Med håbet som drivkraft

Af Villy Søvndal i samarbejde med Ole Sønnichsen

Jeg var som tidligere nævnt på Tahrir-pladsen i Kairo i foråret 2011, da bølgen af håb skyllede hen over regionen. Det startede med den unge mand i Tunesien, der satte ild til sig selv i protest over chikane fra og bestikkelse af politiet, og det var det skub, der skulle til for at sætte gang i demokratibevægelserne. I takt med at adgangen til information bliver nemmere og nemmere, bliver det også sværere at være diktator og holde fast i magten.

Det oplevede vi ved selvsyn i Kairo, hvor stemningen var nervøs, men også fyldt med optimisme og håb, en tro på, at der var en anden vej end den, der var blevet lagt ud for dem, en tro på, at valget ikke står mellem to onder, diktatur eller det religiøse styre, og en tro på, at der er en tredje vej med en demokratisk, sekulær udvikling, båret af social fremgang og tro på fremtiden.

Vi mødte flere af de unge, som havde været med til at sætte gang i det hele med livet som indsats. De kunne nemt være endt i fængsel og rådnet op der. Men det var dem, der kaldte sammen til demonstrationer, det var dem, der styrede forløbene. I dag ved vi, at det ikke gik så let, som vi håbede, da protesterne begyndte, og vi ved, at der har været betydelige tilbageslag mange steder, blandt andet i Egypten, men også i Tunesien, hvor terrorangreb har sat økonomien tilbage, og i Libyen, som i dag reelt er delt mellem øst og vest, hvor militser spiller en afgørende rolle. De blev aldrig afviklet, og derfor blev Libyen aldrig rigtig genstartet som nation.

Det er jo et rigt land, men også et land uden demokratisk tradition, og det betyder, at der ikke er nogen institutioner og demokratiske traditioner til at bære landet fremad. På den måde overså man både i Libyen og Egypten, at de demokratiske bevægelser måske nok havde opbakning, men ikke kræfterne til at gennemføre det, de satte i gang.

Alligevel skal man, synes jeg, være varsom med meget absolutte udsagn om udviklingen i de lande. Det vil for eksempel være forkert at sige, at det ikke har rykket noget. Det rykkede ikke så langt og slet ikke så hurtigt, som vi drømte om, da Det arabiske forår blomstrede, men der er tegn på, at en del af befolkningen i de lande har nået et oplysningsniveau, hvor de ikke længere vil finde sig i at blive undertrykt af uduelige diktatorer. Det er som udgangspunkt ekstremt positivt, og selv om det ikke lykkedes i hverken første eller andet hug, så kan man ikke udlede, at det aldrig kan lade sig gøre. Også her mener jeg, at vi skal se udviklingen i det lange perspektiv og tro på, at protesterne har lagt kimen til noget, der før eller siden kommer til at folde sig ud i retning af et demokrati.

Jeg har altid sagt, at der ikke findes en snorlige vej til demokrati, men det betyder ikke, at man skal give op. Tænk bare på Burma, hvor vi aldrig havde forestillet os, at generalerne ville afgive magten, men det gjorde de, og nu er der et demokrati under hastig udvikling og efter alles vurdering en udvikling, der er irreversibel, så det er helt utænkeligt, at militærdiktaturet vender tilbage.

Men det tager tid, og derfor vil man – som eksempelvis i Tunesien – se lande, hvor der er kulturkampe i ordets egentlige forstand mange år frem i tiden, hvor de reaktionære og stærkt religiøse, der af og til også er holdt oppe af privilegier, der findes i en meget snæver kreds, slås mod de moderne, der vil demokratiet og udviklingen og undrende spørger, hvorfor deres land ikke har samme udvikling som andre lande. Det skete jo også i Danmark, hvor det tog mange år, før forfatningskampene blev afgjort, og derfor bliver vi nødt til mange steder også at acceptere demokratiske løsninger, der ikke ligefrem lever op til de grundtvigske idealer for et demokrati.

Vi skal arbejde for, at de skal derhen, og vi skal presse på for, at de kommer i gang med en demokratisk udvikling, men at forlange det fra begyndelsen er både naivt og utopisk og i virkeligheden også kontraproduktivt. Vi skal i stedet kunne tage dialogen med dem og hjælpe dem. Det gælder for eksempel et land som Etiopien, som man efter min opfattelse er nødt til at anerkende, selv om der er et etpartistyre. Det er i sig selv ikke godt, men landet spiller en kæmpestor rolle i stabiliseringen af Afrika.

Vi skal på den måde anerkende, at der også blandt ikkedemokratier findes lande, som udviklingsmæssigt er kommet langt i bekæmpelsen af fattigdom. Men det betyder ikke, at vi skal stoppe vores krav om demokrati og menneskerettigheder, bedre forhold for mindretal, ordentlige arbejdsvilkår for kritiske journalister, lige rettigheder for seksuelle mindretal, ligestilling for kvinder og absolut frigørelse fra ekstreme, religiøse pres. Det gælder for eksempel i Kina og en række afrikanske lande.

Det bliver selvfølgelig på den lange bane en prop for udviklingen, hvis den frie meningsdannelse, den frie udveksling i en debat, ikke må finde sted. Det er det, der har bragt et land som vores så langt, at vi har haft retten til at mene og tænke frit. For eksempel kan man konstatere, at Saudi-Arabien er et stabilt land, men man kan ikke ligefrem hævde, at det er et rart land, hverken for flertallet eller minoriteterne.

Men igen er mit budskab: Hav tålmodighed. Hvis man for eksempel taler om den seksuelle frigørelse og retten til at have den seksualitet, man ønsker, så skal man ikke længere tid tilbage end til min barndom i Vestjylland, før vi i Danmark også havde meget lidt forståelse for seksuelle mindretals rettigheder – for bare 50 år siden. Dengang var der meget lille tolerance og meget lidt forståelse for homoseksuelle. Siden har vi gennemløbet en kolossal udvikling i synet på seksualitet i Danmark, og det skal også nok komme andre steder, hvis vi presser på og ikke giver op. Tålmodighedens andet ansigt er netop ikke at give op, ikke at lade stå til.

"Med håbet som drivkraft" med undertitlen "fortællinger om politik, fremskridt og verdens tilstand" er skrevet af
Ole Sønnichsen og Villy Søvndal. Bogen er på 208 sider og koster 300 kr. Den udkommer på Gyldendal d. 10. oktober.