den ene politiker efter den anden har slået sig op på sloganet ”tryghed for boligejerne”, er det blevet mindre highlightet, at landets lejere risikerer en betale en del af skatterabatten. Men den regning skal lejerne slet ikke have andel i, mener et solidt vælgerflertal.

Hele 63 procent erklærer sig enig i, at ”lejerne hverken på den ene eller anden måde skal være med til at finansiere en skatterabat til boligejerne”. Kun 14 procent er uenige. Det viser en ny Norstat-måling for Altinget.

I VLAK-regeringens første udspil til en boligpakke lagde finansminister Kristian Jensen (V) op til, at skatterabatten dels skulle finansieres ved at nedsætte rentefradraget, dels ved hjælp af det ”økonomiske råderum”. Råderummet er en metafor for statskassen – og tilhører dermed både ejere og lejere.

Stigende grundskyld
Det forslag er nu taget af bordet, og partierne er startet forfra. Men det anses stadig for sandsynligt, at en større eller mindre del af regningen for skatterabatten ender hos lejerne. Forhandlingerne foregår mellem regeringspartierne, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale.

Baggrunden for forhandlingerne er, at det nye ejendomsvurderingssystem vil føre til stigninger i boligskatten mange steder, og at grundskylden i forvejen har været drastisk stigende omkring de store byer. Omvendt har mange boligejere især i hovedstadsområdet med de seneste års prisstigninger fået virkelig store skattefri gevinster.

Skal ikke tvinges væk
Det dilemma skal løses, uden at nogen tvinges til at flytte, fastslår Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm:

”Selvfølgelig skal folk beskattes af stigende boligpriser, men vi vil sikre, at man ikke bliver beskattet ud af hus og hjem. Og det bliver resultatet, hvis vi ikke gør noget,” siger Schack Elholm.

Meningsmålingen kan ikke kun ses som et opråb til regeringen, det er også et opråb til Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Pelle Dragsted
Finansordfører (EL)

Hun tilføjer:
”Vi er opmærksomme på, at der ikke må opstå en skævhed, så det bedre kan betale sig at sætte penge i boliger end i aktier og obligationer. Men samtidig skal vi tage hensyn til, at det er folks hjem, vi taler om. Det kan være en mulighed at indefryse nogle skatter, indtil folk sælger.”
(Artiklen fortsætter under grafen)

Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen, mener, at det er på tide, der også bliver sat fokus på ”den meget store del af befolkningen, der bor til leje”:

”Jeg tager Norstat-målingen som udtryk for, at der er en bred forståelse for, at det her også skal være rimeligt for lejerne. De har været noget glemt i debatten, men hensynet til lejerne er et vigtigt hensyn for os i forhandlingerne,” siger Jesper Petersen.

Tocifret milliardbeløb
Enhedslisten er ikke med i forhandlingerne om et nyt boligforlig, men målingens resultat kommer ikke bag på partiets finansordfører, Pelle Dragsted:

”Danskerne er grundlæggende tilhængere af en høj af grad af social retfærdighed og en høj grad af lighed. Folk er ikke interesserede i, at det råderum, som også lejerne har været med til at skabe, skal finansiere rabatter, der mest kommer de dyreste boliger til gavn.”

Ifølge Dragsted har heller ikke Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for alvor sat foden ned:

”Selvom S og DF måske kan forhindre de værste katastrofer, har de købt præmissen om at afsætte et tocifret milliardbeløb til boligejerne. Så selv hvis de får deres krav igennem, vil der stadig blive brugt et stort beløb fra råderummet til boligejernes rabat.”

”Meningsmålingen kan ikke kun ses som et opråb til regeringen, det er også et opråb til Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti,” mener Enhedslistens finansordfører.

Nej tak fra boligejerne
Norstats-målingens undertal viser, at der hos vælgere fra alle partier er flertal imod at lade lejerne finansiere en del af boligrabatten. Flertallet er mindst hos vælgere fra Konservative og Liberal Alliance.

Ikke overraskende er modstanden med at lade lejerne betale en del af regningen størst blandt lejere og andelshavere. Men selv blandt respondenter i ejerboliger er 53 procent imod og kun 19 procent for at lade lejerne finansiere en del af boligrabatten.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00